Jeg har haft nogle tekniske udfordringer med bloggen, men det burde nu være løst. Og mens tågen ligger tungt derude, og jeg selv igen vågnede alt for tidligt, blev der også tanker til et nyhedsbrev igen:
——
Metallica bruger autotune.
Eller en eller anden i deres tjeneste gør for dem.
For som youtuberen og musikanalytikeren Wings of Pegasus dokumenterer herunder, så spiller de godt nok helt live og uden brug af autotune i deres koncerter i underholdningsarenaen The Sphere i Las Vegas, men det resultat, der bliver lagt op på YouTube, har fået justeret tonerne med autotune eller et tilsvarende software-program.
For James Hetfields normale stemme er åbenbart ikke god nok til brugerne på YouTube.
Hvem i hele kæden fra optagelse til udgivelse synes, det er nødvendigt?
Hvem i alle metalguders navn synes, Hetfields stemme trænger til at få filet kanterne af, så nogle streger ser pænere ud på en skærm??
Og ved Metallica overhovedet selv, at det her sker?
Prøv selv at lytte:
YouTube er en gigantisk spiller i musikbranchen, millioner og atter millioner af kroner flytter hænder via YouTube, men jeg har stadig til gode at læse en dansk artikel om, hvad der rent faktisk foregår på platformen.
Eller se et indslag i nyhederne eller høre et P1-program om, hvad der bliver gjort ved vores musikalske arv på den dominerende streamingplatform.
Hvordan historiske optagelser pludselig lyder anderledes, fordi det åbenbart er blevet vedtaget af underholdningsbranchen, at alting skal redigeres, så det følger nogle nye falske standarder for, hvordan musik skal lyde.
Alle musikmedierne er på bagkant og forstår ikke omfanget af snyd og bedrag, ja, de har sikkert ikke engang opdaget, hvor falsk alting er.
Ingen fortæller, hvordan nogle musikere tjener millioner på at være dygtige på et instrument og brilliere med deres kunnen via YouTube og andre sociale medier. Og hvor falsk og iscenesat noget af det er. Hvilket vil sige, at de tjener penge på at snyde og bedrage.
Se f.eks. hvordan en anden youtuber og musikanalytiker, Danny ”Behs” Sapko, afslører en anden bassists bedrag:
Det er en vild historie!
Og den fortsatte. For Sapko blev ramt af en copyright-klage, fik en advarsel (”three strikes and you’re out”) og fik taget videoen ned. Men andre youtubere bakkede op om Sapko. Som denne:
Protesterne virkede, og så er det endt med, at Sapkos oprindelige video er tilbage. Og Sapko er lykkelig for at kunne fortsætte med at underholde – og afsløre.
Den del af musikbranchens virkelighed rammer aldrig de danske medier. De fleste, der fortæller om musik, er generalister, der kun lige skraber overfladen, og de fleste af dem med dybere viden, har for travlt med at lave popanmeldelser og fortælle om sig selv.
Der diskuteres også råbende, om en musiker må benytte sin ytringsfrihed til at snakke politik på scenen. For uha, tænk hvis nogen skulle få et lille skvulp virkelighed i deres underholdningskaffe. Eller der fortælles om alle de store følelser i danske sangeres dagbogs-tekster. Eller i Celine Dions comeback.
Det er en rørende historie, at hun er tilbage efter seks års kamp med sygdom, og den folder Politiken f.eks. ud i en stor reportage fra en af hendes koncerter i Paris. Skribenten fortæller endda om, hvordan Celine Dion rammer den ikoniske høje tone i ’All By Myself’.
”Mange har været spændte på, om hun ville kunne nå op på de helt høje toner, som hun er så kendt for. Som i ’All By Myself’ med det svulstige ’anymoreeee’ hen mod slutningen af sangen, hvor det er lige før, salen holder vejret. Det lykkes. Hun holder den høje, kraftige tone. Lige efter knytter hun næven.”
Men det kunne hun selvfølgelig ikke. Hun holdt ikke den ikoniske tone. For Celine Dion mimede bare med på sangen. Og det værste er den knyttede næve. Hun opfører et skuespil. Igen er det bare snyd og bedrag. Og hvis man så hende til OL-ceremonien, burde man have haft en tvivl med sig ind til koncerten.
NPR har den seneste uges tid kørt en række artikler om falskheden i musikbranchen. ”Is 2026 the fakest year in music”, hedder en artikel, mens spørgsmålet i en anden overskrift lyder, ”Why does everything in music feel fake right now?”
