Vi ser frem – ni album i september

Det er ved at være højsæson for albumudgivelser, og personligt har jeg masser at se frem til i efteråret. I september er der f.eks. rockveteranerne i Arab Strap, opløftende soul fra Leon Bridges og Ezra Collective, uhøjtidelig rock direkte fra pubben og en svensk favorit.

4/9 Arab Strap ’Half-Told Tales’

Arab Straps comeback er en af de store positive overraskelser her i 2020’erne, hvor skotterne nu udsender deres tredje album og niende i alt. De første to var glimrende, og de afvekslende singler fra ’Half-Told Tales’ holder samme højeniveau.

De leverer begavede og følsomme observationer af verden, både den indre og ydre, med tør og sort humor i stemningsfulde rocksange, der får farver fra både skotsk accent, popkulturelle referencer, synthpop og nærmest disco som på uimodståelige ’You You You’.

De har i hvert fald selv brugt ordene ”disco-metal incantations that might make you dance”. Der er masser af hjerte i Arab Strap, og hvis det her er prototypen på sure, gamle mænd, vil jeg gerne høre på flere sure, gamle mænd.

4/9 Angus & Julia Stone ’Karaoke Bar’

Sjette studioalbum fra den australske søskendeduo, der på samme tid kan være charmerende og indbydende og samtidig lidt distancerede i deres tilbagelænede neohippie-stil.

Men skrive sange kan de, og indimellem kan de sange være at ryste af sig, når groovet, deres fine harmonier og de sære, små detaljer i deres varme, folky indiepop æder sig ind på en.

Der er ofte en behagelig luft og lethed i deres sange, og et par af singlerne fra ’Karaoke Bar’ har været virkelig gode, som den her:

4/9 Lily Seabird ’Lightspheres on Their Way’

Denne plade er jeg spændt på, for jeg ved ikke rigtig, hvad der venter. Amerikanerens folkrock bliver indimellem for meget, og indimellem er det helt perfekt.

Der er velskrevne ord, kloge betragtninger og noget på spil i sangene. Det er ikke ulig nogle af de nye amerikanske rocknavne som som Geese, Big Thief, MJ Lenderman eller Greg Freeman med en grumset, slackeragtig og støjende lyd, hvor guitaren fylder meget, og vokalen presses.

11/9 Ezra Collective ’Here Because of Hope’

Alene singlen ’Well Organized’ med Lila Iké, der synger om helbredelse, er nok til at glæde sig til London-kollektivet Ezra Collectives nye album, for er der noget, vi har brug for, er det håb, glæde og helbredelse.

Man skal virkelig anstrenge sig for at blive i dårligt humør af gennemført musikalske Ezra Collectives mix af jazz, soul, reggae og afrobeat. Men man har da selvfølgelig lov at prøve.

11/9 The Tubs ’Hard Life’

Udgangspunktet for The Tubs er bandet Joanna Gruesome, opkaldt efter skønne Joanna Newsom, og en historie om, at medlemmerne mødte hinanden på et ”anger management”-hold.

Det er fin nonsens, og det var det også, da jeg tidligere på året så dem varme op for Dry Cleaning i Vega. Løst og uhøjtideligt, og det er også det, der præger walisernes sange.

De lyder, som om de har skrevet dem på den lokale pub over et par både sjove og alvorlige fadøl. Energisk og folky indierock, janglepop, pubrock – det er så britisk, som det næsten kan blive.

18/9 Uncle Acid & the Deadbeats ’Shapes of Midnight’

Uncle Acid er tilbage med deres ”Evil Beatles”-lyd, singlerne tegner virkelig godt, og vi kan tilmed opleve Cambridge-bandet i Amager Bio til februar, sandsynligvis helt uden protester fra Damon Albarn.

Jeg har tidligere skrevet om de nye sange her, og siden er ’House by the Grave’ kommet til, og den dæmper ikke forventningen til et album fyldt med tung psych, doom, stener og fuzz-guitarer:

Uncle Acid og midnatstimen

18/9 Beck ’Ride Lonesome’

’Ride Lonesome’ er en af mine favoritsange i 2026 indtil videre, om den så fremføres med eller uden Sierra Ferrell.

Vi er tilbage i den nære, intime og stemningsfulde singer-songwriter-stil fra ’Sea Change’, ’Morning Phase’ og ’Mutations’ med Nigel Godrich bag mixer-knapperne, og det klæder virkelig Beck efter et noget svingende niveau de seneste år. D

et er svært at blive mere lykkelig, end når Beck synger om ulykkelig kærlighed, som han gør titelsangen fra det kommende album.

25/9 Josefin Öhrn ’Cherry’

Josefin Öhrn stiller sig efter syv års pladepause frem uden sit band The Liberation på albummet ’Cherry’, der også personligt beskriver en ny start for den London-baserede svensker, hvis man ellers tør tolke teksterne på de nye sange indtil videre.

Men der er stadig masser af den hypnotiske, stemningsfulde og svævende rockmusik, der kendetegnede hende gennem de fem givtige år med The Liberation.

Bobby Gillespie, Anton Newcombe og Andy Bell gæster albummet, og det fortæller nok meget godt, hvor vi stilmæssigt befinder os.

25/9 Leon Bridges ’Happiness Anytime’

Amerikanske Leon Bridges bliver på sit femte album produceret af Jungle-duoen J. Lloyd og Lydia Kitto, så det er svært at forestille sig, at ’Happiness Anytime’ skulle blive andet end god, solid og varm retrosoul, der kommer til at lyde virkelig lækkert.

Eller, det ved vi faktisk allerede, for ’Happiness Anytime’ består i bedste Robyn-stil af tre ep’er, hvoraf de to allerede er udkommet, og den tredje følger samtidig med albummet, nøjagtigt som Robyn gjorde med ’Body Talk’.

Det er opløftende sange, og som med Ezra Collective, skal man anstrenge sig for at komme i dårligt humør.

De sender også album på gaden i september:

3/9 Sleep
4/9 Hot Since 82
4/9 Amyl & the Sniffers (Live)
4/9 Hollow Hand
4/9 Corto.Alto
4/9 ionnalee

11/9 This Is Lorelei
11/9 Ibibio Sound Machine
11/9 Track72/Tue Track
11/9 Bonobo
11/9 Sylvan Esso
11/9 Sorcha Richardson

18/9 Agnes Obel
18/9 Neil Young & the Chrome Hearts
18/9 Thee Sinseers
18/9 Kaktus Einarsson
18/9 Orville Peck
18/9 C.O.F.F.I.N

18/9 Boy Harsher
18/9 Kristin Hersh
18/9 Echo & the Bunnymen
18/9 Rhiannon Giddens
18/9 Frankie Rose
18/9 Katie Pruitt

25/9 Dungen
25/9 Julia Jacklin
25/9 Protomartyr
25/9 Adult DVD
25/9 Sick Man Of Europe
25/9 Tinashe