The Clash på 100 Club

I dag er det præcis 50 år siden, The Clash spillede deres første koncert på 100 Club i hjertet af London. Sex Pistols havde allerede en slags ’residency’ på det lille spillested på Oxford Street nummer 100, og det var netop dem, The Clash varmede op for denne aften.

Det var bandets tredje koncert overhovedet, og de spillede seks sange, verden kunne høre året efter på det selvbetitlede debutalbum.

13 sange i alt, heriblandt ’48 Hours’, ’Deny’, ’Janie Jones’, ’Photex Blue’, ’What’s My Name’ og ikke mindst ’I’m So Bored with the U.S.A.’, der på dette tidspunkt fortsat blev kaldt ’I’m So Bored with You’. Her er det uendeligt aktuelle USA-tema sat til senere billeder:

De spillede også ’1-2 Crush on You’, der senere udkom som B-side til ’Tommy Gun’, og lukkede med ’1977’, der senere dukkede op som B-side på ’White Riot’.

På dette tidspunkt var de stadig et femmandsband med Keith Levene (senere Public Image Limited) på guitar og med Terry Chimes (aka Tory Crimes) på trommer, inden Topper Headon overtog slagtøjet til ”den rigtige Clash-opstilling” bag Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simenon.

To dage forinden havde The Clash spillet en ”Midnight Special” i biografen Screen on the Green i Islington. De var ikke selv tilfredse med koncerten, men hvordan det lød, kan man faktisk få sig en ide om her:

De var også denne aften support for Sex Pistols, men denne gang sammen med The Buzzcocks helt oppe fra det frygtelige nord i form af Manchester.

– Vi var lede mod Buzzcocks, fordi vi var London-crewet, og vi kunne se dem sidde på række og tænkte ”I usle fjolser fra Nord”. Nu kan jeg virkelig godt lide Buzzcocks-pladerne, og de var også virkelig gode den aften. Det viser bare, hvor lede vi var, for vi så dem ikke som en del af vores scene. Der var ingen solidaritet, siger frontmanden Joe Strummer i den engelske musikjournalist Jon Savages grundige bog om punkscenen, ”England’s Dreaming”.

Det var hårde, men også spændende tider for en urolig ungdom, og Savage, der selv var til stede dengang som en ung mand, startede sit eget fanzine i 1976 og begyndte i 1977 at skrive for musikbladet sounds. Han beskriver det således i ”England’s Dreaming”, citeret fra sin dagbog fra dengang:

“30.10.76: I go see my first proper punk group. I know what it’s going to be like: I’ve been waiting for years, and this year most of all: something to match the explosions in my head. The group are called the Clash; everybody I talk to says they’re the best.

Into a Victorian Hall, half empty with people standing in bunches. Hostile, insecure. Suddenly four men with brutally cut hair come on stage, bark into a microphone, start making an industrial noise. The noise coalesces with the speed into a perfect chaos. One song: a genuine cry, a child screaming in fear: ‘Waa waa wanna waa waa.’ Within ten seconds I’m transfixed; within thirty, changed forever.”

Det er ‘White Riot’, han beskriver. Med The Only Band That Matters, der lidt senere i 1976 præsenterede sig således på TV: