Jeg tror, alle omkring mig ønskede sig mere plads at danse på.

Men der VAR ikke mere plads. Lille Vega var proppet, men selv et alt for lille dansegulv kunne ikke dæmpe smilene og tæmme festen hos det unge publikum. Og festen kunne vi takke Cut Copy for.

zonoDet australske band har netop udgivet deres tredje album, ’Zonoscope’, der nærmest lyder endnu mere 80’er-agtig end forgængeren ’In Ghost Colours’.

Kald det synthpop, electropop eller indiepop – Cut Copy er dybest set popmusik, der ryger ned lige så let, som sodavandsis på en solskinsdag. Men når man står tilbage med den renslikkede træpind, er den overraskende spraglet, og man tænker ‘hov! hvad var det?’, og er simpelthen nødt til at have mere.

****

De fire australiere – plus deres stive, Sparks-agtige soundguy, der agerer femtemand, når der er brug for noget mere percussion – kan nemlig noget med kompositioner.

Udadtil lyder deres popmusik ’blot’ melodisk med enkle tekster, enkle budskaber og genkendelige hooks, temaer og omkvæd. Men der er smarte ideer, smukke vokalharmonier, enorm spændvidde, stor lyd og små spindsfindige detaljer i det hele – f.eks. elementer af new wave, electronic body music eller postpunk. Og ikke mindst synger Dan Whitford dejligt afvekslende, både højt og lavt.

Og selvom man hist og her står og tænker OMD-synth, Men At Work-hook, Talking Heads-vildskab, New Order-bas eller Tom Tom Club – eller tilmed Scritti Politti, som Knallerten nævnte undervejs – lyder det alligevel frisk.

****

Cut Copy bygger op og river ned på en måde, der viser, at de også har hørt deres 90’er-techno hos Underworld og The Orb, samt nyere fransk house. Det er vel egentlig 80’er-popmusik, som den skal laves i dag med det nødvendige rave-element.

Og publikum i udsolgte Lille Vega åd det hele med store smil, jazz i stængerne og armene i vejret. Og ikke bare på begejstrede hop på stedet-måden. Sjældent har jeg set så dansevilligt et publikum til en popkoncert i indiesnobberiets højborg Lille Vega …

– Wow! Som regel plejer folk først at danse til sidst, sagde frontmand Dan Whitford efter ’Lights and Music’, der – for mig – lå overraskende tidligt i sættet.

****

Nummeret med den superlækre baslinje – når jeg hører den, ser jeg altid New Orders Peter Hook for mig, stående helt fremme på scenekanten med sænket bas – indeholder nemlig stort set alt, hvad australierne mestrer, og lyder som et naturligt klimaks.

Men der skulle vise sig at være mange klimakser. Ja, faktisk var det svært at få øje på svagheder hos et band, der tilmed svedte spilleglæde og var til stede i hver en takt.

’Zonoscope’ er ikke et mesterværk, men jeg elsker alligevel pladen. For mig har den ikke de samme hits som forgængeren, den er langt fra så indie-agtig som debuten ’Bright Like Neon Love’, men jeg bliver alligevel ved at sætte den på. Fordi den er lækker, varm, afvekslende. Fordi den fungerer som et godt gammeldags album. Med stærke numre, vel at mærke. Og i øvrigt er et godt billede på de mange stærke udgivelser, der kommer fra det australske selskab Modular.

Der er mange bands for tiden, der lader sig inspirere af 80’er-synth, men i mine ører gør ingen det bedre end Cut Copy.

Førstesinglen ‘Take Me Over’ fra Zonoscope – jeg tænker Roskilde Festival i solskin …:

 

Reklamer