Stones, Madonna og den sataniske duo

Naturstridigt veloplagt, skrupskør energi og drengestreger er nogle af de ord, Politiken bruger om det nye Rolling Stones-album og uddeler fem hjerter.

Jyllands-Posten kalder ’Foreign Tongues’ et mirakel. Og uddeler fem stjerner.

– Selv efter 60 år er de stadig mestrene i rock’n’roll, skriver Gaffa – og uddeler fem stjerner.

Men Gaffa skriver også, at ”de 14 nye sange kommer ikke i nærheden af Stones’ mest kanoniserede album.”

Og så er det jo, man godt kan spekulere på, om fem stjerner ikke er en vel høj karakter. Jeg har lige skrevet rosende om den nye Jack White-plade, men jeg ville ikke vurdere den højere end fire ud af seks. Fire er en god karakter! Over middel.

Når jeg hører Rolling Stones-pladen, hører jeg overhovedet ikke fem stjerner. Jeg synes, det lyder som en middelmådig plade fra 80’erne. Og jeg kan overhovedet ikke mærke noget. Pladen er for lang, sangene er for lange. 14 sange, 62 minutter i alt.

Jeg har selv alle plader frem til denne, bortset fra den forrige, som heller ikke rørte mig. Jeg har gode venner, der er store Stones-fans, og jeg håber ikke, de bliver rasende på mig nu! 

Det er jo fint, hvis fans får noget ud af en ny Stones-plade. Så er målet sådan set opfyldt med at udgive en ny plade, også selvom man har passeret de 80 år. Alle andre behøver jo ikke overbevises.

Men så kan diskussioner om anmeldelser, smag og vurderinger i det mindste tage en ny omgang i ringen. Men medier skal bare ikke være fans, og der savnes godt nok en kritisk tilgang, lige som der naturligvis også er gået total inflation i selve karakter-givningen.

Jeg har en anden god ven, en tidligere musikanmelder, der på et tidspunkt sagde, at han ville ønske, han kunne justere alle sine fire stjerner til tre. Jeg forstår ham.

Og så har jeg fået en fæl tanke: Jeg vil sådan ønske, at Stones om en måned eller to melder ud, at hele lortet er AI-produceret. En kæmpe joke, som alle er faldet for. Deres sidste store nummer for at påpege, hvor skør verden er blevet.

Det sker nok ikke, men jeg konstaterer, at Mick Jaggers vokal er produceret helt ren og flad af autotune og lignende, og at der er et sted mellem 22 og 28 studiefolk, teknikere og producere, der får credits på alle sange undtagen det sidste Chuck Berry-covernummer, hvor det blot er 12.

Inden de danske anmeldelser ramte gaden, havde Ritzau allerede begået en artikel om, at Stones ”fortsætter kreativ renæssance”, ifølge anmelderne. Den artikel er baseret på blot tre udvalgte udenlandske anmeldelser, der alle sammen roser pladen og uddeler henholdsvis 4, 4 og 3,5 stjerner ud af 5 mulige.

Hvem kan bruge den slags til noget som helst? Treo kan selvfølgelig nå at komme på banen med en kritisk anmeldelse i Ekstra Bladet, men ellers er dansk musikjournalistik alt for ofte sådan; pæn og pleasende.

Glæden ved nyt fra en kunstner overtager fra det journalistiske, og så bliver det bare hype for fanmiljøet, der i forvejen ikke behøver overbevises. De behøver tværtimod modargumenter til jublen.

Læs som alternativ denne ret sjove dobbeltanmeldelse af Jack White og Rolling Stones i Stereogum.

Også Madonna roses flere steder for sin nye plade, ’Confessions II’. Fem stjerner af både Gaffa og Soundvenue, ros i Information. JP og EB er mere tilbageholdende og uddeler tre stjerner.

Produktionen er glimrende, og det er sikkert smart at hive Sabrina Carpenter og Stromae ind, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Madonna, der så ofte før har været på forkant i popverdenen eller i hvert fald lige til tiden, denne gang intet nyt bringer til bords.

