Det er mere end 20 år siden, Ladytron udsendte deres bedste sang efter både datidens og nutidens målestok.

’Destroy Everything You Touch’ er simpelthen en vidunderligt iskold og mørk synth-eskapade, der faldt ned lige midt i electroclash-perioden.

Det er en genre-betegnelse, de ikke selv bryder sig synderligt meget om, men den ligger vel et eller andet sted i området for uptempo, hårdtslående synthpop og darkwave.

Forleden spillede Liverpool-bandet sangen igen, da de besøgte KEXP i Seattle med det aktuelle ’Paradises’-album i bagagen. De spillede tre nye sange med åbneren ’Metaphysica’ som den skarpeste af de nye og sluttede af med ’Destroy …’.

Efterhånden en lidt anderledes tilgang, men stadig smuk:

’Paradises’ er for mig et alt for langt album, 16 numre og 71 minutter, som jeg måske gerne ville skære ned til det halve – men det har som alle deres albums sine højdepunkter.

De højdepunkter kommer dog ikke i nærheden af ’Destroy Everything You Touch’, det bedste svar på at havne i et ødelæggende forhold med en narcissist – eller hvordan man nu vil tolke den:

Vokalist Helen Marnie har en smuk, ren og samtidig melankolsk stemme – og så er det i øvrigt altid en fornøjelse at høre hende tale velovervejet og intelligent med sin charmerende skotsk accent.

Den kunne man også høre for nylig, da Ladytron lagde vejen forbi Amoeba til en episode af ’What’s in My Bag?’, hvor de valgte nogle virkelig sjove plader:


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.