Årets bedste plader 2018

Rocken er ikke død – den har det bare svært på hitlisterne. Altså, bortset fra vinylsalgslisterne, hvor rocken dominerer …

Der er masser af folk til rockkoncerter på spillesteder og til festivaler, og jeg finder stadig masser af gode rockplader derude. I år f.eks. fra Uncle Acid, Amen Dunes, Rolling Blackouts og Iceage, der med ‘Beyondless’ har taget et gigantisk spring fremad, synes jeg.

Men der er også Go-Betweens-børnene i The Goon Sax, spændende postpunk fra Shopping, en solid skive fra Kurt Vile, mere vildhed fra Thee Oh Sees og en overraskende god skive fra Suede på min personlige 2018-liste.

Hiphoppen er fraværende – selvom Pusha T og Cardi B trængte sig på, og i stedet troner poppen i form af Robyns ‘Honey’, ligesom der er blevet plads til elegant pop fra Christine & the Queens, de modne popsange fra Tracey Thorn med flere dejlige musikreferencer, festligheder fra Confidence Man, dunkel synthpop fra Audiobooks – med den sjove ‘Friends in the Bubble Bath’ – indiepop fra U.S. Girls og Sunflower Bean, samt countrypop fra First Aid Kit, hvis nyeste, jævne album løftes af nogle få rigtig gode sange.

1. Robyn ‘Honey’
2. Amen Dunes ‘Freedom’
3. Israel Nash ‘Lifted’
4. Uncle Acid & the Dead Beats ‘Wasteland’
5. Neneh Cherry ‘Broken Politics’
6. Rolling Blackouts Coastal Fever ‘Hope Downs’
7. Iceage ‘Beyondless’
8. The Goon Sax ‘We’re Not Talking’
9. Christine & the Queens ‘Chris’ (version française)
10. Shopping ‘The Official Body’
11. U.S. Girls ‘In a Poem Unlimited’
12. Amanda Shires ‘To the Sunset’
13. First Aid Kit ‘Rebel Heart’
14. Thee Oh Sees ‘Smote Reverser’
15. Kurt Vile ‘Bottle It In’
16. Tracey Thorn ‘Record’
17. Confidence Man ‘Confident Music for Confident People’
18. Sunflower Bean ‘Twenty Two in Blue’
19. Audiobooks ‘Now! (In a Minute)’
20. Suede ‘The Blue Hour’

Robyn ‘Honey’:

Pyha! Otte år efter ’Body Talk’ sendte Robyn endelig et nyt soloalbum på gaden. Og hun skuffede heldigvis ikke. I den lange periode siden ’Body Talk’ har hun oplevet at blive alene og at miste den nære samarbejdspartner og ven Christian Falk, og det afspejler sig i universet. Men der er ikke kun sorg, savn og ulykkelig kærlighed på et personligt og afvekslende album, der er også håb og glæde i de velproducerede sange, som kan opfattes både enkle og detaljerige. Musikalsk er albummet både nutidigt og tilbageskuende og veksler mellem klassisk Robyn-pop og clubmusik med referencer til bl.a. Chicago-house. Og det er virkelig lækkert!

Amen Dunes ’Freedom’:

Amen Dunes er et bandnavn, der dækker over amerikaneren Damon McMahon og udkommer på et af de senere års – for mig – mest spændende pladeselskaber, Sacred Bones. Fra tidligere at være virkelig lofi er Amen Dunes med tiden blevet mere tidløs, fri og bredere appellerende. På femte album, ’Freedom’, bevæger vi os i et elektronisk psychfolk-land, og der er både enkelhed og dybde i sange, der på overfladen kan lyde lette og luftige, men handler om tunge sager.

Israel Nash ‘Lifted’:

”File Under Hippie Spiritual,” står der på coveret, og så er man sporet ind på, hvor den 37-årige, amerikanske singer/songwriter Israel Nash bevæger sig. Det er rootsy Neil Young-land, lyden af bjerge og skove, rejser, sjælefred, tilbagelænethed. Og særdeles velkomponerede sange. En af årets overraskelser og et stort spring fremad for Israel Nash efter nogle mere anonyme plader.

