14. oktober rundede Sleaford Mods’ EP ’T.C.R.’ ti år, og det er jo en fin anledning til at spille titelsangen, hvor bl.a. linjen ”Go and listen to some fucking garage punk, you pointy little tit,” indgår.

15. oktober 2006 blev den sidste koncert spillet på det legendariske spillested CBGB’s i New York, da Patti Smith fik æren af at lukke og slukke. Første sang i hendes tre timer lange koncert var ’Piss Factory’, der oprindeligt var et digt og første udkom som sang i 1974 som B-side til ’Hey Joe’.

Læs også:

I torsdags var det også 30 år siden, Korn udsendte ’Life Is Peachy’, Counting Crows udsendte ’Recovering the Satellites, og Lemonheads udgav ’Car Button Cloth’. Men det var også samme dag, at ’Red, Hot + Rio’ fyldte 30 år. Red Hot AIDS Benefit-serien var denne gang taget til Brasilien, hvor George Michael og Astrud Gilberto leverede denne fine bossa-duet:

I går var det 25 år siden, et virkelig skønt soulalbum så dagens lys, nemlig Angie Stones neosoul-plade ’Mahogany Soul’. Angie Stone døde i en trafikulykke i fjor, men vil huskes som både en af de tidligste kvindelige rappere og et par virkelig stærke albums i neosoul-perioden i slutningena f 90’erne og begyndelsen af 00’erne.

Fem år senere, 16. oktober 2006, udsendte The Knife den fjerde og sidste single fra ’Silent Shout’-albummet, og samme aften spillede de den første af to koncerter i Vega. Den svenske søskendeduo Olof og Karin Dreijer havde længe ikke villet spille live, men havde nu fundet en måde at bevare en del af anonymiteten og lade musikken tale – ved bl.a. at optræde med masker bag et net.

Jeg interviewede Karin Dreijer før albumudgivelsen af ’Silent Shout’ tidligere på året, hvor det stadig ikke lød, som om de havde lyst til at spille live:

– Vi overvejer det hver gang, vi har udgivet en ny plade. Men det her er jo studiomusik, og jeg ser ingen grund til at reproducere det live, for vi har aldrig spillet det med instrumenter i hånden. Det ville kræve et stort visuelt indhold at spille live, og selvom nogle koncerter kunne være sjove at spille, har vi absolut ingen lyst til at turnere, sagde hun.

Jeg og blogbroder Fez så en af deres allerførste koncerter i Lund, og det var sgu en lidt besynderlig oplevelse. Men mindeværdig. Og det var det da også i Vega, hvor ’Like a Pen’ lige som i Lund var ekstranummeret. Det er en god technopopsang.

Det er altid sjovt at se dem første gang på et lille sted – dem, der senere bliver store stjerner. #Iwasthere-oplevelserne – som Lady Gagas stadionshow i et langt fra udsolgt Vega. Jeg var der – men jeg var der ikke, da Dua Lipa for ti år siden i dag spillede i Lille Vega som 20-årig inden udgivelsen af sit debutalbum. Turneen hed ”Hotter Than Hell” efter en af hendes første singler, og lad os bare sige, at hun nok er blevet lidt for stor til Lille Vega.

En god løgnehistorie kan det indimellem blive nødt til at fyre af – især hvis det kan hjælpe til at realisere et lille projekt. Så da James Murphy fra LCD Soundsystem i 2006 sagde ja til Nike til at lave et langt nummer, der passede til en god løbetur, fortalte han, at han havde justeret og finpudset nummeret efter adskillige ture på løbebåndet. Det passede naturligvis ikke, indrømmede han senere. ’45:33’ var i stedet skabt som en slags hyldest til Manuel Göttschings elektroniske mesterværk ’E2-E4, helt ned til coveret.

Man kunne i første omgang kun erhverve sig nummeret som fil denne dato for 20 år siden via downloads i iTunes – eller uofficielt via ca. en milliard forskellige piratsider – men året efter udkom det som cd og vinyl med nyt cover, sangen splittet op i fire dele og med tre bonussange.

Ikke-løberen James Murphy fik en masse penge for at lave løbealbummet/nummeret til Nike – og siden brugte han elementer fra ’45:33’ til andre sange, f.eks. ’Someone Great’ fra ’2007-albummet ’Sound of Silver’. Det er fandme smart!

I morgen er det 30 år siden, jeg i Huset i Århus, som byen hed dengang, så et belgisk band ved navn dEUS, der netop havde udsendt deres andet album med denne fine sag på:

I morgen ville Chuck Berry være fyldt 100 år. Vildt nok. Og hvorfor ikke lige se denne ikoniske dansescene i anledning af fødselsdagen:

På lørdag kan vi ønske Beth Orton tillykke med 30-års jubilæet for ’Trailer Park’, der så elegant miksede folk og elektronisk musik, ”folktronica”. Her på William Orbit-kompositionen ’She Cries Your Name’:

Alle sange i serien med gamle sange kan høres her:


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.