Eller omvendt – to mikrofoner og en enkelt guitar. Mere skal der ikke til.

Det beviste to duoer mandag aften på Hoxton Square Bar & Kitchen, en restaurant og bar med tilhørende spillested med plads til måske ca. 250-300 gæster.

Og det var der proppet ind, da den småhypede countryduo The Secret Sisters formedelst den beskedne sum af 14 pund bød indenfor til countrysang for puritanere.

De to søstre, Laura og Lydia Rogers, klæder sig i gamle gevandter á la 20-50’erne, har gammeldags frisurer og synger helt nøgent, uskyldigt og kønt i stil med June Carter eller Patsy Cline – og med overlegent udførte harmonier.

Med sig på turné har de blot en enkelt akustisk guitar, som de deler, og den unge duo har blot syv-otte måneders turné-erfaring bag sig. Mandag aften kunne ingen af dem få guitaren til at stemme, selvom de flere gange brugte lang tid på det. Til sidst måtte de overgive sig og få en gæst til at hjælpe sig.

****

Men pauserne klarede de med smil, charme og små, sjove historier fra bl.a. hjembyen Muscle Shoals i Alabama, hvor de er vokset op side om side med det berømte FAME Studio, hvor en stribe store soulsangere har indspillet.

Storesøster Laura fortalte bl.a., hvordan hun havde siddet og leget ubekymret ved et piano i studiet, indtil hun fik at vide, at var det samme piano, Aretha Franklin brugte på sin version af ’Respect’.

– Nu har vi alle haft det sjovt, så nu er det på tide at spille nogle af de mest deprimerende sange, I nogensinde har hørt, sagde Laura efter de indledende teknik-problemer og selvudleverende jokes.

De skriver selv deres sange, men hylder også fortidens store kunstnere og spillede mandag aften bl.a. Your Cheatin’ Heart (Hank Williams), Blue Eyes Crying in the Rain (Willie Nelson) og Leavin’ on Your Mind (Patsy Cline).

****

Det er traditionelle, sentimentale countryballader – og de gik rent ind hos et meget dedikeret publikum, der tilmed var så velopdragent (engelsk), at der ikke blev snakket under numrene (dansk), og samtidig begejstret deltagende, når det var på sin plads. Responsen var enorm, og de to søstre virkede helt forlegne over modtagelsen.

Fra deres Dave Cobb/T-Bone Burnett-producerede debutalbum var det især numre som ’The One I Love Is Gone’, ’Do You Love An Apple’ og ’Tennessee Me’, jeg husker, samt den nyere ’River Jordan’ fra en times virkelig god koncert.

Det var smukt og cool på samme tid, og jeg stod undervejs og tænkte, at det ville være den perfekte start på f.eks. tredjedagen på Roskilde Festival, hvor jeg er sikker på, at det unge publikum ville elske de to charmerende søstre.

Her er også et nummer, de har indspillet med Jack White:

****

Som opvarmning stødte jeg på en duo, jeg aldrig havde hørt om – Trevor Moss & Hannah Lou. Lige så spartanske og puritanske som Secret Sisters – dog havde de noget så ekstravagant som hver deres akustiske guitar, mens de til gengæld var i stand til at dele en enkelt mikrofon.

Største udskejelse i deres traditionelle folkmusik var et enkelt nummer tilsat lidt mundharpe.

Trevor Moss’ lidt nasale stemme harmonerer flot med Hannah Lous glasklare vokal, og deres halve time var uden svage numre, før de kyssede og satte sig ned på scenen et øjeblik, inden de skulle pakke sammen. Især elskede jeg nummeret ‘Rag and Man Bone’ fra deres andet album, der ifølge dem selv udkommer til maj.

Parret stammer fra Kent, kalder sig London-baseret og udgav i fjor et selvbetitlet debutalbum med sange, der ofte har en filosofisk, samfundskritisk undertone i teksterne om kærlighed og masser af naturbilleder. Igen helt traditionelt.

Grænserne mellem country og folk kan af og til være svære at definere, men mandag aften var jeg ikke i tvivl. Begge dele var simpelt og godt. Der skal ikke nødvendigvis så meget til.

Reklamer