Et dyk ned i den seneste uges nye sange:
Busta Rhymes ’This Woman’
Det er sgu lidt morbidt at høre en ny sang med både J. Dilla og D’Angelo som medvirkende – tilsat Busta Rhymes’ rustne gravkammerrøst. Men det hele fungerer på ’This Woman’ fra Busta Rhymes’ nye album ’Dillagence II’, der er bygget over beats, Busta Rhymes modtog fra J. Dilla inden dennes død i 2006, og er en opfølger på første pakke beats på ’Dillagence’ i 2007.
De tos samarbejde går langt tilbage, og vennen D’Angelos vokal stammer også fra et ufærdigt J. Dilla-nummer. Busta Rhymes selv har sat tempoet i sin rap ned og lyder dejligt stenet neosoul-agtig, hvilket passer glimrende til J. Dillas støvede, tilbagelænede beat, mens D’Angelo refererer Sister Nancys ’Bam Bam’ og lyder … helt levende, suk. For mig er det her ugens store positive overraskelse.
Der er et fint interview med Busta Rhymes hos New York Times i gavelink her.
Erykah Badu & The Alchemist ’Black Box’
Måske er det også en lille overraskelse, at Erykah Badu lyder så godt, som hun gør på albummet ’Before the World News’, lavet i samarbejde med produceren The Alchemist. Men måske er det bare, fordi det er 11 år siden, hun senest udgav et album. Men hele albummet lyder som den neosoul-hiphop, man ville forvente med de to navne i ledtog med hinanden.
Oprindeligt skulle det gæstefyldte album være udkommet i fjor, men bedst som det var ved at gå i glemmebogen, blev det annonceret midt i august. Nu er det her, texaneren er stadig helt sig selv og lyder ikke som nogen anden. Albummet skuffer ikke, sjovt, klogt og lidt syret surrealistisk, men det er nok alligevel for langt med mere en times spilletid. Lige nu er det her – sammen med ’I Just Play a Part’ – min favorit:
Boy Harsher ’Tough Luck (When You Don’t Call)’
Den HELT nye single fra Boy Harsher efter singlerne ’Jeans’ og ’Hard Beat’ hen over sommeren. Og igen lyder duoen måske lidt mere upbeat synthpop-agtige end den normalt mere dark wave-agtige stil. Der er masser af fremdrift på ’Tough Luck’, men der er nu også stadig et ganske dystert skær over musikken over sangene. Samlet set tegner det ganske godt for det album, der skulle være på gaden 18. september.
Queens Of The Stone Age ’Insignificant Other’
Josh Homme og co. har gang i noget ganske fremragende for tiden. Anden single fra det kommende album med den uperfekte titel ’Perfecth’ er jo et virkelig smukt stykke musik, der vokser og afslører mere og mere ved flere gennemlytninger.
Afdæmpet og tilbageholdt, men der sker alligevel en masse, og Josh Homme synger dejligt varieret med en masse på hjerte. Og det er et hjerte, der vist stadig gør ondt efter det grimme brud med Brody Dalle. Første single var god, den her er endnu bedre.
Lars Winnerbäck ’Mirakel’
Det her er nok det tætteste, Lars Winnerbäck kommer på at lyde som Thåström. Ikke at det skal være noget mål i sig selv, det er kun tænkt som en ros! Men frem for alt lyder det bare enormt svensk.
Der er mol, vemod og (livets) efterår på ’Mirakel’, hvor den 50-årige svensker samler barn- og ungdomsminder til noget stille, længselsfuldt og smukt. Det er anden single fra albummet ’Längtan’, der udkommer 25. september, og i november spiller han i Malmö Arena.
Sangene kan også findes på min playliste med de bedste og mest interessante nye sange:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.