Svensk musiknyt er ofte godt nyt. Og i denne uge er der en masse spændende ny svensk musik ude, så det er jo på flere måder en god uge.
F.eks. fra Sylvie’s Head. Jeg har haft dem med på SnabListen et par gange tidligere med meget fine singler, og de har allerede udgivet et glimrende debutalbum i år, men de topper det hele på deres nyeste single.

Sylvie’s Head udgav i går, et halvt år efter debutalbummet, singlen ’Hysteric’, og det er en virkelig god omgang trippet, dubbet rockmusik, der godt kan lede tankerne hen mod Primal Scream anno ’Screamadelica’. Og det er en stor ros.
Og det er selvfølgelig Göteborg, der slår til igen. Det er imponerende, hvad der kommer ud af god og vigtig musik fra den by. Det er nærmest, som om en masse grim industri, konkurrencen med Stockholm og placeringen ved havet betyder et eller andet …
’Hysteric’ er som albummet ’Everything Is Free’ udgivet på det lokale pladeselskab Welfare Sounds & Records, der også har sendt kunstnere som Beverly Kills, Tomma Intet, Linn Koch-Emery, Fews og Bergslagsdiagonalen ind i min pladesamling.
Senest har de også udgivet det nyeste album fra Makthaverskan, og for en svenskmusikelsker er det et af de selskaber, jeg altid holder øje med.
Men de kan naturligvis også i Stockholm på den anden side af landet, hvor Thåström har udsendt sit bidrag til en Mikael Wiehe-tributeplade, nemlig en version af ’Hon kommer över ängarna’. Det lyder som Thåström!
Thåström har tidligere spillet Wiehe, nemlig B-siden ’Keops Pyramid’, her live fra Malmö for 20 år siden:
… og da han med Imperiet sang om ’Fred’:
Også fra Stockholm har Thea Gustafsson med kunstnernavnet Becky and the Birds udsendt en elektronisk sag med titlen ’Way Back to You’, der giver mig visse Flume-associationer.
Der er også ny single fra Shout Out Louds – også fra Stockholm:
En sidste lille svensk nyhed er Luleås egen Hurula, der har udsendt en slags julesang, nemlig ’December kom igen’. Når den stammer fra Hurulas hånd, er den naturligvis ikke decideret munter.
Ugens svenske nyheder er alle sammen lagt på min liste med (nogle af) de bedste nye sange fra den seneste måneds tid her:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.