Netop nu er der en version af den sjældne Kashmir-plade ’The Good Life’ med hånddekoreret cover til salg på Discogs for stille og rolige 30.000 kr. (4000 euro).
Jeg har før hørt om handelspriser op til 10.000 kr. for et af de 50 eksemplarer, men hvem ved, måske er der en køber til dette unikke eksemplar, hvor coveret er designet af Kasper Eistrup. Og sælgeren giver denne korte beskrivelse:
”This copy is Nr 6 and designed by Kasper Eistrup. This one is famous for being on the Danish TV auction programme Krejlerkongen. Pictures on Instagram.”

Jeg kendte ikke historien om tv-udsendelsen, og det kan da godt være, det lægger lidt til prisen, men Kasper Eistrups litografier, kobbertryk og malerier er i sig selv dyre med priser jævnligt på den anden side af 10.000 kr., så på den måde er 30.000 ikke nødvendigvis dyrt for et unikt Kasper Eistrup-kunstværk.
Historien om pladen er, at ’The Good Life’ i første omgang kun udkom på cd i 1999, men i begyndelsen af 2001 lavede Kashmir 100 whitelabel-eksemplarer på vinyl, hvoraf de 50 blev hånddekoreret af de fire medlemmer af bandet og solgt på udstillingen ’Pass on the Good Life’ i Vega i februar 2001 for 1000 kr. stykket.
Samtidig blev der trykt 1500 plakater med de 50 motiver, og det hele blev solgt til fordel for den velgørende forening Udenfor, der støttede hjemløse.
Plakaterne kostede 150 kr., og samlet indbragte det 275.000 kr. til foreningen. Hvordan de har fordelt de sidste 50 ”almindelige” whitelabels, ved jeg ikke, men med kunstværks-pladerne fulgte et købsbevis som dette:

Jeg interviewede selv Kashmir om projektet til Gaffa dengang.
– Det er primært lavet for vores fans, og vi synes, at 1000 kr. er meget rimeligt for et stykke kunst og en plade. Vi overvejede at støtte AIDS-forskning, børn i ulande, Kræftens Bekæmpelse, Læger Uden Grænser eller lignende, men vi var ret hurtigt enige om, at vi ville støtte et noget mindre projekt, som tog udgangspunkt i vores egen by, sagde Kasper Eistrup dengang og fortsatte:
– Og vi ville gerne se, at pengene kunne bruges til noget konkret og havde en øjeblikkelig virkning. Det kan være ting, som at Spritter-Lars skal have nye briller. Nogle småting som alligevel gør en forskel for de her folk.
Kasper Eistrup stod for udsmykningen af 24 covers, og det samme gjorde Mads Tunebjerg, mens de mindre kunstnerisk anlagte Asger Techau og Henrik Lindstrand lavede et enkelt hver. Asger Techaus eksemplar med hans håndaftryk og titlen ”Asger 26 år”.

Læg i øvrigt mærke til billedteksten: ”Vi vil også være med i Under Cover”.
Den slags muntre billedtekster var meget inspireret af det engelske musikmagasin Q og er fra en tid, da alt ikke var så alvorligt. “Under Cover” var Gaffa-serien med historier om albumcovers, som jeg selv lavede nogle stykker af. Og Kashmir kom da også med i Under Cover med historien om coveret til Cruzential i juni 2001.
Kashmir gentog i øvrigt støtteideen, da de solgte det tre gange tre meter store maleri, der lægger grund til ’Trespassers’-coveret i 2010, for 20.000 kr. på en auktion, hvor alle indtægter gik til måltider til hjemløse på Vesterbro.

I øvrigt kan det anbefales at læse Karina Edlund Jensens bog om ’The Good Life’ fra ”Danske Albums”-serien. Her kan man bl.a. læse, hvad der inspirerede til den ironiske titel på det lidt dystre album – nemlig en forside på det engelske livsstilsmagasin GQ fra 1998 med ordene “The Good Life” og et billede af kvindelig model, der løfter lidt ud i sine bikinitrusser.
Karinas bog udkom samtidig med en udstilling om ’The Good Life’ på Rockmuseet i Roskilde i 2024/25, hvor jeg ikke ved, om de havde det albumcover med, der nu er sat til salg til 30.000 kr., for jeg nåede desværre ikke forbi.
Og jeg har desværre ikke 30.000 kr., jeg kan vikle ud af lommeulden i bukselommen.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.