Det unge Psyched Up Janis dokumenteret

Demobånd.

Realiteten er jo, at den slags ofte er røget i skraldespanden – på spillestedet, hos pladeselskabet, hos musikjournalisten. Og pludselig er en del af historien om et band udokumenteret eller ligefrem glemt.

Og det er sjovt nok ikke altid musikerne selv, der gemmer den slags, for de er ofte på vej videre til næste sang, næste projekt.

Psyched Up Janis lavede også et demobånd, som de sendte eller gav til spillesteder i 1992 for at få spillejob.

Båndet med titlen ’I Never Change’ er af flere grunde en ”holy grail” for Psyched Up Janis-samlere, men meget få har været i nærheden af at falde over det. Før nu.

For Psyched Up Janis har selv opstøvet et af de oprindelige kassettebånd og nu udgivet det helt officielt – og så er man da som Psyched Up Janis-samler så meget i nærheden af the holy grail, at man kan høre, hvad der er på.

Båndet er især interessant, fordi kun en af de syv sange overhovedet er udsendt i anden sammenhæng senere. Sangene er skrevet i 1991 og indspillet i begyndelsen af ’92 i et sommerhus i Vemmingbund ved hjembyen Sønderborg.

I sommeren 1992 rykkede PUJ så til København, og da Psyched Up Janis brød igennem herhjemme i 1994 med ’I Died in My Teens’ og albummet ’Swell’, lød de noget anderledes.

Det kan man nu høre dokumenteret på ’I Never Change’, som bassisten Jakob Krogh Jørgensen i forrige weekend leverede til pladebutikker i landets største byer og solgte til fans og øvrige interesserede ved små arrangementer i København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Jeg investerede selv i ”musikpakken” med både LP (500 nummererede eksemplarer på gul/sort vinyl), CD og kassettebånd på parkeringspladsen bag Posten i Odense, mens andre købte ny merch – t-shirts, hættetrøjer, net – fra bagagerummet i bilen, og fru Veronika forsøgte at holde styr på den friske hundehvalp, der var med på turen.

Og så kunne Jakob Krogh Jørgensen også fortælle lidt af historien fra dengang.

– Det er ikke helt det første, Sune og jeg lavede. For vi startede i 89, og da kaldte vi os Western Front. Vi syntes ikke helt, at det navn passede, og så hed vi Acid Raighn. Men det passede heller ikke helt godt, for musikken var mere heavy. 

– Båndet er faktisk rimeligt heavy. Jeg spiller på en B.C. Rich-heavybass, og Sune er ude i en sort Ibanez heavyspade. Vi hørte Skid Row og Guns N’ Roses, og musikken er lidt i den retning. Men det er det første musik, vi har lavet som Psyched Up Janis.

– Der er et nummer på, der hedder ’Psyched Up Janis’, og det kom vi så til at hedde, fordi vi skulle finde et nyt navn, og så kunne vi egentlig bare godt lide Psyched Up Janis som navn. Men sangen kom før navnet, fortæller Jakob Krogh Jørgensen.

Men vanen tro er der mange detaljer, der fortoner sig i det uskarpe med tiden, så om der f.eks. blev lavet 30 eller 50 demobånd, er nok svært at få besvaret.

– Et skud fra hoften er, at der er lavet 50, som vi har givet til spillesteder, fortrinsvis i København. Jeg kan huske, at vi har sendt det til Aarhus, Aalborg og sikkert også Odense, men ellers gik vi rundt til Barbue, Musikcafeen, Pumpehuset osv.

– Det sted, vi fik rigtigt hul igennem, var Tex. Det var der, vi mødte Charles, som var chefen dernede. Men det sjove ved det var, at vi gik derned og afleverede båndet, og så hørte vi ikke noget. Da der var gået en uge, var vi rimelig trætte af, at vi ikke havde hørt noget, så vi gik derned igen og var lidt flabede og sagde noget á la ”hvad fanden sker der, I kan da i det mindste lige svare”. 

– Så bad Charles os om at sætte os ned, ”gutter, vi skal lige snakke”. Så vi satte os i baren, og så kunne han for eksempel oplyse os om, at det var lidt svært at kontakte os, når vi ikke havde skrevet kontaktoplysninger på båndet …

– Men resten er historie, for det var Charles Smith, som siden blev vores manager, og som har været en stor hjælp. Da han hørte vores musik, tænkte han, at der skulle ske noget nyt, så han lavede et fast arrangement på Tex med rockmusik om tirsdagen. Der var fede bands som Kinky Boot Beast og On Trial. 

– Vi blev ”Band of the Month”, så vi spillede hver tirsdag, og der findes billeder, hvor vi står med de instrumenter og i noget meget, meget grimt og skørt tøj med løsthængende farvede slips.

Jeps, det var sådan, mange så ud i de år, da de polerede 80’ere på mange måder blev afløst af de grimme 90’ere. 

