De udenlandske stjerner fylder meget lidt

… og det er en generel tendens verden over.

Kigger man på alverdens udgaver af Spotify Top 50, listerne over mest afspillede sange på verdens største streamingtjeneste inden for de seneste 24 timer, er de nationalt præget og nationalssprogs-præget. F.eks.:

• Alle sange på den finske top 50 er finske!
• Alle sange på den brasilianske top 50 er brasilianske.
• I Indonesien er alle sange indonesiske.
• På Mexicos top 50 er alt spansksproget.
• I Frankrig er langt det meste fransksproget, heraf fra en del afrikanske kunstnere
• I Nigeria hører man nigeriansk musik
• Stort set alt på den colombianske top 50 er spansksproget, præget af colombiansk trap og reggaeton.

I Japan hører man J-Pop, i Korea K-Pop. I Polen hører man polsk, og jeg kan notere mig, at sangen ’Straight Outta Crackhouse’ med Crackhouse er stor i Polen. Jeg nåede desværre at høre fem sekunder af sangen, inden jeg fik slukket.

Sproget betyder altså meget for, hvad vi hører. Vi søger den direkte forbindelse mellem hjerne og følelser, for vi måske ikke prioriterer langsommelig fordybelse i musik i en verden, hvor det meste er hurtigt glemt igen, og musik er reduceret til ”content” på linje med alt muligt andet, man støder på i online-verdenen.

Og mere dominerende er USA og Storbritannien altså ikke på verdensplan, selvom det er dem, vi herhjemme oftest skeler til – og beretter om. Forståeligt nok, fordi vi er vokset op i Vesten med kendskab til engelsk sprog, det er store, dominerende lande på alle fronter, og musikalsk taler vi samme sprog som dem.

I øvrigt er alle sange på top 50 i USA og Storbritannien også fremført på nationalsproget engelsk, bortset fra en enkelt i UK, Shakira og Burna Boys VM-sang ’Dai Dai’, der kun er delvist engelsk, og i USA er det colombianske Karol G, der som den eneste blander sig med spansksprogede ’BbY WOW’.

Netop den sang topper den globale top 50 med 6,1 mio. streams inden for de seneste 24 timer*. Det er ikke engang/næsten (alt efter synspunkt) en promille af jordens befolkning, der har afspillet sangen på Spotify.

Af alle de musikinteresserede mennesker, jeg kender, er det meget få, der nogensinde tjekker top 50-sangene ud, for hitraten er så lav, at det vil de ikke spilde tid på.

Og man kan godt påstå, at næsten ingen kender verdens måske mest populære sang netop nu, selvom Spotify-tallene naturligvis ikke er nok til den betragtning. Radioafspilninger, TikTok, YouTube, forskellige typer platforme verden rundt osv. tæller naturligvis også.

Men 75 procent af Spotify-afspilningerne af ’BbY WOW’ kommer fra bare fem lande:

• Mexico 2,4 mio.
• USA 1,0 mio.
• Spanien 0,5 mio.
• Colombia 0,5 mio.
• Argentina 0,2 mio.

Der er en stor spansktalende befolkningsgruppe i USA, så det er med andre ord meget svært at påstå, at vi har et ret stort musikalsk fællesskab på tværs af sproglige barrierer. Når medierne slynger om sig med ord som ”verdens største popstjerne”, er der altid en masse forbehold.

Og når danske medier hylder f.eks. spansksprogede artister, sker det uden tanke på, at musikken aldrig kommer til at interessere ret mange, fordi sprogbarrieren er for stor.

På Spotifys globale liste er 43-44 sange netop nu på engelsk med disse undtagelser:

• Shakira og Burna Boy (italiensk titel, nogle spanske linjer og flersprogede linjer i omkvæd)
• Karol G (spansk)
• Bad Bunny (spansk)
• Hugel (jamaicansk patois)
• Tulus (indonesisk)
• enau (indonesisk)
• Lisa (thai)

Så i virkeligheden fortæller disse lister ikke ret meget andet end netop det, de er. En liste over de mest spillede sange et givet sted, på et givet tidspunkt, på en af mange streamingtjenester.

Når nogen forsøger at lægge det hele sammen på tværs af streamingtjenester og fysisk salg med et eller andet vægtet tal for det fysiske salg og betalte downloads, bliver det bare noget rod, som kun pladeselskaberne kan hitte rede i – og bruge til noget.

