29. september 2001 udsendte Wilco det, der måske er deres bedste album, ‘Yankee Hotel Foxtrot’. Det er i hvert fald godt med bl.a. ‘Heavy Metal Drummer’ som et højdepunkt. Men ‘Jesus, Etc.’ er vist nærmest blevet signatursangen – her fra Letterman Show:
Leeds har haft flere perioder som en vigtig musikby, og det var den også i midten af 00’erne med Kaiser Chiefs som det store band. Men der var andre på samme tid, f.eks. ¡Forward, Russia! – med udråbstegn både foran og bagved og komma i midten. Intet mindre. I går for 20 år siden spillede de på Loppen, og jeg var der, købte debutalbummet og fik det signeret af bandet.

Klassisk Loppenaften – debutband, første gang i Danmark, køber plade i merchandise-boden, og bandet kommer ud og snakker efter koncerten. Der var noget med, at et af medlemmernes onkel havde været holdleder for Leeds United eller noget i den stil …
Tre albums fra vigtige kunstnere rundede 40 år i går, hvor især New Orders ‘Brotherhood’ må fremhæves. For det er jo her, man finder ‘Bizarre Love Triangle’.
OMD’s ‘Pacific Age’ nåede ikke samme højder, og det gjorde Iggy Pops ‘Blah Blah Blah’ heller ikke. Men det album indeholder naturligvis et af hans største hits, ‘Real Wild Child’.
I går kunne BEAT fejre 10 år som pladebutik på Vesterbro, og åbningsdagen kan man genopleve her:
I dag er det 60 år siden, Herman’s Hermits udsendte ’No Milk Today’ som single. Det er stadig en virkelig god sang, her fra Beat Club, der altid er værd at besøge:
I en helt anden genre 30 år senere kunne man opleve Chemical Brothers skrue den elektroniske acid-musik op på 11 med Noel Gallagher som gæst på ’Setting Sun’.
På denne dato for 20 år siden kunne man for første gang høre albummet ’Shine On’ fra australske Jet officielt – for det var blevet leaket m.m. Det var opfølgeren til den markante debut ’Get Born’, men toeren nåede ikke samme højder. Og var det ikke for en historisk anmeldelse i Pitchfork ville mange aldrig siden have tænkt på denne plade. Pitchfork gave det karakteren 0.0, og eneste indhold i anmeldelsen var et lille filmklip af en chimpanse, der tisser sig selv i munden.
For 10 år siden udsendte Solange albummet ’A Seat at the Table’, der for alvor rykkede lillesøster Knowles op i stjernehimlen. Singleforløberen ’Cranes in the Sky’ er stadig et højdepunkt.
Samme dag udkom Drive-By Truckers’ ’American Band’, hvor vreden over tilstanden i Trump og co.’s USA skinner igennem. Det er en glimrende plade og stadig aktuel plade. Og jeg mindes stadig koncerten i marts 2017 i Amager Bio, hvor de gik på scenen til The Clash og stillede sig fire mand i front med hver deres guitar og angreb fra start med ’Surrender under Protest’.
Den specifikke dato kender jeg ikke, men det var i hvert fald i oktober 1996, at Lovebites udsendte ’Travelling’ som singleforløber til det glimrende debutlbum ’Nothing But Joy’, der udkom året efter. Dejlig dansk indiepop, der altså nu er 30 år gammel.
I oktober 1986 udsendte Prinsesse Stephanie af Monaco singlen ’Flash’ – og mere vigtigt var det også måneden for det første nummer af Q Magazine med Paul MCartney på forsiden. 455 trykte magasiner blev det til, før sidste udgave udkom i juli 2020.

Går man ti år længere tilbage til oktober 1976, var det måneden for denne singleklassiker med Leo Sayer:
Og denne fremragende single fra The Modern Lovers så også (langt om længe) dagens lys i oktober 1976:
Alle sange i serien kan høres her:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.