Det havde jeg alligevel ikke set komme. Store Vega næsten fyldt til en soulkoncert en mandag aften. Men Aloe Blacc skuffede ikke de 1300-1400 fremmødte.

Til gengæld vil jeg gerne lige have lov at udtrykke skuffelse over to ting:

* Folk snakker alt for meget og alt for højt. Det er ikke Motörhead, Slayer eller My Bloody Valentine, hvor du for min skyld må råbe så højt, du har lyst. Hold nu kæft!

* Gæsteliste-gæster, der står i baren under hele koncerten. Suk! Så bliv dog hjemme.

Nå, tilbage til musikken. Som mestendels var en fornøjelse.

Aloe Blacc var oprindeligt rapper i Stones Throw-gruppen Emanon, men skiftede på 2006-debutalbummet ’Shine Through’ til en mere soulpræget stil, og på sidste års ’Good Things’ er stilen blevet gennemført retrosoul á la John Legend, Raphael Saadiq eller Plan B’s ’The Defamation of Strickland Banks’.

Han har endnu ikke Raphael Saadiqs niveau eller katalog, men han viste sig som en glimrende performer med mange ‘slick moves’. Og en velklædt en af slagsen!

Grå hat, skrig-grøn skjorte og en stramt knappet lys vest, og i det hele taget var det en fornøjelse at se det cool og funky backingband The Grand Scheme med masser af slips og en enkelt pilotbrille eller to på Store Vegas flotte scene.

****

Helt klassisk lod Aloe Blacc bandet varme op et par minutter, før han gjorde sin entre og straks lavede slide-bevægelser, tog sig i skridtet, vippede med hatten og namecheckede James Brown, Stevie Wonder og Marvin Gaye i en 17 minutter lang og vellykket intro over numrene ’Hey Brother’, ’Good Things’ og ’You Make Me Smile’, hvor der var både wah-wah-guitar, pigeskrig og singalong. Ren feel-good!

I alt spillede han fem kvarter, og det var måske et kvarter for meget i forhold til, hvad materialet kan holde til. Den langsomme bluesudgave af ’Billie Jean’, som er godt tænkt, men alligevel lidt haltende – se en studiooptagelse her –  og en forfærdelig duet med kæresten Maya Jupiter, den soca-inspirerede ’Rico’, kunne vi f.eks. godt have undværet. Og midtvejs manglede der generelt også noget fremdrift.

Aloe Blacc var klart bedst, når han var mest 70’er-soulagtig, og jeg kan godt lide, at han også har den politiske side med som på ’Politician’. Lidt Marvin Gaye- eller Curtis Mayfield-agtigt, som alle soulsangere jo skal holdes op imod …

Den langsomme ’If I’ og lukkenummeret ’Loving You Is Killing Me’ var andre højdepunkter, men ellers var det naturligvis den forrygende, skæve ’I Need A Dollar’, der var hittet. Og et par enkelte dollarsedler blev der da smidt på scenen …

Hvis han kan lave flere af den slags numre, kan han måske nærme sig en fyr som Raphael Saadiq, som heldigvis også snart spiller i Vega. Der er ikke mange soulkoncerter på dansk grund, men man kan også glæde sig til Charles Bradley på Roskilde:

Reklamer