Stod i TP på Strøget den anden dag med en dobbeltpak af de remastererede udgaver af de to Dizzy Mizz Lizzy-albums i hænderne. Pris 40 kroner.

– Puha! Det var godt nok billigt, tænkte jeg naturligvis. Som jeg ofte gør, når jeg står med plader, jeg i forvejen har. Og har lyst til at købe dem igen.

I butikskædens tilbudsavis for april kan jeg så se, at netop Dizzy-tilbudet er et af de otte cd-tilbud, der fylder knap halvdelen af forsiden. Den øvrige plads er givet til blu-ray- og dvd-varer.

Det har længe været tendensen i både TP- og Stereo Studios tilbudsaviser, at der bliver en mindre og mindre andel af cd’er i avisen. Ikke bare film, men også bøger og plakater optager pladsen, men det er helt slemt i april-udgaven, hvor der stort set ingen cd-annoncer er tilbage.

Til gengæld slog det mig, at der allerede på side 2 og 3 blev annonceret for jazz (cd) og klassisk (dvd). Måske er der stadig penge i de to områder, tænker jeg. Og må erkende, at jeg ikke aner det. Folk i pladebranchen taler om, at cd’en udgår i år. At det fysiske pladesalg indstilles. Men måske gælder det ikke jazz og klassisk.

Uanset hvad, så forstår jeg simpelthen ikke, at folk ikke køber flere cd’er, når man f.eks. kan købe den nye Kanye West til 70 kroner i Fona eller ovennævnte Dizzy-udgivelse til 40 kroner.

Reklamer