Gaffa har haft seks skribenter afsted til Smukfest i Skanderborg i weekenden. Som jeg kan tælle mig frem til, har de lavet 47 anmeldelser, men de har ikke snakket med et eneste menneske til citater på gaffa.dk.
Ingen af de seks skribenter har spurgt en musiker om musik, selvom der har været flere hundrede musikere samlet i Skanderborg i hele sidste uge.
Ingen har spurgt en arrangør om noget, selvom der bl.a. har været en sag, som har fyldt meget, nemlig de folk, der blev mast under Minds Of 99-koncerten.

Gaffa har lavet en del nyheder om Smukfest, i hvert fald mere end 10, men ingen af skribenterne på de nyheder har talt med et menneske selv. Det er alt sammen citater fra andre medier, fra kunstneres Instagram-opslag eller fra pressemeddelelser.
Jeg forstår det ikke.
Så mange muligheder for at lave journalistik, men ingen af dem udnyttes. Ingen nyheder, ingen reportage. Ingen tanker, ingen ideer. Ingen interview, ingen temaer. Kun anmeldelser, hvoraf de færreste har et perspektiv.
Det bliver jeg ikke ret meget klogere på musik og nutidens musikscener af.
Men det er jo desværre en generel tendens i musikjournalistik. Musikerne har svært ved at se værdien af at stille op, når de kan kommunikere direkte med læsere og seere på egne kanaler og i øvrigt kan læse, at skribenterne ikke ved ret meget om musik, så hvorfor spilde tid på en samtale, der sjældent gør dem klogere på sig selv.
Og når journalisterne/skribenterne også synes, det er bedre at sidde bag et skrivebord og skrive af efter SoMe-kanalerne eller skrive, hvad andre skriver, ender vi naturligvis et meget ide- og indholdsfattigt sted, selvom der vel aldrig er blevet lavet mere indhold end netop nu.
Hvis man så i anmeldelserne kunne finde nogle tanker om tendenser, hvad koncerten fortæller om musikerne, genren eller den tid, vi lever i, ville det gøre os læsere klogere, men det sker desværre meget sjældent.
Hvis man ikke selv har tankerne til det, er det jo, man kan spørge nogen om den slags ting. Altså snakke med andre mennesker …
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.