Den australske kirke står endnu

De har nærmest altid været der, og det bliver de åbenbart ved med at være.

Australske The Church har i dag udsendt to nye sange fra det kommende album ’Lacuna’, der udkommer 30. oktober. Og de lyder mere eller mindre, som de altid har gjort – eller i hvert fald som frontmand Steve Kilbey altid har gjort.

Lige fra de to første plader i begyndelsen af 80’erne har The Church været et vigtigt band for mig med deres stemningsfulde, hypnotiske, neopsykedeliske janglepop, post punk, mørkerock og dream pop. Det er musik, der er enormt skøn at lytte og flyde hen til – selvom de indimellem også larmer, når sortsynet sætter ind.

A-siden ’Western’ hører til i den lysere afdeling og er åbenbart indspillet i Austin, Texas, selvom landskabet givetvis lige så vel kunne være australsk. B-siden ’Martian Skyline’ kunne også nærmest lige så godt kunne have siddet på et af deres 80’er-album.

Tonen på de nye sange er i hvert fald ikke væsentligt forandret fra dengang debutalbummet og toeren ’The Blurred Crusade’ roterede hyppigt på drengeværelset.

Debuten hed i vores verden ’The Church’, men i virkeligheden – fandt vi senere ud af – var det en international genudgivelse af den australske debut ’Of Skins and Heart’ med en enkelt sang skiftet ud og ind.

#iwasntthere, da de i 1982 spillede sangene fra deres to første plader i Saltlageret i København, men jeg anede nærmest heller ikke, at den slags overhovedet foregik … Og jeg har da fået set dem på Posten i Odense siden og havde også billet til en koncert for nogle år siden, som vist ikke blev til noget. Måske var det i corona-tiden …

De hittede med stort hår og ’Under the Milky Way’ i 88, men jeg tror, de efterfølgende ’Gold Afternoon Fix’ og meget sortsynede ’Priest = Aura’ er de plader, jeg har hørt mest siden 90’erne.

Der var intet i vejen med de følgende plader helt op til den virkelig gode ’The Hypnogogue’ fra 2023, men måske gik der også undervejs lidt for mange eksperimenter i den. Nu ser jeg frem til endnu et album fra gamle, australske venner. Det 28. af slagsen på 46-47 år.

Med på albummet er stadig trommeslager Tim Powles, men ellers er alle musikerne forholdsvis nye, og Kilbey er eneste tilbageværende af de oprindelige.

En første og lidt undervældende single fra albummet udkom allerede i november i fjor, ’Sacred Echoes Part Two’, der åbenbart er en forkortet version af et langt afslutningsnummer på albummet.

Bonus: For evigt vigtig og indtil videre stadig ubrugelig musikquizviden ift. The Church og Steve Kilbey er naturligvis, at han er fader til de to svenske tvillinger i Say Lou Lou.