Jeg elsker fodboldtilskuere. Eller i hvert fald tilskuerkulturen. Ikke mindst den engelske, som især er den, vi herhjemme har adopteret, men stadig ikke helt har forstået.

Der er altid masser af vid, bid, humor og hån i slagsangene, der gjalder ned fra tribunerne i England, og det er generelt sindssygt sjovt at være til fodbold i England.

Og faktisk er det sjovere at være til f.eks. en fjerdeligakamp mellem Brentford og Hartlepool eller en Liga Cup-kamp mellem Charlton og Oxford, end til en Champions League-kamp på Old Trafford. Til den slags kampe finder man den oprindelige tilskuerkultur – i højere grad den bajerdrikkende arbejder end den rejesandwich-spisende oplevelsestilskuer, som Manchester United-helten Roy Keane kritiserede for nogle år siden.

Det er beskidte tilråb, kærlighed til den lokale klub, dårlig junkfood og gamle stadions beliggende midt i et boligkvarter. Og naturligvis med masser af udskænkningssteder og tilgængelige bookier … Respekt for det.

****

Og respekt er også en af de ting, jeg kan lide ved fodboldtilskuere. Respekt for klubben, for spillet, for historien. Eller for en modstander.

F.eks. for en tidligere spiller, der har forladt klubben på ‘den rigtige’ måde eller en modstander, der gennem en årrække har ydet en loyal indsats for sin klub og samtidig respekteret andre klubber. Eller en modstander, der har ydet en stor indsats for sit land.

I går aftes kom min store tilskueroplevelse fra spansk fodbold, hvor Valencia-tilskuerne på et kritisk tidspunkt af hjemmekampen mod Barcelona klapper Barca-stjernen Andres Iniesta af banen – selvom Valencia på det tidspunkt er bagud 0-1 med få minutter tilbage.

Men Valencia-tilskuerne rejste sig for den spiller, der i juli havde afgjort VM-finalen mod Holland til Spaniens fordel, og det kalder fortsat på respekt hos andre fans end Barca-fans.

****

På samme måde var det stort at opleve, da Manchester United-tilskuerne klappede Real Madrid-angriberen Ronaldo (den oprindelige tykke en af slagsen!) af banen i Champions League-kampen i 2003, da Ronaldo med et hattrick havde sænket et ellers sprudlende United-hold, der trods en 4-3-sejr røg ud af turneringen med 5-6 samlet.

På Old Trafford var det den store præstation fra den store spiller, der blev hyldet, mens det i 2000 var den loyale klubmand, der blev hyldet.

Det var dengang OB-målmanden Lars Høgh stoppede sin karriere efter 23 år og mere end 800 kampe for den samme klub. Den slags kalder på respekt i en tid, hvor fodboldspillere ellers jævnligt skifter klub, og overalt, hvor den sympatiske Lars Høgh spillede i sit sidste halvår, blev han hyldet af modstandernes fans.

Og jeg var sgu ærlig talt ved at knibe en lille tåre, da Høgh’en spillede sin sidste kamp på Odense Stadion og blev smukt hyldet af tilskuerne. Rørende!

****

I tirsdags var det sjovt at opleve Manchester United-tilskuerne på Stamford Bridge, der fra første minut råbte ‘shoot’, når Ashley Cole havde bolden – fordi Chelsea-backen dage forinden var kommet i overskrifterne efter (ved et uheld, sandsynligvis!) at have skudt en praktikant i klubben med et luftgevær. Det ER sgu da sjovt!

I sidste uge var jeg i Parken til FCK-Chelsea og fik her et eksempel på, at danske tilskuere ikke altid har forstået den engelske fodboldkultur.

Vi har adopteret mange engelske slagsange, og FCK-fans synger f.eks. gerne ‘are you watching Brøndby’, når det går godt for FCK i et tilfælde, hvor Brøndby måske tidligere har kikset. Men det er helt skidt, når FCK-fans synger ‘you only sing when you’re winning’ ned mod tavse Chelsea-tilskuere – på et tidspunkt, da Chelsea er foran!

Det ville aldrig ske i England, for man skal da ikke erkende at modstanderen er ved at vinde … uanset, om man så selv laver mere larm og bakker sit hold bedre op end modstandernes fans. Suk!

****

På lørdag drager jeg nogle dage til London og har som sædvanlig en plan om at skulle se fodbold, når jeg nu er i England. Valget står mellem Fulham-Blackburn på Craven Cottage, QPR-Leicester på Loftus Road eller Leyton Orient-Notts County på Brisbane Road.

Alle tre stadionnavne klinger smukt og nostalgisk i mine ører efter barndomsår med Tipsfodbold, Match- og Shoot-blade, men det bliver nok Loftus Road eller Brisbane Road, jeg vælger.

Måske bliver det Queens Park Rangers, inden klubben sandsynligvis i denne sæson rykker op i Premier League og bliver ‘posh’. Og så har klubben jo altså nogle solide rocknavne blandt fanskaren – Pete Doherty, Mick Jones, Robert Smith, Ian Gillan, Nick Cave, Rat Scabies, Alan Wilder, Wendy James. Og ikke mindst Men Behaving Badly-skuespilleren Martin Clunes.

Men det er nu heller ikke skidt at se fodbold på en pub i England, så søndag vil jeg placere mig med en pint til Liverpool-Manchester United og igen tirsdag til Barcelona-Arsenal. Det er også en stor del af fodboldtilskuerkulturen …

Reklamer