Coverstory: Happy Ever After (Gangway, 1992)

Hvornår: 1992

Hvor: Kongelunden, Amager

Hvem: Foto af Pierre Winther

Happy ever after – lykkelig for evigt.

Yeah right!

Sådan leger man ikke med Gangway.

– Nej, det er den sædvanlige Balling-ting. På papiret er det én ting, men alting skal lige have en ekstra dybde. Det er den evindelige ironi og sarkasme. Man lever i det uendelige, og alting er bare så godt. Men det er det selvfølgelig ikke, forklarer Torben Johansen, keyboardspiller i nu hedengangne Gangway, som desuden bestod af Allan Jensen og Henrik Balling.

‘Happy Ever After’ var Gangways femte og bedst sælgende album. I alt 45.000 eksemplarer er blevet langet over disken. Albummet indeholder blandt andet hits’ene ‘Mountain Song’ og ‘Didn’t I Make You Laugh’ og består på trods af titlen af en stribe melankolske popsange.

– Titlen er taget fra en linje i Beatles-sangen ‘Ob-La-Di Ob-La-Da’, og udover det, kan man sige, at titlen også illustrerer et forsøg på at genstarte en karriere, efter at det var gået ned ad bakke med albummene ‘Sitting in the Park Again’ og ‘The Quiet Boy Ate the Whole Cake’. Samtidig klinger det godt, ligger godt i munden, og hvis det gør det, så holder man som regel fast i det, fortæller Torben Johansen.

– Men det gav alligevel nogle forviklinger hos andre. Ved grammyoverrækkelsen fik Peter Belli det helt galt i halsen. Han blev ved med at sige “Happy After Hour” og kaldte pludselig bandet for Happy After Hour og titlen for Gangway. Allan var ved at stikke ham et par flade!

Men det har nok hjulpet på bandets humør, at de på trods af Bellis forviklinger hentede fire grammy’er for albummet.

Billederne på coveret er taget af modefotografen Pierre Winther, men selve designet stod Peter Ravn som vanligt for.

– Han var god til at fange det dualistiske og det her crazyelement, som altid var til stede. Og det, synes jeg, lykkedes bedst på ‘Happy Ever After’.

– Det er en glad plade, der var en god stemning, og vi var lige blevet signet til Genlyd, som er det bedste pladeselskab, vi har haft. Det var Peters ide, at vi skulle have de her grinende, forvredne ansigter, som er ved at kamme over i det maniske.

– Det blev samtidig lavet på røntgenfilm for at give de her mærkelige farver i fremkaldelsen. Det hele bliver sådan lidt sindssygt happy. Og det passer meget godt til både musikken og bandet, mener Torben Johansen selv.

Oprindeligt bragt i Gaffa i august 2001.