Det bliver hurtigt ”fakta” i medierne, men hitlister kan ikke bruges til ret meget ift. at navigere rundt i det uendelige musikudbud, og de kan slet ikke bruges til sammenligninger med den forgangne tid, hvor fysisk salg var eneste parameter.

De tal var i sig selv ikke fuldt brugbare/troværdige, og hvis man sammenligner med i dag og et eller andet uigennemskueligt miks af betalt musik, gratis musik og antallet af afspilninger, inklusive fans, der sætter playlisten til at spille yndlingskunstneren igen og igen natten over, fordi de dermed ”støtter” kunstneren, er tallene tæt på ubrugelige som rettesnor for udbredelse, værdi og betydning.

Ikke bare vores lyttevaner, men også vores forbrug og benyttede platforme verden over er så fragmenterede størrelser, at det er svært at finde fællesnævnere.

Karol G er ikke på top 50 i Danmark. Her hører vi også mest dansk musik, hvis man skal tro Spotifys top 50, hvor 43 af sangene er med dansk afsender.

Danmark og nabolandene:

• Finland 50/50
• Danmark 43/50
• Island 40/50
• Norge 31/50
• Sverige 29/50
• Tyskland 18/50

På IFPI’s seneste top 40-trackliste er 37 sange danske, på airplay-listen er 13 af top 20-sangene danske.

Selv Ella Langley er ikke længere på den danske Spotify-liste med ’Choosin’ Texas’. Og hype-omtalte navne som Charli XCX og Phoebe Bridgers på den ene side, og gamle navne Rolling Stones, Madonna og Paul McCartney på den anden side, fylder absolut intet, selvom de roses i medierne. 

De er som regel hurtigt ind på de officielle hitlister, fordi de har et stort fysisk salg til fans, der køber flere forskellige versioner på vinyl og cd – og så er de hurtigt ude igen. På Spotify-hitlisterne optræder de ikke.

Går man nærmere ind i, hvilke udenlandske sange, der sniger sig ind på listerne, er det også jævnligt gamle sange med en aktuel krog – f.eks. Dolly Parton og Michael Jackson – eller nogle af de sange, der nærmest er gået i selvsving på listerne og bliver liggende, fordi de ligger der! The Killers, The Neighborhood, Goo Goo Dolls, Arctic Monkeys og den slags har f.eks. stadig harpiks på listefingrene.

Ellers er det rendyrkede pophits med Sabrina Carpenter, Ariana Grande, Malcolm Todd, Sienna Spiro, Olivia Dean, Olivia Rodrigo og den slags, der formår at trænge igennem bare nogenlunde bredt.

Men selv de kæmper mod de nationale tendenser, så når medierne skriger op om ”verdens største det ene og andet”, går man ikke glip af mange tendenser ved ikke at læse eller lytte med. For de udenlandske stjerner fylder intet hos langt flertallet af musiklyttere.

Mange køber dog alligevel koncertbilletter til Royal Arena eller Parken med stjernerne, for de vil helst ikke gå glip af en begivenhed. Og til festival har gæsterne forberedt sig, så de kan skråle med. Og glemme det igen, så snart koncerten er forbi, for så er der noget nyt, der kortvarigt fanger opmærksomheden.

Men er der tendenser, så er det at finde i det sprogligt nationale og de flere og flere superfans, der dyrker online-sammenhold og -universer, konkurrence i at være de største fans og en os mod dem-følelse. Og deres engagement smitter af på mediernes dækning.

Til daglig passer de fleste mennesker bare hver især deres egen lille butik, hører lidt radio og det, de kender, har nogle få ledestjerner i en lille niche, så de kan tage et enkelt nyt navn ind hist og her. Nogle er måske så ekstreme, at de går i en pladebutik og køber nye plader …

Men ellers har de fleste mennesker svært ved at afkode noget som helst i det store billede – og tror alligevel sjældent på det, de læser og hører, for det stemmer ikke overens med deres egen opfattelse. 

Og det tror da fanden, når Gaffa f.eks. uddeler seks stjerner til det nye engelsksprogede album med Lukas Graham.

* Alle tal er fra mandag morgen og formiddag.