Da Kendrick Lamar i nat delte det amerikanske flag i sin meget politiske optræden til pauseshowet i årets Super Bowl, var det et godt billede på, hvor vi alle sammen befinder os lige nu.
Alle er på den ene eller den anden side, og det er meget lidt, der forbinder os, og ikke kun i USA, selvom tingene ikke er så grelle herhjemme endnu. Sportsbegivenheder er måske det eneste, der forbinder mange af os på samme tid, og det gør kun hans pauseshow endnu mere interessant at analysere.
Og det vil blive gjort, uha, det vil blive gjort. (Herhjemme ved, at man læser de amerikanske analyser, plukker nogle udsagn og oversætter – men stadig ud fra en amerikansk kontekst. Men vi er altså ikke USA!).
Meget få ting er nok i sig selv, næsten alt bliver sat ind i en eller anden kontekst og derefter en dagsorden. Og en anden dagsorden. Og en reaktion. Og en modreaktion indtil al mening forsvinder, mens folk bare råber ad hinanden.
Sådan er vores samfund i dag. Og Kendrick Lamar pirrede til hvepseboet med sit show.
På den måde kunne jeg godt lide det, for musik er jo ikke længere det, der ellers sætter dagsordenen for vores offentlige samtale, så at Kendrick Lamar gør musik vigtig, kan jeg jo kun tilslutte mig.
Den var vigtig på grund af budskaberne. Og koreografien, scenen, lyset, symbolerne, udvælgelsen af teksterne, deltagerne – det hele underbyggede budskaberne. Det var skarpt og gennemført. Og alligevel sidder jeg tilbage med en ærgerlig fornemmelse.
- Fordi hans beef med Drake fyldte så meget, for dermed træder Kendrick Lamar ud af rollen som udsynsfortæller og får det til også at handle om sig selv. Og om stakkels Drake. Især efterfølgende som ren underholdning.
- Fordi jeg ikke ved, hvor meget af det, jeg så og hørte, jeg kan stole på.
- Fordi musikken igen ikke er nok i sig selv, men skal gøres til show, teater, performance.
- Fordi showet igen bare skiller vandene, adskiller mennesker.
Musik kan slet ikke forene os i dag, for det, vi hører, er så forskelligt, og langt de færreste lytter til Kendrick Lamar. Selvom han både salgsmæssigt og kvalitetsmæssigt er stor. Og derfor vil de færreste kunne lide hans pauseshow.
Men måske værst af alt – jeg kan ikke stole på noget. Jeg. Ved. Ingenting. Og kan nærmest kun blive mere forvirret ved at forsøge at blive klogere på Trump, Taylor Swift og de andre samtaleemner efter Super Bowl.
Måske var det ikke ”hele stadion”, der skrålede med på ”a minor” i Kendricks beef-sang ’Not Like Us’? Måske var det i virkeligheden bare en lille skare, men lagt ind i produktionen lyder det markant – som når jubel og sang på et fodboldstadion bliver kørt over PA-anlægget? Det var i hvert fald nøje planlagt.
Det hele er stramt iscenesat, klart, sådan må et 12 minutter langt show være, men hvad er ægte? Der var ingen musikere, men betyder det noget? Rappede Lamar hele tiden? Eller var dele af rappen også optaget på forhånd som dele af vokalen i en Eagles- eller Dua Lipa-koncert?
Sådan er det med musik lige pt. – en masse er fake, og derfor kan der stilles spørgsmål ved alt! Og sådan var mit 2024 generelt. Desværre.
Jeg stoler ikke på noget længere. Jeg stoler ikke på hverken musikken, musikerne, koncertarrangørerne, billetbureauerne eller de medier, der beretter om musikverdenen. Eller det, jeg kan se og høre – dertil har jeg set for mange koncerter og hørt for mange plader.
De store danske medier hylder Taylor Swift uden på et eneste tidspunkt at analysere, hvad der egentlig foregår på scenen eller påpege autotune og playback. Dem, der har mest travlt til hendes koncerter, er vel hendes lydfolk, der hele tiden skal veksle mellem live og præ-optagelser og justere indstillinger. Kæft, det må være svært!
Det kan du ikke læse i Politikens anmeldelse eller i Danmarks Radios analyse efter afslutningen på hendes rekordturne: ”Det har været en genistreg, når det kommer til næsten alle ting indenfor musik.” Udtalt af en ekspert, der samtidig er selverklæret Taylor Swift-fan. Du godeste!
Det er den slags hype-artikler, de store medier lægger navn til. Den kritiske sans er væk, det ligner SoMe-opslag eller blogindlæg. De taler kun til de allerede tilbedende. Som i den Politiken-podcast om Beyoncé-albummet, hvor en af debattørerne, en Beyoncé-fan, sagde, at hun ikke ville høre på kritik af Beyoncé fra en ikke-fan.
Den objektive journalistik er ligegyldig, det er kun kliken, der betyder noget.
For neutrale lyttere og læsere bliver den slags podcasts og artikler ligegyldige og tilmed indimellem misvisende. Man bliver i hvert fald ikke klogere på verden, men føler sig snarere endnu mere adskilt fra de andres klub.
Og så er der det bagstræberiske før og efter. Som Soundvenue, der om foråret skrev om Ice Spice, at ”selvfølgelig skal hun have Orange Scene” på Roskilde Festival, for sidst på året at skrive, at ”det var en superdårlig idé på papiret” med Ice Spice på Orange.
Gaffa listede årets 10 største skuffelser og indledte med P. Diddy-sagen. Det er fandme da ikke en skuffelse! Det er meget mere og værre end det. Det er simpelthen for alvorligt til at gøres til listestof i tilbedelsen af den store content-gud. Dave Grohls sidespring og et dj-sæt fra Mel C er også på listen. Så tilfældigt er det.
”Vi skal bare have noget”. Så er det ligegyldigt hvad. Det er hype, det er clickbait, det er oversatte ideer fra andre steder. Automat-tankegang, hjernebølger på tomgang.
Hvor er de kritiske historier og analyser af, hvad der foregår på YouTube, på TikTok, og i alle de reels, folk doom-sluger?
Hvor er journalistikken om autotune (”bare et instrument”, ”som elektrisk guitar ift. akustisk guitar”), standardbrugen af pitch correction og hvordan det fjerner sjælen i sangen, får de gode vokalister til at lyde dårligere og unaturlige, og de dårlige til at lyde ens, men åbenbart rigtige og bedre??
Det er jo ikke kun i hiphop og pop – det er også overalt i country og på det nyeste, Grammy-vindende (!) Rolling Stones-album, der lyder som en Mick Jagger-soloplade fra 80’erne – plus autotune. Når jeg hører pitch correction, udløser det cirka samme reaktion som fingernegle ned ad en skoletavle. For andre kan Joe Satrianis guitarlyd, fusionsjazz eller Volbeats dobbelte stortromme sikkert udløse samme reaktion.
Hvor er journalistikken om den virkning, AI kommer til at få på musikudbuddet, streaming-indtægterne, forplumringen af menneske/ikke-menneske, copyright-sagerne osv. osv.?
Hvor er journalistikken om byggeklods-tankegangen, der præger dagens sangskrivning?
Hvor er journalistikken om koncertmarkedet og de skyhøje billetpriser og det latterlige ”dynamisk prissætning”, der forstærker reduktionen af musik til underholdning, fordi det kun er rige mennesker, der har råd til at tage til koncert”oplevelser”? Og til sidst er det kun de musikere, der kan give den slags forbandede oplevelser, som kan leve af at lave musik.
Igen bliver musik bare mere og mere delt op mellem de succesrige og de fattige, og publikum bliver delt mellem de rige på VIP-billetter og de fattige. Eller dem, der har givet op.
Hvor er journalistikken om, hvordan folk hele tiden søger den letteste vej mod berømmelse og rigdom uden at yde noget? Om hvordan folk stjæler, snyder og bedrager på sociale medier og tjener penge på andres arbejde – og i øvrigt synes, det er helt ok? Eller uden blusel udgiver plagiat?
Hvor er journalistikken om, hvad det betyder for vores samfund, når så mange kendte musikere hele tiden forstiller sig og ikke fortæller ærligt, hvad der foregår?
Hvor er journalistikken om, hvad der er rigtigt og forkert?
Hvor er forsvaret for det ærlige, talentfulde menneske?
Hvor er journalistikken om 20 andre tendenser, der burde have været med på Gaffas liste over årets skuffelser?
Og for mit personlige vedkommende – hvor er journalistikken om, hvordan mængden af alle disse udfordringer suger sjælen ud af musik?
I det mindste kunne noget af det da være med på skuffelses-listen hos Gaffa …
*****************************************************
Måske skulle jeg ikke skrive alt det her, for der er jo også mange ting at glædes over. Måske lyder jeg bare som ”old man yells at cloud”, som en boomer, hvilket jo er standardsvaret, når gamle mænd tillader sig at være kritiske over for noget nyt. Men det er jo lige meget.
Andre kan jo bare mene noget andet, og ingenting rykker alligevel ved udviklingen mod mere AI, mere tech, mere griskhed, mere narcissisme og mindre sjæl.
Det ER en generationsting, for de yngre har ikke oplevet vores verden. Og vi ved ikke, hvordan det er at vokse op i deres verden, hvor så meget er tilgængeligt, så meget er lette genveje, og så meget er fake. Det er skønt, hvis de unge får en masse ud af musik alligevel, for musik er jo det bedste. Men vi hører i hvert fald noget forskelligt i musik, og vi kan aldrig være enige. Det kan ikke lade sig gøre, for vi har forskellige liv og forskellige erfaringer.
Men det går for stærkt, og for mig at se gør AI det kun værre. AI er i gang med at disrupte alt det sjove, sjælfulde og vigtige – musik, journalistik, bøger, film, medier. Men AI fjerner fandme ikke ukrudt i indkørslen, gør rent i køkkenet eller sætter mine plader i alfabetisk orden.
Jeg tror, folk i almindelighed har givet op. Det er jo bare musik.
Så længe klaveret spiller, så længe de gammelkendte udgiver nyt og giver koncerter, så længe de sjove reels, de såkaldte liveoptagelser og dansevideoerne kommer i en lind strøm, følger vi bare med hen til kanten.
Vi betaler til tech-virksomhederne, lader os forblænde af den iscenesatte virkelighed på sociale medier, køber noget mere underholdning og nogle flere oplevelser, og diskuterer noget med woke eller navn på en is eller ryster på hovedet af Trump, indtil en MAGA-idiot tvinger os til at blive vrede og råbe på og ad skærmen. Imens fortsætter udviklingen, snydet og bedraget i al stilhed.
Og imens giver jeg selv mere og mere op.
Der er for meget musik, for meget larm, for mange, der hele tiden vil have min opmærksomhed.
Jeg har ikke råd til at købe billetter til 800 kroner til et bedaget rockband, jeg engang kunne lide, jeg har ikke lyst til at købe en festivalbillet til 3000 kroner til et lineup, hvor halvdelen faker det hele eller halve, mens jeg iklædt en bandtrøje til 325 kroner søber en trist fadøl til 60 kroner. Jeg gider ikke købe en ny LP til 250 kroner, hvor vokalen er justeret til upersonlig ukendelighed af pitch correction, de fleste sange er middelmådige, og lyden er dårlig.
Egentlig gider jeg heller ikke betale til streamingtjenester, der har ændret ikke kun, hvordan vi hører musik, men også hvordan der laves musik. Og hvordan der snydes med musik i grådighedens tegn. Og jeg gider slet ikke se en efterredigeret såkaldt liveoptræden på YouTube, som folk dåner over i kommentarerne.
Det er alt sammen noget, der igen er med til at skille os fra hinanden. Dem der er ligeglade, og dem der ikke er, dem der har råd, dem der ikke har.
Alligevel er ”giver op” ikke helt rigtigt.
Jeg mister måske jævnligt troen på musikbranchen, på koncertbranchen, på musikeres kontrollerede selvpromoverende envejs-kommunikation og på musikmedierne, men jeg skal nok finde musik, jeg kan lide, også ny musik.
Ellers er der rigeligt med allerede eksisterende musik. Det eneste, den allerede eksisterende musik ikke kan, er at fortælle om den tid, vi lever i. Og det gør noget ny musik trods alt, f.eks. Kendrick Lamars musik.
Jeg skal også nok finde musikjournalistik, jeg kan lide (så længe de dygtige folk bliver ved med at lave den af kærlighed og uden at kunne leve af det). Og jeg skal nok aktivt forsøge at vige uden om alt det fake lort.
