Han spillede den ikke!!

Elefanten i rummet, i Jack Whites tilfælde bogstaveligt talt ’Elephant’-sangen. Og den blev ikke hverken spillet eller adresseret. Eller returneret.

For der skete nemlig det, at Jack White og hans lille band i går aftes i Malmø IKKE spillede ’Seven Nation Army’ fra hans fjerde album med The White Stripes, ’Elephant’ fra 2003. En Jack White-koncert plejer ellers ikke at være slut, før vi alle sammen har sunget med på hymnen. Men nej, ikke i går.

Da valgte Jack White at sige ”you’ve been incredible and I’ve been Jack White” efter ’Archbishop Harold Holmes’. Og det skønne var, at den allestedsnærværende sang ikke virkede synderligt savnet.

Personligt synes jeg, det var topfedt, at han ikke spillede den, men jeg fik da en besked fra en kammerat, der syntes, det var ærgerligt.

Man kunne forestille sig, at publikum så bare selv ville begynde at skråle den, men det var der kun meget få og små optræk til, for generelt virkede det, som om mange folk nærmest var lettede over, at de (endelig?) slap for netop det ritual.

Det var første aften på den igangværende europaturné, at han ikke spillede den, men det sker dog med jævne mellemrum, at han har modet til ikke at give ”folk”, hvad de vil have.

Det er kunstnerens valg, og når man først har gjort det én gang, bliver det givetvis lettere og lettere at træffe det valg med tiden.

Radiohead blev f.eks. også meget trætte af at spille gennembrudshittet ’Creep’, og det er kun sporadisk dukket op på sætlisterne siden 1998.

På det tidspunkt stod det også helt klart, at Radiohead for længst havde bevæget sig andre steder hen, og så kan det være svært for dem at få det til at give mening at presse sangen ind på en sætliste, der har et helt andet udtryk.

Men ’Creep’ er stadig Radioheads suverænt mest afspillede sang på Spotify, og det samme gælder med ’Seven Nation Army’ for Jack White/White Stripes.

Og jeg forestiller mig, at Jack White godt kunne tænke sig at få ’Seven Nation Army’ ned i en boks med alle sine andre sange, som han bare kan samle op, når HAN har lyst, for han spiller sjældent to koncerter i træk, hvor sætlisterne ligner hinanden.

I øvrigt spillede han heller ikke ’Hotel Yorba’, og det var faktisk en endnu skønnere undladelse, for den er godt nok udpint efterhånden. Der var heller ingen ’We’re Going to Be Friends’, men Raconteurs-klassikeren ’Steady As She Goes’ slap vi ikke for som afslutning på det regulære sæt.

Den stod nu også stadig skarpt i det syv kvarter langt sæt, der var så fyldt med riffs og soloer, at det ville kunne forvirre både en kat og en pædagog i en ADHD-børnehave.

Det var højt! Det var råt! Det var vildt! Og guitarlyden var så skarp, at tanken om et tandlægebor nærmest virkede beroligende.

Man kan mene, at Jack White ikke er nogen stor sanger, men hans vokal passer pudsigt nok glimrende til lige netop hans sange. 

Det er svært at argumentere for, at Jack White ikke er en dygtig guitarist. Det er også svært at argumentere for, at han ikke kan skrive en sang. Og det er i høj grad svært at argumentere for, at han ikke er en dragende og karismatisk frontfigur med en rastløs energi, der holder hans tre mand høje band på rød alarm fra første anslag.

Men Jack White går også kompromisløst og konstant efter struben – og indimellem bliver det simpelthen for meget, for voldsomt. Måske, fordi han også hele tiden laver så meget om på alle de ting, der fungerer så godt i hans sange.

Personligt ærgrer det mig især, når hans rastløse og improvisatoriske levering forandrer en sang som den rolige ’Love Interruption, en af hans allersmukkeste melodier i en mere end 30 år lang karriere som musiker og sangskriver, til huggende staccato-garagerock.

Det kan meget let blive overstimulering af både nervesystem, vippefod og nakkemuskler, men den kompromisløse tilgang fungerer omvendt eminent i de fleste andre sange.

