No Scotland, no party

De er vidunderlige. Indbegrebet af de alle bedste ting ved fodboldtilskuere. Fest, humor, selvironi, dans, udklædning, sang og en erkendelse af, at skuffelsen rammer på et tidspunkt. 

Og netop nu har de skotske VM-tilskuere charmeret den sportsglade amerikanske storby Boston. Et velkomment uhøjtideligt element midt i noget meget alvorligt og højtideligt.

”No Scotland, no party”, som de selv synger på melodien til White Stripes- og tilskuer-klassikeren ’Seven Nation Army’, og uden Skotland er der heller ingen VM-fest for mig selv.

De sjove, positive historier vælter ud af Boston – og bortset fra resultaterne er det det eneste, jeg indtil videre følger med i fra dette års slutrunde i USA, Mexico og Canada.

Barerne er tørlagte, der er muntre fans i kilt, der var fælles march med sækkepibeorkester til en baseball-kamp med Red Sox på Fenway Park, hvor der var 5-10.000 skotske tilskuere på plads med sang og fest til den ofte så kedelige sport, nyhedsstationerne omfavner dem, politiet spiller bold med dem, amerikanske youtubere laver måbende ”reaction-videoer” osv. osv. Igen – det er vidunderligt.

På stadion lød afsyngningen af både nationalsangen ’Flowers of Scotland’ og Runrig-klassikeren ’Loch Lomond’ som det smukkeste kor, nogen nogensinde kommer til at høre.

Det er sådan, en fodboldslutrunde skal være. Fest og fællesskab. Og sådan er skotterne altid. Det var de også, da hooliganismen hærgede de britiske øer, især den engelske del.

De er for første gang siden 1998 med til en VM-slutrunde, og da de vandt den første kamp med 1-0 over Haiti affødte det denne overskrift i – engelske – The Guardian: Scotland extend unbeaten men’s World Cup run to 27 years, 11 months and 19 days. 

Og det er jo sjovt, fordi Skotland ALTID ryger ud af en slutrunde efter det indledende gruppespil. Hvis de altså overhovedet er med. 12 gange har Skotland deltaget i EM eller VM, 12 gange er de vendt tidligt hjem.

I år går det sandsynligvis anderledes, fordi der er så mange hold med, at det er betragteligt lettere at komme blandt de nu hele 32 hold, der går videre fra det indledende gruppespil.

Skotland fester altid på forhånd, for der er alligevel aldrig noget at feste over bagefter. Som Del Amitri så glimrende sang det i VM-sangen i 1998, ’Don’t Come Home Too Soon’. Med tryk på ”too”.

Af alle de VM-sange, jeg har hørt op til dette mesterskab, er det også skotterne, der har leveret den bedste. Med Belle & Sebastian som afsendere. 

’It Only Takes One Lion’, hedder den og henviser til den ene løve i skotternes emblem, hvor englænderne har tre af slagsen. ’Three Lions’, du ved … Blogbroder Fez redegør meget fint for sangens kvaliteter her, hvor de fleste andre fodboldsange ofte bliver bøvede eller slet og ret talentløse.

Men det er ikke den eneste skotske vindersang, for der er kommet mange uofficielle af slagsen, og især to af dem har ramt mig. Den ene kommer fra indiebandet The Snuts, der har lavet en fin, kort og melodisk, akustisk sag.

Der er som så ofte hos skotterne et charmerende lille smil i mundvigen, når de hylder heltene McTominay og McGinn. Men så kommer overraskelsen fra en fyr, der kalder sig JJ Bull og i årevis har lavet fodboldsange hjemme i stuen. Den sang er jo mageløs!

For her er vi ude i det rene LCD Soundsystem, når han hylder Scott McTominay og de andre målhelte. McTominays saksespark mod Danmark og Kenny McLeans langskud i det tomme net, da Kasper Schmeichel havde bevæget sig med frem. Bare se dem og lyt her:

Scott McTominay er skotternes store helt. Og man forstår det. For denne målmager blev af mange betragtet som en slider med et marginalt talent, men som en anden Klods-Hans eller grim ælling er han endt som en af verdens bedste spillere.

Han slider stadig, men han scorer også mange mål, både i den sidste tid i Manchester United og efterfølgende på Napolis mesterhold. Og indimellem scorer han både vigtige og magiske mål. Som saksesparket mod Danmark. ”Hang it in the Louvre”, som man siger om den slags smukke situationer.

I den afgørende kamp om titlen i forrige sæson havde han endda allerede gjort noget tilsvarende for Napoli. 

JJ Bull hylder ham i sin VM-sang, og det kunne Sky Sports-seerne så opleve forleden, da den store britiske sportskanal havde inviteret ham i studiet:

Det er svært ikke at holde af skotterne, deres overstadige humør og deres selvironiske humor. Og jeg har selv gjort det siden 1974, da jeg som seksårig sad og så VM i Vesttyskland.

Her røg skotterne ud efter det indledende gruppespil, selvom de spillede uafgjort med både Brasilien og Jugoslavien. Men fordi de vandt for lidt over prügelknaben Zaire blev de kun nummer tre i gruppen på dårligere målscore end de to konkurrenter.

Og sådan går det ofte for skotterne. De gør det indimellem fint – men ryger ud alligevel.

Lige nu er skotterne og deres fans det eneste, der kan pirre min interesse for VM-slutrunden. Det foregår primært i USA, og det er et FIFA-arrangement. Det er dårligt med ekstra dårligt på.

Men jeg holder med skotterne. Og jeg håber, de ikke ryger ud alt for tidligt. For det vil være en fest med ekstra fest.

Og så kan mit feed fortsætte med at fortrænge alle de dårlige nyheder med denne slags historier: