Det er rekord. 25.000 dollars, svarende til ca. 164.000 kr. efter dagens kurser.

Foto fra Discogs.

Det er, hvad en White Stripes-single er blevet solgt for 26. juni på Discogs – og derfor øverst på listen over dyreste handler på siden i juni.

Der er tale om #8 af de 15 eksemplarer af ‘Lafayette Blues’, der blev lavet med håndmalede covers til releaseaftenen på Gold Dollar-baren/spillestedet i Detroit 23/9-1998.

Dette eksemplar, #8, er malet af Jack White og er signeret af både Jack og Meg White på bagsiden, og intet eksemplar af denne unikke single er tidligere blevet solgt for så høj en pris, som jeg husker det fra de Jack White-relaterede sider, jeg følger.

Man kan se pladen på Discogs her. Og så har jeg tidligere skrevet om netop denne single ud fra et interview, jeg lavede med Jack White tilbage i 2010. Det kan læses her – og der er mange sjove detaljer:

Og så er det generelt altid sjovt at se listerne over de dyreste plader, der er solgt på Discogs hver måned, og tjekke alle disse skønne, mærkelige plader og sange ud, når man ikke har hørt om dem før.

Ofte er listerne præget af punk, soul, prog, jazz og sjældenheder med de største artister. I denne måned er der f.eks. en dansk jazzplade med på listen, albummet ‘Peace’ med Tordenskjolds Soldater fra 1970, der er blevet solgt for mere end 20.000 kr.

‘Lafayette Blues’ var den anden single fra The White Stripes efter debutsinglen ‘Let’s Shake Hands’ fra samme år. Og ingen af de fire sange fra de to singler var med på debutalbummet året efter (undtaget nogle specialudgaver).

Her er ‘Lafayette Blues’:


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.