Den Kinesiske Mur er imponerende. Berlin-muren er fantastisk, nu den er revet ned. Men verdens smukkeste mur findes på Portobello Road i Notting Hill.

Hvis man gider bevæge sig lidt længere mod nord, end mange normalt gør, når de stiger af undergrundstoget ved Notting Hill Gate for at bevæge sig op mod Portobello Market, vil man blive rigt belønnet.

En 100 meter lang strækning på den nordlige del af den charmerende gade er dekoreret som en gigantisk lp-samling som en del af et fotokunstprojekt, Portobello ReCollection.

Projektet kan man læse meget mere om ved at klikke her.

For en pladenørd som mig selv er det et nærmest bjergtagende syn, og det var svært overhovedet at få mine sko til at flytte sig fra muren.

Pladerne er udvalgt af en stribe musikfolk med relation til Notting Hill og Portobello, og pladerne skal ifølge projektbeskrivelsen give et billede af den musikalske mangfoldighed, der altid har præget det vestlondonske område – som Notting Hill Carnival også gør det.

Jeg ville langt hellere stå og studere alle disse plader end komme videre i programmet. Og hvis jeg en dag skulle komme til at bo et sted med mure omkring mig (helst ikke et fængsel), ved jeg godt, hvordan de mure skal dekoreres.

Og skulle man ikke kunne nyde synet af muren i sig selv, kan man jo altid bare nyde synet af japanere, der tager billeder af hinanden foran den …

Reklamer