Der var masser af hård rock i rotation fra glammetal til thrash, Guns N’ Roses var enorme, Metallica blev det, og så kom der en sand eksplosion med Red Hot Chili Peppers, Nirvana, Pearl Jam og den øvrige grungerock – men selv på Roskilde-plakaten fra 1992 står Pearl Jam blot i næstøverste lag, mens f.eks. Extreme og Megadeth er blandt topnavnene sammen med Nirvana.

– Jeg fik ’Nevermind’ i julegave, og da vi hørte den, var vi bare ”what the fuck!?” Det var en ny verden, der åbnede sig for os. Og det, vi har lavet på båndet her, det er ikke grunge-grunge, men man kan høre noget, der minder om det. Der er noget desperation.

Noget søgende og rastløst og endda nogle undergangstanker kan man også finde i de syv sange, der er indspillet i foråret 92 i et sommerhus i Vemmingbund ved Sønderborg på et tidspunkt, da grungen stak af. ’Smells Like Teen Spirit’ væltede ud af billedrørene fra MTV, og ikke længe efter begyndte Psyched Up Janis at skrive de sange, man kender med dem i dag.

– Vi røg fra dette bånd over til ’Vanity’, og måske er det også derfor, ’Psyched Up Janis’ ikke nåede med på debutpladen. Vi har spillet den live flere gange, den er melodiøs og lidt skramlet, og den passer egentlig meget godt ind, så mere anderledes er den heller ikke. Men når man har skrevet ny musik, så er man nødt til at sortere noget af det gamle fra.

Sangen ’Psyched Up Janis’ kunne man første gang høre udgivet på den semiakustiske live-plade ’The Quiet Album’ fra 1999 og siden også på opsamlingspladen ’The Oxygen Blast’ fra 2014, der indledte rækken af spændende arkiv-udgivelser fra bandet.

På ’I Never Change’ er sangen lidt langsommere og tungere, soloen er anderledes, og sangen lyder heller ikke som i musikudsendelsen Dansk Kabel & Tråd på DR1:

Den udsendelse er også en glimrende dokumentation af det Psyched Up Janis, som vi mødte på spillestederne dengang, blot nogle få år efter Jakob Krogh Jørgensen og Sune Wagners rejse til København fra hjembyen Sønderborg, hvor de mødte hinanden.

– Den allerførste musik, vi lavede i Western Front, mindede også om det her. Det var måske lidt mere punket, for da var vi inspireret af Sort Sol og det tidlige D-A-D, cowpunken. Det var det, vi kendte som 15-16-årige, vi kendte ikke helt det store udland endnu. To-tre akkorder maks, og så bare derudad. 

– Da Sune startede Raveonettes, blev han pludselig meget bevidst om at lave noget koncept-agtigt, men i Psyched Up Janis har det været en naturlig, glidende overgang fra, hvad vi selv hørte og blev inspirerede af.

– Vi havde det fint med at være lidt anderledes, og det fandt vi meget hurtigt ud af, at det var vi også i musikbranchen. Der var mange, der ikke ville røre os med en ildtang, og mange, der syntes, vi var nogle røvhuller, ha ha. Og det var vi måske også, men vi gad bare ikke følge strømmen. Så vi prøvede med vilje ikke at følge den strøm.

– Der er også en masse historier som den med Charles, der går op og smider 100.000 kr. i énkroner på et af de store pladeselskabers bord på grund af en eller anden latterlig kontrakt. Bum! Fuck jer, her har I jeres fucking penge, vi gider aldrig mere snakke med jer. 

Psyched Up Janis har altid været regnet som en trio – men i realiteten var det nok nærmere en duo, de to ungdomsvenner, + en trommeslager. På ’Swell’ er det Martin Bjerregaard, og siden blev det Jesper ’Yebo’ Reginal. På ’I Never Change’ er det Mads Glenstrup, der ikke rykkede med til København, men det er hos ham, Psyched Up Janis har opstøvet det oprindelige demobånd. 

En dokumentation af bandets tidlige lyd, og Jakob Krogh Jørgensen har ingen fine fornemmelser ift. niveau, stil eller lydkvalitet.

– Jeg synes, det er fedt. Det er også derfor, jeg gider udgive det, for jeg hørte det efter mange, mange år og tænkte, at det var godt. Så spurgte jeg Sune, og han syntes, det var den fedeste ide. Jeg synes, det lyder overraskende godt. Det er et kvalitets-demobånd, siger Jakob Krogh Jørgensen.

Jeg er personligt glad for at få skrevet et kapitel mere på Psyched Up Janis-historien, selvom det oprindelige demobånd stadig er øverst på min Psyched Up-ønskeliste.

Man må aldrig smide demobånd ud! Eller demo-cd’er. Eller demo-filer. Og for bands er det nok en god ide at vedlægge kontaktoplysninger …

Et afsluttende kuriosum: ’I Never Change’ er i denne uge gået ind som nummer 1 på vinylhitlisten herhjemme.