I tirsdags døde Dolly Parton. Det bragte minder på banen om turen fra København til Dolly-koncert i Horsens i 2007, og min mistede Dolly Parton-t-shirt, som jeg gik meget i dengang. Det har været en fornøjelse at læse alle hyldesterne, for hold da op, hvor hun fortjener dem. ’Jolene’ er en af de voldspillede klassikere, jeg stadig kan holde ud at høre.
Tirsdag markerede også 25 års-dagen for Aaliyahs død i en flyulykke. Tænk, at hun blot blev 22 år og jo i den grad havde fortjent et langt og lykkeligt liv efter at have været i kløerne på R. Kelly. Hendes sidste album var udkommet i juli og inkluderede ’Try Again’ fra filmen ’Romeo must die’ på vores europæiske udgaver af albummet.
I onsdags fyldte Shirley Manson fra Garbage 60 år. Jeg interviewede hende for 21 år siden, og det var et af de interviews, jeg kan huske, for hun er en stærk personlighed, og hun var tilstedeværende – selvom det var hendes 17. interview den dag! Det har jeg skrevet lidt om her:
Hun synger helst i mørke, hed overskriften i Urban, og det går jo egentlig fint hånd i hånd med ’Only Happy When It Rains’.
Den 26. august 1986 udsendte Eurythmics ’Thorn in My Side’ som single. Med ’When Tomorrow Comes’ som B-side. Det er en stærk single!

10 år senere udsendte en stadig rockende Moby singlen ’That’s When I Reach for My Revolver’, som er en cover-version af et fantastisk Mission of Burma-nummer fra 1981.
Den 27. august 2001 udsendte New Order deres første album i otte år. ’Get Ready’ går ikke over i historien som det største New Order-album, men ’Crystal’ er altså en virkelig god New Order-sang.
Charlotte Gainsbourg havde som barn udsendt et enkelt album med faderen Serge Gainsbourg, men hendes voksne musikkarriere begyndte på glimrende vis med albummet ’5:55’, der udkom 28. august 2006. ’The Songs That We Sing’ er fremragende.
Samme dag udsendte The Fratellis det, der i nogle år var en uundgåelig indiehymne, nemlig ’Chelsea Dagger’.
Går man ti år længere tilbage i tiden til 28. august 1996, var det udgivelsesdag for Jamiroquai-albummet ’Travelling without Moving’. Singlerne ’Alright’ og ’Virtual Insanity’ var allerede ude, men albummet indeholdt et endnu større hit, nemlig ’Cosmic Girl’. Uha, de sange blev spillet ofte på Boogies!
I dag kan vi så fejre, at det er 25 år siden, Love Shop udsendte albummet ’Anti’ og bl.a præsenterede sig sådan her på forsiden af Gaffa med foto af fremragende Morten Larsen.

Dermed er playlisten også opdateret med 10 nye gamle sange:
Læs også sidste uges “10 gamle sange lige nu”:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.