Det var præcis, som det skulle være.

Et gammelt lortestadion, lukket inde midt i et beboelseskvarter, gennemtrængende friturelugt, elendige sæder med alt for lidt plads til en utrænet sportsjournalist, far og søn ved siden af, der konstant svinede dommeren til, og hamrende koldt. Med andre ord perfekt!

Jeg sad bare og storsmilede gennem alle 90 minutter af kampen mellem Queens Park Rangers og Leicester.

QPR’s hjemmebane Loftus Road ligger i Shepherd’s Bush omgivet af gader med navne som South Africa Road og Ellerslie Road. Jeg fik en af de allersidste pladser øverst på Ellerslie road-tribunen med ’restricted view’.

Nuvel, så står der et par søjler hist og her og blokerer lidt for udsynet, og ja, der hænger da også et speakerbur ned fra tribunetaget, så jeg fra min plads ikke kunne se halvdelen af den ene ende af banen, hvis jeg rejste mig op, men det kunne nu ikke ødelægge fornøjelsen ved at være til topkamp i den næstbedste engelske række.

****

Leicester-tilskuerne fyldte hele den ene måltribune, The School End’, og det gjorde de godt! Ca. 3500-4000 af de 18.000 pladser var dermed besat af gæsternes tilhængere. Og det er mange.

Udetilhængere har altid en fest, for de er ikke på samme måde som hjemmeholdet infiltreret af stemningsdræbende oplevelsestilskuere som mig selv, der ikke holder med nogen og ikke kan sangene osv.

Leicester-tilskuerne sang stort set hele kampen igennem, og hånede QPR-fansene, når de var tavse. Når de da ikke bare skreg over et vundet indkast eller et begået frispark på en af QPR’s fine teknikere. Eller bandede over en af de afbrændere, Leicester-holdet havde en del af i den glimrende fodboldkamp, der foregik på et niveau noget højere end en gennemsnitlig Superligakamp.

Der var højt tempo, gode teknikere, masser af fysik (masser!) og spænding til sidste minut, før Loftus Road eksploderede efter netop indskiftede Ishmael Millers sejrsmål til 1-0.

****

Og så fandt man pludselig sit afdæmpede selv hoppende rundt til ’Papa’s Got A Brand New Pigbag’ i Paul Oakenfolds ’Reach Up’-version sammen med QPR-tilhængerne.

’Papa’s Got A Brand New Pigbag’ er oprindelig indspillet af Cheltenham-bandet Pigbag som en slags britisk version af James Browns ’Papa’s Got A Brand New Bag’.

Det har et af de mest medrivende blæser-temaer, man kan forestille sig, og det har dj’en Paul Oakenfold nappet til en version, der i dag er blevet en hymne ved bl.a. scoringer en del steder på engelske stadioner. Og det er effektivt.

I flere timer efter kampen gik jeg og nynnede temaet. Og indsatte også QPR’tilhængernes tilføjelser med et lille ’hu’ og navnet på målscoreren ’Ishmael’. (PS! Pigbag er i øvrigt netop blevet gendannet og spiller i London om nogle uger.)

****

Men også før kampen var der god musik. Rockmusik. ’London Calling’ med The Clash, Led Zeppelins ’Whole Lotta Love’, Florence & The Machine, Primal Scream og Temper Trap var andre fine ting, jeg noterede mig.

Umiddelbart efter kampen blev der storskrålet til en version af ’Hi Ho Silver Lining’, der også er en stor fodboldhymne i England. Stor musik, stor fodbold, stor oplevelse.

Og QPR rykkede et skridt nærmere Premier League, mens Sven-Göran Erikssons Leicester-mandskab trods nederlaget fortsat er et godt bud på en placering i top 6 og dermed en plads i playoff-spillet om oprykning til Premier League.

Reklamer