Fra start med en voldsomt stærk tretrinsraket i ’That’s How I’m Feeling’, ’Dead Leaves and the Dirty Ground’ og ’Old Scratch Blues’ over især en meget rå ’Broken Boy Soldier’, ’Cannon’ og ’Cut Like a Buffalo’ midtvejs.

Jack White kom godt rundt i hjørnerne af karrieren, men perioden med de tre ujævne albums mellem ’Lazaretto’ i 2014 og ’No Name’ fra 2024 fyldte (heldigvis) næsten intet.

De elektroniske eksperimenter og hiphop-inspiration er langt væk, og på en måde er han søgt tilbage til det rå garageblues-udgangspunkt – blot med en stak nye sange.

Jack White er højtråbende kritisk over for både Trump-regimet, overfladekultur og teknologiens fortrængning af menneskelige egenskaber, og man kan meget let læse en koncert som mandagens i Slagthuset i Malmö ind i den tankegang. 

Musikalsk blev Jack White på ingen måde styret af noget som helst andet end talent, håndværk og ideer. Noget rendyrket menneskeligt, og det var meget befriende.

”What you see is what you get” – et hammondorgel i elegant modspil i fingrene på Bobby Emmett, et trommesæt udsat for konstante angreb af Patrick Keeler og en bas, der både kunne hugge og groove i hænderne på Dominic Davis. Alle med blikket konstant rettet mod løven i kabel forrest på scenen for at regne ud, hvor de nu skulle hen.

Og et publikum med lige så intenst et fokus på hovedpersonerne og musikken, for vanen tro skulle alle ved indgangen aflevere deres mobiltelefoner i en lille taske, der blev låst, så man ikke kunne bruge den til noget som helst undervejs. Andet end joke med, at man stod og tog imaginære billeder med tasken i vejret.

Et tiltag, der stadig fungerer upåklageligt og endda blev ekspederet hurtigt både ind og ud af arenaen. I øvrigt et tiltag, som Phoebe Bridgers også netop har annonceret, at hun vil benytte på sin kommende turné.

Fokus og intensitet blev yderligere skærpet af, at koncerten foregik på et efter Jack Whites standard forholdsvist lille sted. Slagthuset i Malmö med plads til ca. 1500 gæster var et nyt bekendtskab for mig selv, men absolut positivt. 

Det havde lidt Kvægtorvet puttet ind i Den Grå Hal over sig, og den slags steder indbyder jo som bekendt til rock’n’roll. Det var ikke en stor begivenhed, men noget så gammeldags som en rigtig koncert, og måske var rummet derfor fyldt med personer, der interesserer sig for den slags.

Og måske var det en af grundene til, at Jack White denne aften havde lyst til ikke at spille ’Seven nation Army’.

Jeg bilder mig i hvert fald ind, at han studerede publikums reaktion nysgerrigt, da han valgte at sige tak for i aften efter ’Archbishop Harold Holmes’.

Elefanten lever fint uden at skulle trækkes ind i cirkus hver eneste aften.

Sætliste:
That’s How I’m Feeling
Dead Leaves and the Dirty Ground (White Stripes)
Old Scratch Blues
Dollar Bill
Underground
Love Interruption
The Same Boy You’ve Always Known (White Stripes)
Broken Boy Soldier (Raconteurs)
Cannon (White Stripes)
What’s the Trick?
I Cut Like a Buffalo (Dead Weather)
You Don’t Know What Love Is (You Just Do as You’re Told) (White Stripes)
G.O.D. and the Broken Ribs
Derecho Demonico
All Your Love (I Miss Loving) (Otis Rush cover)
The Union Forever (White Stripes)
Steady As She Goes (Raconteurs)
——-
Jam
Lazaretto
I’m Slowly Turning Into You (White Stripes)
Hello Operator (White Stripes)
Neighbors Blues (ny sang)
Archbishop Harold Holmes

Jack White har netop i dag annonceret udgivelsen af sit syvende soloalbum, der får titlen ‘Frozen Charlotte’.

Og på scenen tager “Frozen Charlotte” sig således ud i selskab med Patrick Keeler og Dominic Davis: