Årets 15 bedste plader 2016

Et orgie i gode plader. Glimrende plader, fremragende plader. Men ingen decideret mesterlige. I mine øjne.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen deler topkarakter ud til f.eks. David Bowie eller Beyoncé. Men de har ikke ramt mig på den måde.

Til gengæld har der været et hav af plader, der kunne have været med på en top 15. Ja, havde fortjent det. Jeg listede på et tidspunkt ca. 300 plader, jeg syntes, kunne komme i betragtning til listen …

Personligt er jeg simpelthen blevet så træt af selviscenesættelsen indenfor amerikansk pop, R&B og hiphop, at jeg ikke gider længere. Og autotune?? Stop det. Nu. Heldigvis er der så meget andet at lytte til. Og det er der jo altid. Selvom det er noget så gammeldags som rock …

Lige nu er der f.eks. masser af god garagerock, psychrock, krautrock, men der er også masser af fine grime-sager fra England, og der er masser af god country og soul.

Michael Kiwanukas ‘Love & Hate’ er et godt eksempel på det sidste. Og det er den plade, jeg har hørt mest i det forgangne år efter at have smughørt og være blevet betaget af nogle af de nye sange til en glimrende solskinskoncert på den nye Heartland Festival inden pladeudgivelsen.

Det er personligt, det er kommenterende, og det er inderligt. Og velspillet. Som en god soulplade skal være. Titelnummeret er eminent, ‘Black Man in a White World’ kan mærkes, og den alternative albumåbning med den ti minutter lange ‘Cold Little Heart’ sætter scenen. Der går fem minutter, inden Kiwanuka synger, men han har alligevel fanget vores opmærksomhed med en meget stemningsfuld tone. Stor respekt for den 29-årige englænder, der er vokset enormt på sit andet album.

For mig har King Gizzard ganske enkelt været det definerende rockband i 10’erne med en løssluppen og befriende tilgang til at søge, spille og udgive. Bare gøre det. Det er et forrygende liveband, det er spraglet, festligt, melodisk, syret, sjovt, jammende, eksperimenterende, roligt, vildt …

På ‘Nonagon Infinity’ hænger det hele sammen for King Gizzard. Og alle numre hænger sammen. Slutnummeret er endda loopet sammen med første sang, så man kan flyve derudad i én uendelighed. Og det går stærkt, der er huller i luften, der er dyk og stigninger, og man bliver trykket tilbage i sædet.

Riffs, grooves, hooks, melodier og spøjse eller mørke tekster og råb vælter ind over én, og elementer finder sammen igen og igen som gamle venner til julefrokost. Samtidig står hver sang solidt og upåklageligt fast for sig selv. ‘Nonagon Infinity’ er det tætteste, man kommer en liveoplevelse med bandet. Det er topmusikalsk – og hold kæft, hvor er det sjovt! Bare sving garnet og hop med på turen. “C’mon through the door, see, it’s your unborn self”, som de synger på singlen ’Gamma Knife’.

1. Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’
2. King Gizzard & the Lizard Wizard ‘Nonagon Infinity’
3. David Bowie ‘Blackstar’
4. Josefin Öhrn + the Liberation ‘Mirage’
5. Teenage Fanclub ‘Here’
6. Diiv ‘Is the Is Are’
7. Drive-By Truckers ‘American Band’
8. Anderson .Paak ‘Malibu’
9. Dope Lemon ‘Honey Bones’
10. Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daughter’
11. Frank Ocean ‘Blonde’
12. Psychic Ills ‘Inner Journey Out’
13. A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here …’
14. Skepta ‘Konnichiwa’
15. Morgan Delt ‘Phase Zero’