Anden single fra det kommende album fra Josefin Öhrn er netop landet, og igen svæver Öhrns vokal let hen over Østlondon.

Hun synger på ’Electrified’ stort set uden krop, og det er med til at give dette drømmende og svævende udtryk, mens Bobby Gillespie træder til med hviskende backing.

Det svævende kunne man også høre på første single, der udkom for blot tre uger siden, men her dog med mere krop i både vokal og musik, og videoen er trukket ind i Londons gader.

’Cherry Tree’ er også titlen på hendes kommende september-album, hvor der også loves guitarbesøg af Andy Bell fra Ride og vokaler fra Anton Newcombe. Og stilmæssigt er Josefin Öhrn, med eller uden sit band The Liberation, vel ikke langt fra Newcombes plader med Tess Parks eller i Brian Jonestown Massacre.

Det hypnotiske dyrkes, og der er i hvert fald inspiration at finde fra både psychrock, kraut og spacerock, men de nye sange virker også til at have en sund dosis valiumstøv á la Lana Del Rey.

Josefin Öhrn har boet i London de seneste ni år, og det kommende album markerer en genstart efter tiden med The Liberation. Men hun var alligevel en tur hjemme i Sverige for at indspille albummet med Kalle Gustafsson fra The Soundtrack Of Our Lives i hans studio i Göteborg.

I samme stil er der også nyt fra Michaela Åberg, der kommer ud af ørkenlandskaberne i Göteborg. Som man tydeligt kan høre. 

’Snow Blind’ er både udsendt i en svensk og en engelsk version, og da de to andre seneste singler har været på engelsk, tyder det på, at det kommende album bliver på engelsk.


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.