I går er det 40 år siden, Duran Duran udsendte den første single fra deres kommende album, begge dele med titlen ’Notorious’. Sangen er glimrende, albummet ikke helt – og i hvert fald slet ikke på niveau med de tre foregående.
Det samme kan siges om mange andre af de store berigende (synth)popnavne fra begyndelsen af 80’erne, f.eks. også Frankie Goes To Hollywood, der samme dag udsendte opfølgeren til debutmiraklet ’Welcome to the Pleasuredome’. ’Liverpool’ blev den bratte afslutning på Frankie. Mere om 1986 her:
I en lidt anden genre rundede et af metalrockens store og vigtige albums også 40 år i går, nemlig Slayers ’Reign in Blood’. Hvis man kun kender Metallica og gerne vil videre ned i thrash metal, er det her et godt sted at begynde – med en historielektion produceret af Rick Rubin:
I dag er det 50 år siden, Kansas udsendte albummet ’Leftoverture’ med klassikeren ’Carry on Wayward Son’ – der snart er afspillet en milliard gange på Spotify. Jeg kommer aldrig til at synes andeet, end at det er en god sang. Dad rock rules!
Leonard Cohen døde 7. November 2016 i en alder af 82 år, og kort før sin død nåede han opleve roserne for albummet ‘You Want It Darker’, der udkom i dag for 10 år siden. Siden fulgte den posthume ‘Thanks for the Dance’ med sange og skitser fra samme materiale som ‘You Want It Darker’, færdiggjort af sønnen Adam Cohen og en stribe gæster. Noget helt andet og mindre vigtigt end dagens jubilar med den mørke åbner:
Samme aften var jeg til koncert i Falconer Salen, en soul “double header” med Maxwell og Mary J. Blige. Helt kort: Den “duel” vandt Maxwell kæmpe stort. Alt, hvad han lavede, osede af klasse, og det hele hang sammen. Han havde ikke kun fortiden med sig, men også to tredjedele af Black Summers Night-albummene, hvor vi i øvrigt stadig venter på den tredje og sidste “Night”-del. Fortiden lyder heldigvis stadig sådan her:
Fortid møder nutid kan man vel godt kalde Johnny Cash’s “American Recordings”-serie. I morgen er det 30 år siden, Johnny Cash udgav sit møde med Soundgarden-sangen ‘Rusty Cage’ som forløber for ‘Unchained’-albummet, der udkom 5. november.
To markante sange fra hver sin side af rockspektret udkom. 22. oktober 1976. På den ene side en af de største heartland rock-klassikere, nemlig Bob Segers ‘Night Moves’ om en teenage-affære. Det er simpelthen bare en traditionelt god rocksang – nostalgisk tone med et ganske tydeligt billedsprog.
Helt anderledes tone finder man hos The Damned, der samme dag på den anden side af Atlanten udsendte det, der regnes for den første britiske punksingle, ‘New Rose’. Selvom temaet ikke er voldsomt anderledes, er det primitivt, stramt og direkte, opgøret mod det traditionelle. Og alligevel åbner ‘New Rose’ med at citere Shangri-Las ‘Leader of the Pack’ – “Is she really going out with him”, som også Joe Jackson sang et par år senere.
Det var Stiff Records, der kom først i Storbritannien med en punksingle. BUY 6 er pladenummeret, og i udløbsrillerne står der på den ene side “Damned Beatles”. Læs mere om Stiff her:
Punkens indflydelse var stor, både politisk, musikalsk, kulturelt og stilmæssigt. Vi taler stadig om den, og der er spor af den overalt. Det er længe siden, rocken på den måde har flyttet noget. Måske var den seneste betydningsfulde rockbølge i begyndelsen af 00’erne med de “skinny” bands, der gravede dybt i garagerocken og kom op med forskellige udtryk. The White Stripes, Interpol, The Strokes var på hver deres måde de tre amerikanske søjler, mens briterne bl.a. kunne byde på The Libertines. Men svenskerne var der også, havde allerede været der i mange år med bands som The Hellacopters, Refused og ikke mindst The Hives.
Sidstnævnte hoppede med på bølgen, genudsendte singler, der passede ind i tiden dengang i 2001, og fik det hele samlet på albummet ‘Your New Favourite Band’, der udkom første gang 22. oktober 2001 på Alan McGees Poptones-selskab. Og selvom det er en opsamling med de bedste sange fra de to første albums og ep’en ‘A.K.A I-D-I-O-T’, kan man sagtens regne det som et nøglealbum i garage rock-genkomsten. Det gør jeg i hvert fald selv.

Dagen efter, 23. Oktober 2001, udkom så endnu en svensk garagerockplade – på The Hives’ oprindelige selskab Burning Heart Records, nemlig Umeå-bandet International Noise Conspiracy med Refused-sanger Dennis Lyxzen som politisk radikal frontmand. På ’A New Morning, Changing Weather’ har de udvidet lydbilledet markant med orgel og blæsere (Björn Yttling er med!), men budskaberne er stadig lige så klare som på højdepunktet ’Capitalism Stole My Virginity’:
Alle sange i gamle sange lige nu-serien kan høres her:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.