Iceage lagde i begyndelsen af august vejen forbi Zane Lowes show på Apple Music, hvor de spillede to sange fra årets album, ’Tender Blades’ og ’Star’. Og sidstnævnte kan man nu se lige her – hvor frontmand Elias Rønnenfelt svinger rundt med en krykke:

Bandet deltog live i studiet i Zane Lowes halvanden time lange radioshow, hvor Apple Musics mest prominente vært også interviewede Alabama Shakes og Crutch, og hele showet er nu tilgængeligt på Apple Music.

De fortalte i den lange interviewdel bl.a. om sangskrivning, indspilninger, albummet ’For the Love of Grace and Hereafter’ og koncerterne, hvor de spiller hele albummet.

Det er et ret stor skulderklap til det danske band, der nærmest synes at være mere værdsat i USA end herhjemme, hvor de fortsat spiller sjældne og forholdsvis små koncerter.

Jeg så dem spille koncert på gulvet i Store Vega i maj, da de holdt release for ’For the Love of Grace and Hereafter’. De spillede hele albummet plus en håndfuld ”greatest hits”. Det var virkelig godt. Og det er jo ikke så mærkeligt – for det er et virkelig godt band …

Iceage i Vega i maj – med Elias Rønnenfelt på fløjte.

Jeg skulle have set Elias Rønnenfelt på Posten i forrige uge, men det blev aflyst uden den store forklaring – men det kan selvfølgelig hænge sammen med USA-aktiviteterne med Iceage. For de har gang i mange ting i Nordamerika for tiden.

Tidligere i september kunne bandet f.eks. også opleves i The Adam Friedland Show:

Til foråret skal de på deres egen turne i USA, og næste efterår er de valgt som opvarmningsnavn for ingen ringere end Fontaines D.C. på en del af irernes USA-turne. Westside Cowboy er et andet supportnavn, så Fontaines vælger fra toppen af listen!

I øvrigt forklarer Elias Rønnenfelt krykken som en stage diving-skade fra en koncert i New York et par dage forinden. Han fortæller også om blokfløjte-soloen på ’The Weak’, at det egentlig skulle have været en mundharmonikasolo.

– Men da vi skulle indspille den, havde jeg medbragt en mundharmonika, der overhovedet ikke var stemt. Og ikke på den cool måde. Det lød overhovedet ikke godt. Jeg tænkte, at det måtte vi ordne senere, men så så jeg to fløjter stikke op af en papkasse.

– Jeg er ikke sikker på, om vi ødelagde sangen, eller skabte sangen. Men vi hælder mod det sidste!

Og derfor lyder ’The Weak’ således:


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.