Det er god læsning, men ikke engang en artikelserie fra et stort amerikansk medie kommer til bunds i problemerne. For medierne er selv en stor del af problemerne, når de ikke beretter sandheden. De forstår ikke, at de ikke forstår det, de er ikke åbne for kritik, og deres – med et pænt ord – misforståelser bliver aldrig korrigeret.
P1 kaldte tidligere på året Angine de Poitrine for punk, da de hoppede med på bølgen og berettede om dette ”gigantiske” fænomen, hvis mest populære sang til dags dato stadig har færre streams på Spotify, end den dårligste af Taylor Swifts nye dårlige sange fik i løbet af et par dage – men dog næsten lige så mange som Lily Allens overhypede teatergøgl.
Angine de Poitrine har absolut intet med punk at gøre, men det er lige meget på P1, for nogen på redaktionen føler, at det er det rigtige at sige. Og ingen har tid, mod eller viden til at korrigere.
Sådan foregår det. Nogen opdager en eller anden ”viral” historie, og så fortælles den videre uden forbehold. Eller præcision. Eller realisme. Uanset, om det er ”seriøse” P1 eller tabloide Gaffa.
Der berettes uden klarsyn ud fra skribentens egne følelser. Som f.eks. de store koncerter i underholdningsindustrien, og læsere, seere, lyttere bliver ikke klogere på noget som helst. Måske underholdt i et kort øjeblik, inden vi skal videre til den næste underholdningsting, som vi heller ikke kan huske bagefter.
En ting er, at en masse af de store popkunstnere fremfører en slags udvidet musikvideo live, en anden ting er, at de lader, som om de ikke gør. Bilder folk ind, at det hele er live. Men der er ikke overensstemmelse mellem det, man kan se, og det, man kan høre.
Hvis man er træt af det gøgl og samtidig gerne vil undgå tvivl, bør man søge ud på de mindre spillesteder. Her foregår det almindelige musikliv, og her er det sjovt nok sværere at snyde og bedrage, uden at billetkøberne opdager det.
Man kan altid bare ”trykke på en knap” på scenen eller ved mixerpulten, men på de små steder er publikum så tæt på og bliver ikke bedøvet af film og teater, at de er sværere at snyde. De er der måske også generelt mere for musikkens skyld end for at lade sig underholde. Fordi musik stadig betyder noget i sig selv.
Jeg går selv kun sjældent til store koncerter og har no fomo over at gå glip af Fontaines D.C. i Royal Arena på søndag, selvom jeg elsker bandet. Men jeg tager til Kneecap i K.B.-Hallen, det er åbenbart der, jeg pt. sætter den flydende grænse.
Jeg får bare mere ud af at stå i Voxhall og høre Westside Cowboy som i søndags, hvor det, jeg hørte, stemte overens med det, jeg så på scenen. Og jeg så et ungt Manchester-band, der legede og osede af spilleglæde, mens de fremførte stort set hele deres sangkatalog.
Og det var trods alt nok mere, end de kunne bære. Men der var virkelig fine elementer, nogle gode sange, spændende kompositioner, og det var skønt f.eks. at kunne SE deres vokalharmonier fremført live. Alle fire bandmedlemmer synger, og live får man en bedre fornemmelse af det end på plade.
Der er udsolgt i Lille Vega i aften, men det var der ikke helt i Voxhall, hvor vi vel var et sted mellem 500 og 600, og til min store glæde var der mange unge blandt publikum. Ofte står vi gamle røvhuller jo ude på de små scener og ser unge upcoming rockbands uden ret mange unge i publikum.
Det må være virkelig mærkeligt for de bands, og hvis jeg arbejdede som musikjournalist, var det noget andet, jeg ville snakke med musikere om. Jeg ville også spørge dem, hvor mange gange de helst ville optræde om året, hvis de selv kunne vælge.
Jeg antager, at de gerne ville spille næsten hele tiden, for de er jo musikere. Ikke sandt?
Så hvorfor ikke tage ud og spille musik hele året rundt på de små scener og møde publikum tæt på i stedet for at sikre årsindkomsten på at lave ét stort teatershow i en stor arena ejet af et konglomerat?
Det kunne da være meget sjovere at være til stede derude, hvor det almindelige musikliv foregår, når man nu kalder sig musiker. Det burde også være sjovere for musikskribenterne at være til stede ude i marken i stedet for at sidde hjemme i København og skrive distanceret og selvfølende om noget, man har set på Instagram eller Tiktok eller læst i amerikanske medier.
Synes de virkelig, at iscenesættelsen på sociale medier og amerikanske tendenser er det rigtige at følge? Hvor alt det falske opstår.
