Lafayette Blues med inserts

Åh ja! De fleste af os pladesamlernørder kender følelsen af pludselig at stå med en plade i hænderne, vi har ledt efter længe. Sug i maven, let rysten på hænderne. Ren lykke!

Det må være lidt sådan, junkien har det, når han får sit fix, eller som jægerne derude på savannen et sted havde det, når de efter dage uden mad pludselig fik ram på en antilope …

Jeg er selv så dum, at jeg samler på White Stripes-plader. Dum, fordi det er nærmest umuligt at skaffe mere en halv snes af dem. Og hvad er en samling, der ikke er komplet?

Men håbet om lottogevinsten, der kan gøre det muligt at købe dem på eBay, lever naturligvis. Især hvis jeg rent faktisk spillede lotto …

Drømmen om en dag at stå på et loppemarked og finde en af dem er til gengæld urealistisk – ikke som de historier om sjældne 60’er-plader, der rent faktisk af og til bliver opdaget på loppemarkeder, hengemt på rodede lofter eller i dødsboer.

White Stripes er nemlig et af den moderne rockhistories største samlerbands, og de er ikke så gamle, at ingen ved, hvad de er værd.

Der findes 10-20 White Stripes-plader, der til enhver tid koster pænt mere end 1000 kr., ja flere af dem også pænt over 10.000 kr.

******

En af dem er Detroit-duoens anden 7”-single, Lafayette Blues, der opfylder stort set alle krav til et godt samlerobjekt.

* Den er for det første limiteret – altid et nøgleord

* Der knytter sig en historie til tilblivelsen – af pladen mere end af værket

* Artisten har sat sit personlige præg på pladen

* Den er udkommet i flere forskellige versioner, og jo tættere, man kan komme på ’den oprindelige kilde’, desto mere interessant er pladen for en samler. Promoversioner, lavt matrixnummer, lavt nummer, hvis pladen er nummereret osv.

* Artisten er populær – det er White Stripes, om end de ikke når det ultimative samlerband, Beatles, til sokkeholderne

******

’Lafayette Blues’ er som udgangspunkt trykt i to oplag af 1000 styk, men der er selvfølgelig nogle væsentlige detaljer, der gør, at den i flere tilfælde er blevet handlet for mellem 10.000 og 100.000 kroner.

Da jeg interviewede Jack White og hans nuværende band Dead Weather i 2009, bad jeg ham fortælle historien efter at have vist nogle medbragte vinylplader frem.

– Oh, you’re in knee deep!, udbrød han, da jeg tog pladerne frem som ‘den tredje ting’ under interviewet.

Og ja, det er fuldstændig korrekt. Derfor elsker jeg også denne historie:

– Vi havde pladerelease for den anden White Stripes-single en lørdag aften på en bar, der hed Gold Dollar. Det var på en måde Detroit-scenens svar på CBGB’s i New York, indledte Jack White og fortsatte:

– Pladerne kom, men der var sket en fejl. De skulle være på hvid vinyl, men der havde åbenbart stadig været noget rød farve tilbage i maskinen, da de lavede det første parti. Så de første ca. 40 plader kom med en slags pink bølge i. Det var meget cool, men pink var lidt en fy-fy-farve for White Stripes (der har holdt alt deres artwork i rød, hvid og sort), så i starten var vi ret ærgerlige. Men så tænkte vi, at vi giver dem bare til vores venner.

– Men coverne var ikke lavet endnu. Vi ventede og ventede. Det blev fredag eftermiddag, det blev fredag aften, og de var stadig ikke lavet. Ok, hvordan skulle vi så kunne sælge pladerne til releasefesten.

– Vi fik fat på 15 hvide covers, og så lagde mig og Dave (Buick, chefen for pladeselskabet Italy Records) os på gulvet og hånddekorerede dem, så vi i det mindste havde nogle at sælge. Og vi solgte dem for seks dollars per styk, hvilket var det dobbelte af prisen!

– To af dem er inden for det seneste år blevet solgt for mere end 10.000 dollars. Så de må være ret sjældne … Jeg burde have malet et par mere, sluttede Jack White, og bandkollega Alison Mosshart slog et stort grin op.

******

Både hun og de øvrige bandmedlemmer, Jack Lawrence og Dean Fertita, lyttede intenst til historien. Som i øvrigt slet ikke er færdig, for pladen blev også lavet med forskellige ‘inserts’.

– I de første 40 (dem med den pink farve) lagde jeg nogle franske franc fra Anden Verdenskrig ind. Jeg har ni søskende, og dem gav jeg 10 franc-sedler. Alle de folk, jeg takker på pladen, gav jeg 5 franc-sedler, og de øvrige venner af bandet gav jeg 2 franc-sedler. Men Dave Buick fik en 50 franc-seddel!

Derudover indlagde Jack White også et billede af Lafayette og Washington, der giver hånd, samt en lille lap med et historisk citat i hver.

Hver af de første 40 eksemplarer er derfor helt unikke med deres inserts, de hånddekorerede covers og den fejlfarvede vinyl – og det er dem, der bliver solgt for ’uhyrlige summer’.

Det almindelige førsteoplag på hvid vinyl med trykt hvidt cover – også med inserts, men ikke francsedlerne – sælges typisk for ca. to tusinde kroner, mens andetoplaget på sort vinyl, med rødt cover og uden inserts typisk ryger for det halve.

Er den signeret eller har man også en poster eller flyer fra releasefesten, stiger prisen naturligvis.

Og som med mange andre sjældne plader har der også siddet en eller anden falskner et sted i verden og fremstillet kopier, så man risikerer at blive snydt. De 40 med pink farve i er dog svære at kopiere men en eller anden fransk idiot har naturligvis forsøgt!

******

Og hvordan er nummeret så egentlig? Well, det er ikke et af højdepunkterne i bandets sangkatalog, men typisk for duoens tidlige, rå blues. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg nok få fingre i den!

Reklamer