Neneh Cherry ‘Broken Politics’:

Nutidens politik er intet værd, skab din egen verden. Gerne! Især, hvis den kan fyldes med lyden af Neneh Cherry, der med kunstnerisk succes fortsætter samarbejdet med produceren Four Tet. Det er der kommet 12 stemningsfulde, sitrende, gnistrende sange ud af. Robert Del Naja fra Massive Attack har en hånd med på den triphoppede ’Kong’, mens ’Natural Skin Deep’ er et andet højdepunkt på et løssluppent, varieret, personligt og konfronterende album, hvor den 54-årige svensker synger så skønt som nogensinde før.

Amanda Shires ‘To the Sunset’:

Sjette soloalbum – og det klart bedste hidtil fra 35-årige Amanda Shires, der modent leverer sine stærkeste sange til dato på et fokuseret, skarpt og positivt americana-album på blot 32 livsbekræftende minutter. Det flyder frit derudad med sydstats-swagger, guitar, forvrænget violin, stemningsfuld vokal og melodi i superproduceren Dave Cobbs rumlige og livlige lydbillede, og med husbond Jason Isbell, samt ikke mindst Gillian Welch som gæster.

Der er rigeligt med højdepunkter som ’Swimmer’, ’Take on the Dark’ om at vinde over mørket og ’White Feather’ med Welch som gæst. Amanda Shires beviser sig selv som udtryksfuld vokalist, poetisk og præcis fortæller og alsidig musiker på både guitar, violin og ukulele. Kan du lide dine plader med Kacey Musgraves, Jason Isbell, Lindi Ortega, Holly Williams og Ashley Monroe, så føj roligt den her til samlingen.

Thee Oh Sees ’Smote Reverser’

John Dwyer kan simpelthen ikke gøre noget forkert for tiden. Roskilde-koncerten var magisk, og på ’Smote Reverser’ fortsætter han med at udvide sit repertoire med bund i garagerock. Det er vildt, intenst, psykedelisk, eksperimenterende, fremragende.

Confidene Man ‘Confident Music for Confident People’

Smid et kludetæppe over nakken og bær det med selvsikkerhed, uanset hvad moden dikterer. Tag samtidig dit gode humør på og smut så til fest med disse debuterende australiere fra fest- og musikbyen Melbourne. Så skal det nok blive muntert.

Confidence Man har begået et festligt partyalbum, hvor de tyvstjæler fra de seneste 30 års dancemusik. Og de gør det med stil. Referencerne er nærmest uendelige til alt fra Madchester (’Out the window’) til funk, eurodance, disco, house og electroclash.

Ja, smid bare bigbeat, punkfunk og et hav af andre genrer ind i mixet, men kvartetten har alligevel fået sat et sammenhængende patchwork-tæppe sammen med flere højdepunkter – og lyder aldrig for alvor gammeldags. Bare ligeglade. Især ’Boyfriend’, ’Catch My Breath’ og ’C.O.O.L Party’ med ’Groove Is in the Heart’-bas er vellykkede.

Det er funky, uptempo – catchy og gode vibes. Vokaler, der spiller op til hinanden, og sjove, bitchy, temmelig nonsensagtige tekster med et hedonistisk præg. Jeg forestiller mig nemt festival-sol og en sen eftermiddag-dans, der ender i en morgenfest. Og jeg har svært ved at se det gå galt.

En anden af yndlingsreferencerne finder jeg naturligvis på ’Don’t You Know I’m in a Band’, hvor man kan fornemme ekkoet fra LCD Soundsystem og James Murphys ”I Was There”-sætning fra ’Losing My Edge’. Eller Scissor Sisters. Eller måske især Right Said Fred … Whatever. Lige nu er det her ganske enkelt skidesjov musik. Og musik må som bekendt gerne være sjov. Og det er også tilladt at feste, selvom verden er sindssyg.