Måske tager jeg fejl, men jeg aner faktisk en tendens til, at tingene kan være ved at vende. Der vil selvfølgelig altid være flest ignoranter, der bare følger strømmen, men der er nogle ting, der peger på, at mange mennesker har fået så meget nok af sociale medier, tech-selskaber og det falske – og måske endda af pop – at de også handler efter det.
Jeg tror ikke, at folk generelt køber ind på alting på samme ukritiske måde som P1 og Gaffa.
Der er i hvert fald nogle små prik hist og her. Historier om cd’ens tilbagekomst og om store koncerter, der ikke længere sælger sig selv. Og der er også begyndt at komme en smule opmærksomhed på monopoldannelser, billetpriser og sågar de store livebedrag.
Jeg oplever også flere unge til koncerter, hvor det, man kan se, stemmer overens med det, man kan høre, og reelle forandringer kræver nok, at det netop er de unge, der går forrest.
På hitlisterne, der ikke betyder en skid for andet end branchen selv, har rockbandet Fontaines D.C. været nummer et i Storbritannien, og Queens Of The Stone Age er på vej til at blive det samme i denne uge. En populær musiker som Olivia Rodrigo virker også stadig uspoleret og søger tilbage i rockhistorien og kunstnere som Robert Smith og Jack White.
Måske er flere mennesker faktisk trætte af digital gøgl og vil gerne mærke noget virkeligt, reelt, mekanisk. En form for autencitet.
Et band, der spiller sammen, fordi de kan lide det. Nogle mennesker, der har øvet og dygtiggjort sig. Gjort sig umage. Måske hviler disse mennesker endda så meget i sig selv, at de ikke er bange for ikke at ramme alle toner, som nogle techfolk, frygtsomme branchefolk, underholdningsnarkomaner og uvidende, villige skærmkrigere synes, de bør, fordi det ser bedre ud i et softwareprogram. Eller i et tv-show, hvor alle bliver pitch corrected til ukendelighed.
Jeg gider ikke mere snyd og bedrag, men mængden af den slags derude i både den digitale og den virkelige verden – hvis der er nogen forskel – har gjort, at jeg til enhver koncert har et element af mistro med mig.
Nogle gange kan jeg hurtigt lægge den fra mig. Som da jeg så Parker Millsap i Fucking Åmål Ullerslev tidligere på året!
Da jeg så, at den amerikanske countrymusiker skulle spille på Farmen i den lille fynske provinsby, hvor jeg er opvokset, måtte jeg afsted. Og det var skønt.
Bare en mand med sin stemme, guitar og mundharpe. Og jeg opdagede den her, som er virkelig smuk – og bedst i et helt nøgent arrangement som den søndag eftermiddag i Fucking Åmål Ullerslev:
Min mistro forsvandt også hurtigt til Rigmor på Posten for nylig, selvom trommeslageren også afviklede noget elektronik, men alt lød ægte fremført. Det var helt afvæbnende, dejligt.
Det er skønt bare at være derude, være til stede. Som jeg også var til The Bones of J.R. Jones på Dexter for en lille måned siden. Egentlig ikke noget, jeg kendte, men en kammerat havde spurgt, om jeg ville med. Socialt samvær omkring musik? Jo, tak.
Det var igen ”what you see is what you get”, og jeg så tre dygtige musikere, der bare spillede … musik. Rootsy. Rock, blues, country, americana. Og det mindede mig om dengang, man ikke planlagde så meget, men bare tog ud og hørte musik på den lokale som en del af en aften ude.
Dagen efter så jeg Yard Act. Dem kan man bedre putte ind i en fortælling om nutidens musik. Man kan afkode nogle strømninger med tråde til fortiden, hvor de kommer fra, og hvordan de ser verden af i dag. Det gør de skarpt og humoristisk, og igen var der faktisk mange unge mennesker til stede i Vega for at mærke den der mærkelige rockmusik, som ellers hele tiden dør.
Der foregår en masse vanvittige ting ude i verden. Som at foregive, man synger. Som at køre James Hetfield gennem autotune. Som at skjule al den snyd og bedrag. Som ikke at opdage det, selvom det er ens forbandede pligt som journalist. Som den endeløse enshittification af internettet.
Det er op ad bakke på mange områder, men folk må høre, hvad de vil, og hvis man bare passivt vil underholdes, have oplevelser og er ligeglad med snyd og bedrag, så fred være med det.
Men det behøver ikke nødvendigvis være gråvejstanker det hele. Der er også en masse gode ting derude, men det er op til en selv, om man vil insistere på dem og investere i dem.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
