De snakker næsten ikke med nogen

Gaffa er igen kommet uheldigt afsted, denne gang med deres talent 50-projekt, hvor de er kommet til at sætte lighedstegn mellem ungdom og talent, og det kan de naturligvis ikke forklare sig ud af. Men der er faktisk en ting, jeg synes, er endnu værre ved Gaffa lige nu.

For i det aktuelle september-magasin har Gaffa samlet set kun talt med tre mennesker til citater i bladet. Tre! I et helt musikmagasin.

På 52 sider hører man altså fra tre forskellige musikere, hvoraf de to ovenikøbet spiller i samme band.

Som om det er unødvendigt for et medie at lave helt grundlæggende journalistik. Men hvad skal de så?

For nylig noterede jeg mig også, at Gaffa var på Smukfest uden at snakke med en eneste musiker, arrangør eller brancherepræsentant:

De snakker jo ikke med nogen

Det journalistiske indhold i september-nummeret består af to interviews, et portræt, en klumme og 24 albumanmeldelser. Det er alt, der er intet andet indhold. Og 22 af de 52 sider er annoncer.

Det redaktionelle indhold fordeler sig således:

• 1 side forside
• 1 side indholdsfortegnelse og kolofon
• 1 side leder/klumme
• 6 sider Barselona-interview
• 8 sider Eee Gee-interview
• 7 sider Asap Rocky-portræt
• 6 sider anmeldelser, 24 i alt

Der er ingen temaer, ingen tendenser afkodet, intet om branchen, ingen kritiske spørgsmål til en dansk milliardindustri.

Der er ingen reportager, ingen lister, ingen guides, ingen ideer, ingen små elementer, intet kreativt, intet liv, intet sjovt, legende eller udfordrende, som der bør være i et rigtigt magasin. 

Det ser tilmed ud, som om der er brugt 14 minutter i alt på at layoute det i en skabelon ved hjælp af en skovl og AI. Det hele er glat overflade, kasser og luft. Ensfarvede baggrunde, hvor alle urenheder er skrubbet bort.

Til gengæld er den mærkelige ide med idolplakater i midten da heldigvis blevet droppet igen …

Og heldigvis er der da også stadig blevet benyttet to fotografer til at lave gode billeder af Barselona og Eee Gee, som er de eneste personer, der får lov at udtale sig i hele bladet. Ikke engang til portrættet af Asap Rocky har man talt med nogen. Og alle fire artikler, der ikke er anmeldelser, er skrevet af samme person, den gode Ole.

Alverdens respekt til Ole, men det er simpelthen for fattigt for et musikmagasin ikke at have flere stemmer til at fortælle om musikverdenens mange smukke og grimme sider.

Jeg har læst Gaffa, nærmest siden det dukkede op for mere end 40 år siden, og for tiden har jeg stor glæde af at kigge i og læse gamle Gaffa-blade. De kan layoutmæssigt være lidt af en rodebutik, men sådan så der ud i undergrunden dengang …

Bladene oser af kærlighed til musik, og er ofte skrevet af vidende folk, der har noget på hjerte og ovenikøbet er i stand til at formulere sig.

Jeg har f.eks. lige været igennem et af papirbladene fra 1992 med skribenter som Niels Fez Pedersen, Peter Schollert, Per Juul Carlsen, Jens Jam og Lasse Føhns, og en masse andre af landets bedste musikskribenter har ligeledes været igennem Gaffas udklækningsanstalt.

Der har altid været ting, man kunne angribe Gaffa for, men bladet har også altid været drevet af kærlighed til musik og lyst til at fortælle om den, mens man forsøgte at holde indtægterne på niveau med udgifterne.

Jeg skal nok holde mig fra at tale om indholdet på hjemmesiden, for det er papirmagasinet i dag, der skuffer mig. Det ligner lidt de glitrede reklamemagasiner forklædt som kultur- og begivenhedsmagasiner på cafeerne i 90’erne.

Jeg må sgu erkende, at jeg har svært ved at se, hvad der driver Gaffa i dag.

Læs også:

Selvmål efter selvmål efter …