Selvmål efter selvmål efter …

Gaffa publicerede i går en artikel med overskriften ”Dansk hiphop er bredere end nogensinde – her er de 11 bedste danske rappere lige nu”. Men dansk hiphop var alligevel ikke bredere, end at Gaffa kun havde fundet plads til mandlige rappere på listen. Ingen kvinder – selvmål!

Det fik magasinet klø for i opslaget om artiklen på Facebook, og Gaffa slettede simpelthen opslaget og lavede en tilføjelse til artiklen uden kommentarer, så listen nu indeholdt 13 navne, inklusive to kvindelige rappere.

Det kommenterede rapperen Mund de Carlo i et andet opslag og kaldte det for … et selvmål.

”Først laver I en liste over de ’11 bedste danske rappere lige nu’, som man kan mene om, hvad man vil, det er jo smag. Der er nogle enkelte dope derpå. 

Så bliver I forståeligt nok udfordret i kommentarsporet på, at der ikke er nogen kvinder på listen (for ærligt har der sjældent været så mange dope kvinder, der spytter som nu, og I har selv skamrost flere af dem dette forår og drysset stjerner på dem) – og så sker der så det, at I ændrer listen til ‘de 13 bedste danske rappere lige nu’  og har helt snigeren tilføjet 2 female navne, Skammerens Døtre og Nøx,” skrev han bl.a. i opslaget, der fortsatte:

”Nøx er goat og skulle selvfølgelig have været der fra starten, men ærligt, lad være at lege mangfoldige på efterkrav. Det er jeres pligt som et af DK’s store musiksites at dække bredt og diverst, og hvis I ikke kan finde ud af det, så stå i det mindste ved det, I skriver som medie, og ikke foregive at være repræsentant for noget, I TYDELIGVIS ikke er. I har skrevet rigtig meget dope. Men det her er straight op wackshit.”

Siden er der så sket det, at Gaffa har ændret artiklen tilbage til versionen med de 11 mandlige navne – stadig uden nogen som helst forklaring på ændringerne. Selvmål efter selvmål efter selvmål!

Gaffa er gået i flyverskjul i denne sag, og hvis vi havde et mediemagasin, der tog kulturjournalistik alvorligt, var det naturligvis toptema.

For den slags kønsbias eller -forglemmelser hører naturligvis en anden tid til, især i et magasin, der selv har råbt højt om kønsforskelle ved enhver lejlighed. Men Soundvenue kan også bidrage til dumhederne.

Det har dog ikke medført tilsvarende reaktioner, at Soundvenue har listet halvårets 10 bedste internationale albums og udelukkende placeret kvindelige soloartister på de 10 pladser.

Uanset, om Soundvenues musikredaktion mener dette fuldt og fast, viser det netop det samme, som der har været galt med tidligere tiders hyldest-lister med omvendt kønsfortegn – snævertsyn, bias, manglende diversitet. Jeg vil kalde det … et selvmål.

Og det her er naturligvis langt værre, end når Politiken har samme snævertsyn på og uddeler to hjerter til det nyeste album med Angine de Poitrine og kalder dem for et ”fupnummer”. Det har man jo trods alt ret til.

Det er også meget værre, end når P1 forkert kalder de samme canadiske mathrockere for ”punk”, og at Berlingske er nødt til at spørge en anmelder fra et andet medie, hvordan man skal vurdere Charli XCX’s nye album, fordi de ikke selv længere har en musikredaktion, der er i stand til det.

Det er måske nærmere et forsøg på opspil fra målmanden, der ender med en fejlaflevering til modstanderen på kanten af starffesparksfeltet. Og det har man jo også lov til, selvom det er dumt.

Det er også værre end den omsiggribende tendens til kun at udvælge de mest positive anmeldelser, når man omtaler en plade. Som DR gør med Charli XCX-pladen og kalder den et ”mesterværk” i overskriften på baggrund af én britisk anmeldelse, selvom det jo på ingen måde er svært at finde anmeldelser, der er langt mere kølige.

Men det er et udtryk for, at mange glemmer at tænke sig om, og alt dette bidrager til opfattelsen af den skrevne danske musikjournalistik som amatøragtig, fordummende og journalistisk kritisabel. Ét langt selvmål i slowmotion, kan man også mene.

Et af de store problemer med Gaffas liste er, at den er udarbejdet af én skribent. Der er ingen overordnet ide, så det er ikke musikredaktionens valg eller sågar en dedikeret hiphop-skribents valg, for sådan en har Gaffa jo i form af PTA.

Det er som så mange andre ting bare en liste fra en eller anden skribent, der lige så vel kunne være fra en dum blogger som mig selv. Men når det er det, så er der jo ikke den autoritet bag, som et samlet Gaffa kunne have haft, hvis det var gjort ordentligt.

Det samme er tilfældet med den liste over halvårets bedste album, som Gaffa også har lavet. Det er også bare en enkelt skribents valg af 26 albums, danske og internationale.

Problemet med det er, at den liste ikke på nogen som helst måde stemmer overens med de anmeldelser, som Gaffa laver så mange af.

Nogle observationer:

• Af de 26 albums på listen er 10 af dem danske.
• Ni af de 26 albums har jeg ikke kunnet finde en anmeldelse af. Alle ni er udenlandske.
• Gennemsnitligt er de 17 andre albums anmeldt til 4,4 i gennemsnit.
• To af albummene er anmeldt til tre stjerner.
• Et album har fået en seksstjernet anmeldelse, nemlig Eee Gees seneste album.
• 14 af de 26 albums på listen er fra ikke-mandlige soloartister, heraf 10 af de 16 udenlandske.

Lige nu kan man af en eller anden (teknisk, antager jeg) årsag ikke søge albumanmeldelser frem, men jeg har været igennem hele årets anmeldelses-produktion og fundet 253 anmeldelser af albums (og EP’er) på gaffa.dk. frem til tidspunktet for listen. 

• Disse 253 albums har fået over 4,1 i gennemsnit i Gaffas anmeldelser, altså næsten lige så højt snit som dem på listen.
• Hele 81 (!!!) albums er anmeldt til fem stjerner i året indtil videre, alligevel er der på halvårslisten blevet plads til ni albums, der har fået lavere karakter.
• Syv gange har Gaffa uddelt seks stjerner – men kun et enkelt af disse seksstjernede albums er medtaget blandt de 26 albums, der åbenbart er halvårets bedste ifølge Gaffa.

Gaffa anmelder ALT for positivt! Klart. Men hvad værre er – hvorfor er de kunstnere, der er blevet anmeldt til seks stjerner, pludselig diskvalificeret?

Altså, de havde lavet et mesterværk, da de blev anmeldt, men nu har de ikke længere lavet et mesterværk, der er værdigt til sådan en liste-fremhævning.

For mig er det igen udtryk for snævertsyn, bias og manglende diversitet. Det ender i monokultur, når man f.eks. ser bort fra Michael Møller, Angine de Poitrine, Yaeger, Bibi Club, Fenja og Debbie Sings, fordi listemageren har en anden dagsorden.

Det er vel lige så vigtigt at fortælle om musikkens mange fantastiske farver, kvaliteter og kulturer, som det er, at unge ser nøgne kroppe og makeupfri ansigter af alle mulige typer og ikke bare pornohingste og stylede influencer-duller.

Soundvenue har i mindre omfang samme problem, for de har i første halvdel af året uddelt seks stjerner en enkelt gang – men dette mesterværk er kun fundet værdigt til en ottendeplads på listen, der også indeholder seks albums anmeldt til fem stjerner og tre albums, der slet ikke er anmeldt. Og alle plader altså lavet af kvindelige soloartister.

Derudover har Soundvenue uddelt fem stjerner til seks andre albums i første halvdel af året – Gorillaz, Dry Cleaning, BTS, M.I.A., Madonna og Boards of Canada. Der er ingen forklaring på, at disse er fravalgt, men det er da nemt at få ord som køn, alder, genrer og gruppe-konstellationer i tankerne.

Når Gaffa og Soundvenue vælger at stå på mål for disse halvårslister med den dermed indbyggede nedvurdering af mediernes egne anmeldelser i løbet af året, kan det virke som en petitesse. Men det er det ikke for mig.

Jeg synes, medierne undergraver egne anmeldere, og de mister troværdighed ved ikke at stå på mål for skribenternes vurderinger. For hvad er de anmeldelser så egentlig værd, når mediet selv underkender dem? Hvorfor skal jeg så læse dem?

Samlet set undergraver medierne dermed også sig selv, i hvert fald mediets egen autoritet. Og uden autoritet, hvad skal vi så overhovedet bruge dem til?

Hvis det udelukkende ender som et spørgsmål, om man stoler på den ene eller anden persons vurdering, kan de anmeldelser lige så godt udkomme på en musikblog, af en youtuber, i et opslag på Instagram, i en hyggepodcast, i en video på Tiktok eller lignende.

Det er lige før, det burde være et mål for medierne at udkomme på den måde i stedet.