Faktisk virker det hele noget tilbageskuende. ’Confessions II’ er ikke bare en forlængelse af mere end 20 år gamle ’Confessions on a Dancefloor’, den er nærmest en gentagelse af den plade, der er et karrierehøjdepunkt for Madonna.

Samme producer, samme tilgang, coveret er en reference, teksterne kigger bagud. Denne gang bare uden store sange som ‘Hung Up’, ‘Jump’ og ’Sorry’.

Og når hun synger om sit elskede ’Danceteria’, er det vel ikke meget anderledes, end når Stones spiller Chuck Berry. Nostalgi på hendes måde.

Igen er det fint, hvis fans er tilfredse, skønt. Men hvorfor skal det så vurderes så højt? Igen kan jeg ikke selv mærke noget, og jeg kan knap nok høre, at det er Madonna, der synger, fordi hendes stemme er smurt ind i autotune fra C til A.

Jeg betragter nærmest nutidens Madonna som en slags kunstinstallation, og på den måde er hun stadig interessant. Kærligheden til dans og klubberne er intakt, og hun roses flere steder for stadig at have lyst til dansegulvet i en alder af 67.

Fans køber alle hendes pointer, men Madonna siger det faktisk selv i dette nostalgiske, men også interessante interview – med alt for meget fyld og pleaser-snak.

– I do a lot of provocative things, but there’s always a reason behind it and nobody bothers to investigate, which can make you want to give up on human beings. But you soon realize a lot of people don’t think critically. They don’t actually examine what they’re looking at, what they’re listening to. They’re not tuned in to the subtleties and the layers of meanings that exist.

Husk at være kritisk – og det gælder både den ene og den anden vej, også når man taler om Madonna, hvilket intervieweren jo kunne have påpeget. Hun siger også:

– Now I don’t want to be naked because everyone’s naked. That’s my nature. I want to do what people are not doing, which is thinking and wearing clothes.

Det kunne intervieweren også have udfordret, så hun kunne forklare sig endnu bedre. Men man kan nærmest læse, hvordan Madonna mister interessen undervejs i interviewet.

Hun har skubbet mange ting i den rigtige retning med både provokationer og talent, og hun er på mange måder ret fantastisk. Men det er den nye plade altså ikke.

Det er heller ikke hende, der med ’Blond Ambition World Tour’ i 1990 satte standarden for dagens popkoncerter, som Berlingske skriver i et portræt.

”De store koncerter, vi ser i dag, med dansere, tv-skærme, multimedium og scenografi, som minder om en teateroplevelse, det er Madonna, der har startet det,” hedder det blandt andet i artiklen.

Jeg undrede mig, og det fik mig til at finde en gammel dvd frem og se en optagelse fra den turne. Der er ikke en tv-skærm i sigte, som der f.eks. var på U2’s Zoo TV Tour fra 1992.

Jeg kedede mig faktisk undervejs, men Madonna har helt sikkert betydet en masse for nutidens kvindelige popmusikere, ligesom Robyn har det. Man behøver bare ikke give dem kredit for alt muligt, fordi de på andre punkter er fantastiske. 

Man kan f.eks. bare tænke på en film som ’The Is Spinal Tap’, der gør voldsomt grin med de store teatralske koncertoplevelser. Den film er fra 1984.

Man kan også tænke på Pink Floyds The Wall-turne, hvor de byggede og væltede en mur på tværs af hele scenen, George Clintons rumskibe på scenen, The Whos rockoperaer eller alle mulige andre progrockeres mærkelige sceneudsmykninger. 

Grænsen til musicals og teaterkoncert må ikke overskrides, som vi alle ved!

Som den gode Niels Fez har fortalt mig, skal man måske nærmere kigge på Drowned World-turneen fra 2001 for at finde inspirationskilden for nutidens popmusikere. Men det er jo ikke det samme, som at Madonna har fundet på alle de ting.

