Altid i bevægelse

Dicte fejrer i dag sin 60 års fødselsdag med at udsende en ny single, ’Egne ben’, der er en dansk fortolkning af hendes egen ’Mobile Home’ fra 2023.

Egne ben, mobile home. Det er ord, der giver mening ift. Benedicte Westergaard Madsen, for er der noget, der altid har præget hendes sangskrivning, er det bevægelse, udlængsel, personlige valg og frihed.

Jeg interviewede hende i 2003 i forbindelse med udgivelsen af ’Gone to Texas’, hvor bevægelsen findes allerede i albumtitlen.

– Bevægelse er en stor og væsentlig ting i både mit personlige liv og også mit kunstneriske liv. Der skal være gang i den, og jeg skal begejstres, når jeg arbejder. Ellers kommer der ikke noget ud af mig. Jeg skal ikke nødvendigvis bevæge mig nye steder hen, men dog fremad, sagde hun.

Interviewet dengang begyndte hos en Aston Martin-bilforhandler, fordi den første strofe på hendes første soloplade lød ”I am the car queen,” og fordi hun i et tidligere interview havde nævnt, at hendes yndlingsbil var en Aston Martin. En James Bond-bil.

”Bildronning i konstant bevægelse” var overskriften, og sådan her lød det i indledningen, hvor hun med kørehandsker var placeret bag rattet i en DB7 med 420 hestekræfter og til en værdi af tre mio. kr.:

– Det er det, jeg siger. Jeg skulle have været Bond-girl. Nok sådan lidt skurkagtig. Køre rundt i nogle fede biler og vise mig i bikini. Hvis jeg ammer bare en måned mere … Og der er også lige plads til mit lille barn her på bagsædet. ”Nej, du må ikke gylpe i mors bil!”, siger Dicte og lever sig med fagter og gebærder ind i forskellige roller, der spænder fra kørsel i Italien eller St. Tropez med armen ud af vinduet over Chanel-poser på passagersædet til et skarpt blik til Jokeren.

– Hvad så dér!

”I am the car queen”-linjen stammer fra sangen ’Hooker for a King’, åbningssangen på ’Between Any Four Walls’ fra 1994.

– Jeg elsker simpelthen at køre bil. Der er et eller andet over den type elegance, som er i en lækker bil. Jeg synes, at det er helt vildt, at man kan bevæge sig så hurtigt rundt fra et sted til et andet, og jeg kan godt køre en tur for bare at cruise lidt rundt, fortalte Dicte efter seancen hos bilforhandleren – i sin egen bil, en ældre Toyota Corolla …

– Jeg har en bil, der kan køre. Et transportmiddel. Men er det ikke noget med at sætte sig som livsmål, at hvis man ikke får en Aston Martin, så er man en toptaber?

– Det var egentlig ret benhårdt at sige ”I am the car queen”, og så tager man lige ti år. Jeg har slet ikke tænkt over det, men jeg synes, det er ret fedt, at jeg har åbnet hele den her rejse med at sige det, og så kører man bare, sagde hun også.

Inden soloårene var Dicte sanger i Her Personal Pain, der udgav et enkelt album, ’Songs from Cinema Café’ 6. februar 1992 (selvom der nogle steder står 1991 på pladerne!!), og de blev et ret stort navn, inden de blev opløst allerede i 1993.

– Det var nogle meget spændende år, men også nogle år, der endte med musikalsk at være meget modsatrettede. Jeg fik simpelthen en decideret skriveblokade, så en dag, da vi skulle op for at øve, sagde jeg til vores manager, at det ville jeg ikke. Han sagde ”giv det tre måneder”, og det gjorde jeg. Men det blev det ikke bedre af. Jeg havde ingen idéer og ikke noget at fortælle. Så gik jeg ud af bandet og skrev tre plader på en måned, fortalte Dicte dengang.

Sidste optræden blev til Grammy Awards i 93, hvor de blev årets nye navn, uploadet til YouTube af trommeslageren Heine Lennart Christensen selv:

Her har jeg faktisk selv fanget dem på henholdsvis Midtfyns Festival og Kollegie Festival i Odense i 1992.

Tillykke til Dicte!