Punken fejrer 50 års fødselsdag

– What do you think about bands like The Stones?

– I don’t.

Det var Johnny Rottens svar dengang i slut-70’erne, og det kan nu ses og høres igen i ny film om punkscenen.

I disse måneder markeres det på mange forskellige måder, at den britiske punk fylder 50 år som bevægelse og musikgenre, og jeg dykker herunder ned i nogle af dem.

Et af dem er filmen ’50 Years of Punk’, der i går havde officiel premiere i biografer i Storbritannien. Rottens anarkistiske, nihilistiske svar til Rolling Stones-spørgsmålet er med og åbner sågar traileren til filmen:

Der er både gamle klip og nye interviews med nogle af de folk, der var en del af scenen dengang; Rat Scabies, Glen Matlock, Captain Sensible, Gaye Advert, Terry Chimes, Viv Albertine.

Men der mangler selvsagt også mange, der ikke længere er blandt os – og nogle, der givetvis ikke gider snakke om punk længere.

For punken er meget veldokumenteret, fordi mange på scenen selv var interesseret i at dokumentere, og fordi den var så farverig og usædvanlig, indtil også punk blev hverdag. Men den bliver ved med at fascinere nye generationer, og hvis man vil se både unge og måske især gamle ”typer”, så lavede BBC en reportage fra Rebellion Festival i Blackpool i august:

Er punk stadig relevant? Well, en af arrangørerne har det fine svar, at der er langt flere punkbands verden over i dag, end der var dengang.

Men den fylder ikke ret meget i mediedækningen i dag, og det er jo virkelig også begrænset, hvor mange variationer, der kan laves over hurtig rock med få akkorder. Omvendt er der nok at protestere imod, så indholdsmæssigt bliver lageret aldrig tømt, og jeg finder da også hele tiden nye punkrockbands, jeg kan lide.

Den engelske forfatter, musiker og bogfestivalarrangør m.m. John Robb er en af dem, der har dokumenteret scenen flittigt, og i sin anmeldelse af 50 Years of Punk til Louder Than War skriver han, at ”the film somehow adds a new context to draw you back in again” og giver fire ud af fem stjerner.

”Much of this ground has been covered before, but the personalities still make it worth another trip as they explain one of the most fabled eras of British pop culture,” skriver han endvidere.

Noget af det, der ifølge John Robb løfter filmen, er, at den er god til at beskrive konteksten og det udenom – den varme sommer i 1976, tøjet, spændingerne, lugten på spillestederne osv.

Og sådan noget giver også mig lyst til at se filmen, der også får 4/5 af The Guardian, selvom jeg også har set en masse dokumentarer og læst en masse bøger om punkscenen dengang. Men jeg synes også stadig, scenen er fascinerende.

Gaye Advert og Viv Clementine er nogle af kvinderne i filmen, og de fremhæver, at punkbevægelsen spillede en stor rolle i opfattelsen af, hvem der kunne tillade sig at spille på et instrument i et rockband.

Nogle af kvinderne fra dengang er gået sammen om en anden markering af 50-året for punk, når medlemmer fra The Raincoats, The Slits og X-Ray Spex til en festival i London i oktober spiller sammen som God Save the Queens.

Festivalen har udgangspunkt i Vivienne Westwoods bog ’Revenge of the She-Punks’, og den finder sted i forbindelse med åbningen af en ny udstilling i Camden for feministisk punk.

Med i God Save the Queens er Gina Birch fra Raincoats, Hollie Cook fra Slits og Lora Logic og Paul Dean fra X-Ray Spex.

De debuterede alle i 1977 og var således ikke med til den første punkfestival, der også kan fejre 50 års jubilæum netop nu. Den fandt sted 20.-21. september 1976 på 100 Club i midten af London og er et af disse nedslag i punkhistorien, som mange ville ønske, de havde oplevet – som band eller publikum. Og det tror pokker, når man kigger på plakaten:

• The Sex Pistols
• The Clash
• Siouxsie and the Banshees (debut)
• Subway Sect (debut)
• The Damned
• Buzzcocks
• Chris Spedding and the Vibrators
• Stinky Toys (fra Frankrig)

“If everyone who claims to have attended had really been there, they could have sold out Wembley Stadium”, kan man f.eks. læse i Al Spicers ‘The Filth, the Fury, the Fashion – a Rough Guide to Punk’.

Men det var også en af de aftener, der bekræftede andre folk i deres opfattelse af punks som voldelige ballademagere, idet den også huskes for Sid Vicious, der kastede et glas efter The Damned, men ramte en pæl, hvorefter splinterne ramte en ung pige, der mistede synet på det ene øje.

Den slags gik ikke den britiske presses næse for sensation og forargelse forbi, men pladeselskabet EMI så i stedet en mulighed og signede Sex Pistols blot tre uger senere. Endnu en milepæl i punkens historie.

Det var for The Clash’s vedkommende første aften, de spillede ’White Riot’ – og selvfølgelig findes der en dårlig optagelse af koncerten. Men den giver et godt billede af energien og stemningen:

Udover kassettebåndoptagere og forargede medier blev punkscenen dengang også dokumenteret af mere åbensindede musikmagasiner og en underskov af fanzines, der skød op overalt og gav en stemme til folk, der ellers ikke kom til orde.

Forleden blev disse fanzines fejret i London til ”The Age of the Zine”, og det er endnu en aften, det kunne have været interessant at deltage i.

Sniffin’ Glue udkom første gang i juli 1976 og var det toneangivende af disse punk-fanzines. Skaberen, Mark Perry, endte med at overlade dækningen til andre, fordi han selv hellere ville spille i Alternative TV. Og igen er der allerede en glimrende bog, der fortæller historien.

Fanzinets fulde navn var Sniffin’ Glue and Other Rock ‘N’ Roll Habits for Punks, og titlen er naturligvis afledt af ’Now I Wanna Sniff Some Glue’ med The Ramones, der brillerede på den anden side af Atlanten og var DEN store inspirationskilde for de britiske punks.

De huserede jo på CBGB’s i New York, og tilfældet vil, at der også i disse dage kan skrives en slags milepæl over dette sted, fordi det snart er 20 år siden, Patti Smith som den sidste gav koncert på punkrockens arnested med en mere end tre timer lang koncert 15. oktober 2006, hvor hun passende åbnede med ’Piss Factory’ og lukkede med ’Gloria’ og ’Elegie’.

Ifølge historier fra USA arbejder ejerne af CBGB på at åbne stedet igen, og i næste weekend afholdes en CBGB Festival i Greenpoint i Brooklyn, hvor Patti Smith igen er blandt de optrædende.

På plakaten er også navne som Bikini Kill, Mannequin Pussy, Buzzcocks, Interpol, High Vis, Upchuck, Circle Jerks og en kontroversiel fyr ved navn Morrissey – der jo faktisk var punkfanzine-skribent i sin ungdom og stor fan af New York Dolls.

Det gendannede Sex Pistols med Frank Carter som frontmand kommer til Danmark 28. november i Tap1, og de er også på plakaten til CBGB Festival. Også altså uden Johnny Rotten.

Jeg må sgu erkende, at jeg har det lidt med ideen om Sex Pistols i 2026, som Johnny Rotten havde det med Rolling Stones for 50 år siden …

Men jeg deltager gerne i fødselsdags-fejringen!

Læs også:

Strandet i 50 år

The Clash på 100 Club