Den slags irriterer mig. Fejl sker hele tiden, det er ok, så retter man. Og man lytter til kritik. Men det er, som om det hele er lige meget i dag.

Der skal bare være noget indhold, alle kan sige hvad som helst, intet bliver udfordret, og alle de store stjerner skal løftes op til noget, de slet ikke er. Både i anmeldelser og almindelig omtale. Og det hele kører i ring og forstærkes på sociale medier.

***

Man skal selvfølgelig som troværdigt medie omtale, hvad der rent faktisk foregår på scenen. Sjovt nok har Soundvenue nu – i år 2026 – fundet ud af at stille spørgsmålet ”skal livemusik være live?”

Den diskussion har kørt i årevis. Måske opdager de den først nu, fordi de ikke har været i stand til at se ud over egen boble.

Mange lever i deres egen lille kult og er overhovedet ikke i stand til at forestille sig, at der eksisterer en meningsfuld verden uden for boblen. Med mindre man er et fanmedie, skal man ikke kun eksistere i boblen.

Mange koncerter ER performance, teateropførsel, mimen til egne sange, rap hen over ens eget nummer “på bånd”.

Soundvenue kunne da også sagtens have taget den diskussion, da Dua Lipa, Kendrick Lamar, Caroline Polachek eller et hav af andre optrådte på Roskilde Festival. Men diskussionen om den autentiske koncert har nærmest altid eksisteret.

Da jeg kiggede på ’Blond Ambition World Tour’, var det meget tydeligt, at Madonna allerede i 1990 mimede en stor del af tiden, og musikerne var aldrig i fokus. I Wikipedia-omtalen af turneen står der intet om musikdelen, kun teaterdelen og koncerten i fem akter. Folk har betalt i dyre domme for den slags oplevelser i årtier.

Så ja, på den måde har Madonna vel også sat standarder for dagens popkoncerter. Lige som mange andre, inklusive Michael Jackson. Det er kun medierne, der glemmer at fortælle det midt i deres iver for at hylde og hype stjernerne og tale til laveste følelses-nævner.

***

Opmærksomhed har duoen Twin Temple også fået i denne uge i nogle amerikanske musikmedier. Countrymusikeren Charley Crockett fyrede dem nemlig som supportband, fordi han åbenbart fandt ud af, at et band med disse sange…:

… ikke havde de rigtige kristne værdier.

Det kunne han og hans team teoretisk set have fundet ud af, inden de hyrede dem, ved bare at kigge på sangtitlerne! Eller måske bare lytte til en enkelt sang:

Men det har naturligt nok skabt lidt postyr, det er fin PR for alle, og nu har Jack White så tilbudt Twin Temple at åbne for ham til en koncert i Los Angeles i september. Altså i englenes by. Som opvarmning for en katolsk opdraget musiker, der har udgivet et album med titlen ’Get Behind Me Satan. 

– Twin Temple, Would you like to open my show in L.A. on September 29th at the Hollywood Palladium? Let me know. Get in front of me Satan!, skrev han på Instagram.

View this post on Instagram

De takkede ja med disse ord:

– Unholy hell…. Sir Jack, you have no idea what this means to us. Lifelong fans – dead leaves on the dirty ground was one of the first songs I (Alex) ever learned on guitar. We were actually planning on coming to this show. It would be a most infernal pleasure to play the devils music with you

Sangen hedder så faktisk ‘Dead Leaves AND the Dirty Ground’. Alt er sjovt ved det her! Inklusive Twin Temples ”Satanic doo wop”.

Da Jack White blev konfronteret med sin opbakning til den sataniske duo, når han nu er katolik, lød svaret kontant:

– I’m not scared of Satan or any bullshit imagery man made up to live in fear of.

Som en lille krølle på halen er Twin Temples seneste udgivelse faktisk en coverversion af Rolling Stones-klassikeren ’Paint It Black’.

Alt går i ring. Og alt er godt.