Jack White er vred. Tak for det

Er det en skilsmisseplade? Helt sikkert.

Er det en kommentar til verdens, især USA’s, tilstand? Helt sikkert.

Hvordan man end vælger at tolke teksterne på denne plade, skal man nok passe på med at tolke dem ensidigt med superfan-overbevisning, for der ER en tvetydighed til mange af dem. Og kreativ frihed hører altid med.

Men uanset, så kommer Jack White ud med vrede, frustrationer og måske endda bitterhed på sit syvende soloalbum, ’Frozen Charlotte’.

Hvor han på flere af sine tidligere soloplader har eksperimenteret en del, er han med ’No Name’ fra 2024 og dagens udgivelse tilbage i den rå garageblues fra White Stripes-årene og duoens inspirationskilder. Og alligevel føles det levende og inspireret.

Lyden er lofi og meget direkte, der er oceaner af guitarriffs og hooks, der er råb, skrig, fortvivlelse og intensitet, og hvis man i forvejen ikke kan lide Jack Whites vokal, er det nok heller ikke her, man stiger på.

Men der er også stadig masser af melodi i Jack White, både i sangene og i hans vokal. Han gør tingene på sin egen måde og lyder, som om han har nået et stadie, hvor han er fuldstændig ligeglad med det hele, fordi verden – den universelle eller hans personlige – alligevel er ad helvede til.

Dumhed, hykleri og grådighed er overalt, og online-verdenen er ikke din ven, selvom den er det første, mange mennesker vender sig mod, så snart de vågner. Vi er stivnede som frosne lig, måske ligefrem.

Jeg kan lide vreden, jeg kan lide hans tilgang, og jeg er ret taknemmelig for, at der stadig findes talentfulde musikere, der ikke er bange for noget som helst eller er bukket under for algoritmer og pleaser-tendenserne.

Faktisk tror jeg, verden har brug for mere af denne slags musik, der er en ægte kobling mellem sjæl, krop og hjerne.

Niveaumæssigt er de 13 skarpe sange – 12 + den sidste lidt længere blues – bundsolide. Og der er ikke et eneste hit på pladen!

Tre af sangene har været ude i et stykke tid, men i mine ører er de tre numre ikke de stærkeste på pladen. Det ene øjeblik føles den ene sang som en favorit, det næste øjeblik er det en anden.

Og det er nok, fordi der er kroge at gribe fat i så mange steder, og flere af sangene lyder, som om de er opstået til at blive spillet på små, svedige spillesteder. Hvor musikken som regel er bedst.

Ved siden af musikken er der naturligvis også gang i alt muligt andet, fordi Jack White igen på den ene side har skabt udgivelses-begivenheder for fansene (i USA, i hvert fald) med små gaver, og på den anden side har drillet samme fans med flere forskellige versioner af pladen, som ikke var annonceret.

Således har man blandt de to forskellige versioner af ’Frozen Charlotte’ også kunnet finde to ’Frozen Charlatan’-versioner, der ser en smule anderledes ud.

Og det understreger egentlig meget godt, at man skal passe på med at tolke teksterne alt for ensidigt. For hvem synger Jack White egentlig om, når han f.eks. synger om ”you”? 

Sin kommende eks-hustru?

Donald Trump eller andre magtfigurer, charlatanerne?

Dig og mig?

Eller måske sig selv?

Jeg har allerede nu valgt at lægge de spekulationer og analyser til side og bare nyde, at der er en talentfuld musiker, der gider råbe op, være vred – og stille sit talent frem til åbent skue uden frygt eller bagtanker.