Spirit og Skraldemand Jørgen-systemet

Det er den første Spirit-plade, og den åbner med ‘Fresh Garbage’ – som Beck samplede til Pink. Der er også en guitarpassage på ‘Taurus’, som Led Zeppelin stensikkert har rippet til introen på ‘Stairway To Heaven’.

Allerede her er vi ude i mange forskellige forgreninger, og det er vist meget sigende for pladen. Og hvad er det så for en plade?

Det er bare musik.

Alt muligt. Stemninger, følelser, spiritualitet. Og nogle ret løjerlige tekster. Gennemgående lidt psychedelisk. Det lyder som en meget ærlig plade. Ingen kynisme. På den måde man nu lavede en hel masse musik i 1967. Men det er også godt.

Og enormt varieret. Masser af temposkift, rytmeskift, varieret instrumentering. Musikerne spiller skide godt. Muligvis under indflydelse af enkelte substanser.

Det ligger meget langt fra den måde, man indspiller og lytter til musik i dag, hvor computeren har forandret musikken.

Computeren bliver nu heldigvis brugt som et instrument og ikke en stiløvelse. Det betyder også, at man vælge eller fravælge den, som man har lyst. Men mange bands fungerer desværre ikke uden.

Det var for eksempel skræmmende at opleve selveste de oprindelige punks i Sort Sol engang få ødelagt en koncert i Odense, fordi computeren drillede. Det gider man bare ikke se.

Vi er heldigvis igen nået dertil, at man gerne vil se et band, der kan spille, når man går til koncert.

Det minder mig om en islandsk aften på Loppen i fjor. Den Islandske Søren Huss var som altid bare kærligfuld, mens Garagerockeren Med De Tre Liv på udgang fejrede fødselsdag med en stille pilsner.

Rock-Nils var som altid god for en beretning, og han hev for en god ordens skyld Frederikshavns egen Skraldemand-Jørgens kategoriseringssystem frem, da vi fra vores pladser i baren skulle evaluere nogle islandske støjrockere.

Skraldemand-Jørgen-systemet bruges åbenbart til at vurdere det lokale ishockeyhold i Frederikshavn efter følgende fire kategorier:

1) Vil ikke, kan ikke
2) Vil ikke, kan godt
3) Vil godt, kan ikke
4) Vil godt, kan godt

Jeg udnyttede lejligheden til at minde ham om dengang Frederikshavn fik 14-2 stryg i Odense.

Da kunne Frederikshavn godt, men ville åbenbart ikke, mens Odense egentlig ikke kunne, men gerne ville. Og det passer jo meget godt med, at det er vigtigere at ville end at kunne.

Den holder ikke længere i musik. Mindstekravet er, at man både kan og vil. Singapore Sling endte på ‘vil godt, kan næsten’.

Koncerterne bliver vigtige for et band, når den indspillede musik i fremtiden mere og mere bliver filer på abonnements-ordninger osv. – uden det fysiske element af at sidde med pladen i hånden.

Men det fysiske element i musikken kan man stadig få til koncerterne, og så nytter det ikke noget, at de ikke kan spille. Spirit kan spille, så den plade vil blive drejet i ny og næ med tankerne i Los Angeles.