I går fyldte iPod’en 25 år. Jeg har en gammel en, som jeg faktisk stadig bruger en gang imellem ved skrivebordet. Kæft, det var en revolution!

I går var det 20 år siden, The Raconteurs udsendte singlen ‘Hands’. Det er den single, der har fået bogstaverne D eller E oppe i højre hjørne – hvor de forskellige versioner af ‘Steady As She Goes’ har A, B eller C.

Samme dag udsendte Amy Winehouse singlen ‘Rehab’, der vendte både op og ned på hendes liv. Succesen blev hurtigt enorm, problemerne lige så.

Jeg så hende spøjst nok om eftermiddagen to dage senere på det, der føltes som verdens bedste bar, The Good Mixer i Camden. Jeg elskede hendes debutalbum og genkendte hende derfor nemt, mens hun spillede pool og drak sjusser med venner. Om aftenen skulle jeg til Paul Weller-koncert i nærliggende Roundhouse, og der dukkede hun såmænd op igen som en af hans gæster til Electric Proms-koncerten, hvor han spillede højdepunkter fra karrieren.

Hun var i samme tøj, da hun kom ind og sang bl.a. ‘I Heard It Through the Grapevine’. Det har lydt nogenlunde sådan her:

Albummet ‘Back to Black’ udkom to dage senere, 27. oktober 2006 – men ikke herhjermme, hvor det først blev udsendt året efter. Det var vi nogen, der undrede os meget over! I disse dage fejrer briterne på flere måder 20-året med bl.a. en tribute-koncert med f.eks. Mark Ronson, Corinne Bailey Rae, Jorja Smith og Lianne La Havas.

Persille, salvie, rosmarin og timian. På engelske er det titlen på det album, Simon & Garfunkel udsendte for 60 år siden i dag. Det er så klassisk folk, som det nærmest kan blive. Og de vokalharmonier kan (bør) mange lære af selv i dag.

For 10 år siden spillede Crystal Castles i Vega deres sidste koncert i Danmark, øv, for 20 år siden så jeg M. Ward i Vega og i aften spiller Placebo i KB-Hallen på deres 30 års jubilæumsturne med sangene fra deres første to albums. Kæft, jeg elskede Placebo dengang og spillede dem en del på Boogies.

Jeg har meget svært ved at adskille Brian Jonestown Massacres albums fra hinanden. Alene i 2006 udsendte han/de tre albums, bl.a. ’Thank God for Mental Illness’, der kan fejre 20-års jubilæum i morgen. Men det er stadig ’Anemone’ fra forrige album ’Their Satanic Majesties’ Second Request’, der til hver en tid skiller sig ud, så derfor:

Havde jeg ikke været i London, havde jeg 25. oktober 2006 nok været på Loppen for at se The Pipettes spille alle sangene fra deres aktuelle debutalbum ’We Are the Pipettes’ og en håndfuld mere.

De lød, som så ud på albumcoveret. Dyrkede Amy Winehouse girl group-æstetik, tog The Pipettes den lige et skridt længere.

I morgen er det 30 år siden, Suede spillede i Valbyhallen. Det var deres tredje koncert i Danmark alene det år, og ifølge setlist.fm har de spillet i Danmark 48 gange. Det er jo helt vildt! Det må også være et af de udenlandske bands, jeg selv har set oftest. ’Dog Man Star’ er og bliver mesterværket.

På mandag kan vi ønske tillykke med de 40 år til Schoolboy Q, der har begået mindst et af mine yndlings-rapalbums fra 10’erne. Jeg vender i hvert fald ofte tilbage til ’Blank Face LP’, hvor det store hit naturligvis er ’That Part’ med Kendrick Lamar. Men ’Dope Dealer’ er virkelig også stærk.

Der var stadig liv i Mick Jones efter The Clash, og på tirsdag kan vi fejre 40-året for Big Audio Dynamite-albummet ’No. 10, Upping St.’, hvor fem af sangene endda er skrevet sammen med Joe Strummer. Bl.a. den her:

Læs også her:

Alle sangene i ”Gamle sange lige nu”-serien kan høres herunder. Det er som at spille god radio uden en vært!


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.