Jeg kan godt finde spændende, velskrevne musikartikler, der handler om musik, jeg kan godt finde podcasts med dygtige folk bag mikrofonerne, hvor det handler mest om musik og kloge ord og mindre om selvfedme, meninger, hype, provokation og at skille vandene.
Jeg kan også godt finde youtubere, der fortæller sandheder om musikken. Men jeg er også trænet til det via journalistikken. Jeg er gammel, jeg har oplevet en anden verden, og jeg har ikke lagt min kritiske sans i garderoben til en gigakoncert eller et bønnemøde i tech-kirken.
Og til noget af det, det faktisk handler om – musik.
For selvfølgelig udkommer der også stadig god musik for os, der undres over hype og den omsiggribende popisme, der vel svarer nogenlunde til, at Britney Spears, N*Sync eller Bay City Rollers havde vundet årets album-priser tilbage i tiden, da et enkelt hit eller to på et album ikke var nok til hyldest af anmelderne.
De dygtige musikere laver jo stadig musik, for de kan simpelthen ikke lade være. Det svære er bare at opdage den og få et forhold til den, for musik er jo mere end musik. Musik er også de ting, musikerne mener, siger og svarer ærligt på, og det kan være endnu sværere at finde.
Nogle af disse musikere er så heldige, at de har penge tilbage på kontoen fra tidligere succeser, tjener på festivaljobs og lever fint af de nutidige streamingindtægter fra gamle hits, så de behøver ikke springe med på hypevognen.
Andre lever på en sten, med forældrenes hjælp, på offentlig støtte, med et job ved siden af. Mens de drømmer.
2024 var i mine ører ikke noget specielt godt år, men heller ikke noget dårligt år. Udadtil var det naturligvis præget af ”the pop girlies” som Sabrina Carpenter, Chappell Roan (hvilken forskel et hit gør!), Billie Eilish og Charli XCX, af Taylor Swift og Beyoncé, af hitsene fra Benson Boone, Teddy Swims og Shaboozey – og så naturligvis af Kendrick Lamar.
Ikke kun ’Not Like Us’, men også af hans stærke album ’GNX’, der udkom så sent, at det ikke nåede med på en masse af årslisterne.
I nogle medier skulle man tro, at 2024 ikke handlede om andre. Men sådan er det naturligvis ikke. Især ikke, fordi vi ikke er USA eller Storbritannien. Og fordi vi mennesker er meget andet end hypesnak om brat summer og pop girlies.
Det er spøjst, at Fontaines D.C. og The Cure er nogle af de eneste bands, der kan få en smule opmærksomhed midt i hypestøjen, for godt nok har de lavet vældigt fine albums, men det er jo ikke albums, der ville have lavet store udslag på barometret i tidligere årtier.
Men godt, fint, dygtigt, gennemført, helstøbt er nok til at få en lillebitte smule af det solskin, the pop girlies bader i. Som om de står inde i et mørkt skur, øver sig i årevis og får lov til et øjeblik at kigge ud i lyset på de smukke mennesker i den virkelige fantasiverden.
Men de mener også noget. De kigger på verden og undres. Og det er godt!
Årslister
Årslisterne er som altid et godt sted at kigge hen, når man skal forsøge at sætte året på papir, men jeg vil vædde en ridset Erykah Badu-plade på, at du ikke har fundet en årsliste, der afspejler dig selv.
Og selvom jeg synes, lister er sjove og et godt udgangspunkt for at tænke lidt, mindes og lade ting rodfæste sig, så synes jeg på den anden side også, at de bliver mere og mere meningsløse.
For når verden er så opsplittet, som den er, giver det mindre og mindre mening at sammenligne og rangere. Og når musik fylder så lidt på redaktionerne, går det også ud over disse listers troværdighed og grundighed.
