Møde med en musikalsk taxichauffør

De har stået på gulvet og kigget på mig i et par uger nu. Fem fyre med uudgrundelige udtryk, nærmest udtryksøse. Den ene – i baggrunden – dog med et lille hemmelighedsfuldt smil på læben. Det er bagsiden af coveret, forrest i stakken af vinyler, der venter på en gennemlytning.

Albummet er fra 1968, bandet hedder Spirit. Men jeg har ingen ide om, hvilken type musik de spiller. Jeg kender kun navnet. Det kan være psykedelisk, pop, folk, prog-rock, blues, hard rock, fusionsjazz, whatever. Jeg aner det ikke. Men nu kan min nysgerrighed snart ikke klare mere.

Jeg købte pladen i en fin lille biks ved navn Flashback i Crouch End i London for nylig for 13 pund. Og jeg købte den på grund af en syret oplevelse i LA for nogle år siden.

Jeg var på interviewjob med min gode ven Erik, og på et tidspunkt tog vi en taxa, hvor chaufføren – naturligvis, for det gør man jo i USA – spurgte os, hvor vi kom fra, hvad vi lavede osv.

Da han hørte, vi var musikjournalister, fortalte han, at han selv havde spillet i et band i 70’erne. Spirit, hed de. Og han havde kørt den hårde stil, for han havde været ind og ud af rehab og havde været helt væk fra verden i syv år på grund af sit heftige stofmisbrug. Nu kørte han tax og hang nogenlunde sammen, fortalte han.

Det er de mest utrolige oplevelser og historier, man kan få i USA – blot på en kort taxa-tur, en drink i en bar, en indkøbstur, whatever. Men da jeg så stødte på albummet i Flashback måtte jeg naturligvis have det.

Jeg mindes ikke helt præcist chaufførens udseende, men jeg mener, han var skaldet. Det er en af de fem fyre på coveret også – ham med det hemmelighedsfulde smil i baggrunden. Men jeg ved sgu ikke helt …

Nå, jeg må nok hellere prøve at høre pladen. Randy California spiller guitar, kan jeg se, og han er ret dygtig – vist nok noget med Hendrix engang. Men hvem mon chaufføren var?