Igen er der kun fem danske medier, der har foretaget en egentlig rangering med følgende som årets album:
Jyllands-Posten: The Cure – Songs of a Lost World
Ekstra Bladet: Joan As Police Woman – Lemons, Limes and Orchides
Politiken: Charli XCX – Brat
Gaffa: Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft
Soundvenue: Charli XCX – Brat
Laver man øvelsen med at give point fra 10 og ned på deres top 10-lister, får man følgende samlede liste, hvor det kun giver mening at tage de syv albums med, der har fået flest point og mere end én placering (i parentes antal top 10-placeringer):
1. Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft 32 (5)
2. Charli XCX – Brat 29 (3)
3. The Cure – Songs of a Lost World 26 (3)
4. Kendrick Lamar – GNX 23 (4)
5. Fontaines D.C. – Romance 18 (3)
6. Nick Cave & the Bad Seeds – Wild God 14 (2)
7. Jamie XX – In Waves 11 (2)
Det er fint. På hver deres måde gode plader. Og lidt usædvanligt, at der er ét album, der går igen på alle listerne. Det er også et fint album, Billie Eilish har lavet, klart min popfavorit. Men nok ikke noget, jeg vil beskrive som et mesterværk.
I alt bliver der listet 34 forskellige albums på de fem top 10-lister, og kun et enkelt andet album end de syv nævnte, optræder to gange, Magdalena Bay med to 10. pladser.
Er de syv med topplaceringerne så bedre end de andre? Næh, ikke nødvendigvis. Det er bare dem, der har fået mest opmærksomhed. Og opmærksomhed betyder jo en del.
Igen er der de sjove detaljer, som at Thomas Treos liste i Ekstra Bladet er enormt personlig og bred, som at nogle plader anmeldt meget bedre i de enkelte medier, alligevel er endt med at blive forbigået, eller som at Khruangbins seneste album, deres klart dårligste, er med på Gaffas liste. Det virker lidt, som om Gaffa-skribenterne først har opdaget dem nu.
SOUL
Men apropos sjælløshed, så er det forbavsende, hvor lidt soulmusik, der er på de lister. Den soulmusik, der siden 60’erne har fortalt sandheder om både livet og samfundet. Og stadig gør det.
Beyoncé er med på en tredjeplads hos Politiken, hvis man synes, det er et soulalbum. Men nu er det jo blevet diskuteret som et countryalbum, såååeh …
På min personlige top 20 ville der helt sikkert blive plads til Michael Kiwanukas ’Small Changes’, men nu kommer jeg ikke til at lave en traditionel top 20-liste. I stedet er det bare nogle anbefalinger. Udover Kiwanuka-albummet er her noget af den bedste soulmusik, jeg har hørt i 2024:
COUNTRY
Og apropos Beyoncé, så er country og soul jo den samme sang – men hendes album er nu heller ikke med blandt mine country-favoritter. Men det var disse fire albums, der også ville være med på min personlige top 20 for 2024:
Gillian Welch/Dave Rawlings – Woodland
Waxahatchee – Tigers Blood
MJ Lenderman – Manning Fireworks
Johnny Blue Skies (Sturgill Simpson) – Passage du Desir
Så kan man faktisk godt diskutere, om et par af dem er lige lovlig rockede, men de er i hvert fald ikke mindre country end Beyoncés ‘Cowboy Carter’.
HIPHOP
Jeg tilslutter mig rosen af Kendrick Lamar. ’GNX’ er et stærkt album – et af hans fem bedste. Soundvenue har Tyler, the Creator på en andenplads på deres årsliste med ’Chromakopia’. Det album synes jeg også, er godt – men ikke lige så godt som hverken Kneecap eller Schoolboy Q. En top 4:
Kneecap – Fine Art
Schoolboy Q – Blue Lips
Kendrick Lamar – GNX
Tyler, the Creator – Chromakopia
THE GOOD STUFF
Så er der alt det andet. Rockmusikken trækker jeg ud til en særskilt artikel med en masse andre albums, der helt sikkert også ville være på min top 20, men der er jo også jazz, tyrkisk, afrikansk, brasiliansk osv. Og de albums, der bare er god musik. Nogle af dem, vil jeg gerne anbefale, især disse, som i et givet øjeblik helt sikkert også vil være på min top 20:
Beth Gibbons – Lives Outgrown
The Smile – Wall of Eyes
Cindy Lee – Diamond Jubilee
Tindersticks – Soft Tissue
The The – Ensoulment
Nadine Shah – Filthy Underneath
Og disse sange:
Mine danske valg, svenske og norske valg, elektroniske valg og fransksprogede valg kan ses andetsteds på bloggen.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
SnabRocks 