Genlæst: Kusserock, fissefunk, pattepunk

”Vi har faktisk ikke spillet ret meget, siden den første plade udkom i foråret 1976, fordi nogen af os har gået til optagelse på konservatoriet, og fordi nogen af os har været gravide,” indleder Astrid Elbek interviewet med Shit & Chanel i MM fra oktober/november 1977.

Anne Linnet følger op med, at de har sagt nej til en masse jobs, og at hun er blevet kimet ned, men …

”Vi ville på den ene side meget gerne ud og spille, men vi har på den anden side en gang for alle aftalt, at vi ikke vil leve af at spille.”

Den aftale kunne et par af medlemmerne vist ikke helt overholde sidenhen …

Shit & Chanel var på forsiden, og interviewet fyldte fire sider forrest i bladet. Det er et skidegodt interview, der på mange måder er det definitive Shit & Chanel-interview, hvor kvindebandet siger mange af de ting, de siden er blevet kendte for – og citeret for. 

Og den sjove detalje finder man så bag i bladet på siderne med overskriften ”Scenen”, hvor folk kan skrive ind med kommentarer, sælge deres højttalere, søge bandmedlemmer, opdatere med nyt fra eget band og lignende.

Det er her, ordene fra overskriften stammer, og kan man overhovedet tillade sig at bruge den slags betegnelser. Well, Shit & Chanel gør det i hvert fald selv, og så er det jo ret sjovt:

Bandet er klar til at tage ud og spille igen, må man forstå, så ring endelig til dem, på trods af indholdet i interviewet forrest i bladet. Og trommeslageren spiller i øvrigt nu også med Niels Skousen, Peter Ingemann og Stig Møller, kan man se nedenunder.

Deri ligger faktisk også en stor del af temaet for interviewet, nemlig at være et kvindeband, men samtidig insistere på ikke at udelukke mænd, som en del af kvindebevægelsen dengang ellers nærmest krævede af dem. Læs blot disse afsnit:

Jeg elsker at dykke ned i disse gamle musikblade, for stilen og sproget er anderledes end i dag, det er vores egen musik- og mediehistorie, meget af indholdet er glemt, og man finder ikke nødvendigvis informationen på nettet.

Udover Shit & Chanel er der i dette nummer også interview med Charlatan, jazzmusikeren John Tchicai og Gnags. 

Der er også en masse grundige anmeldelser, inkl. af en masse cubansk musik, og MM har jo ry for at være nogle hårde bananer i deres anmeldelser. Og det er de også indimellem.

På læserbrevs-siderne kan man læse musikeren Gert Thrues svar på en hård anmeldelse af hans plade ’Sound Painted Pictures of Cosmic Love’ i et tidligere nummer (som jeg desværre ikke har).

”Jeg vil gerne her rette de komplet tåbelige og helt forkerte oplysninger af min plade,” indleder Gert Thrue sit svar og bruger ord som ”skammelig mangel på kendskab”.

”Min musik bygger på den magiske oplevelse i lytteren og på, at det er bedre for en musiker at kunne tænke lidt, end bare at være dygtig til at spille de sædvanlige fraser. Min musik har trods alt et budskab, og det er da mere, end hvad kan siges om jjg’s,” skriver Gert Thrue også og slutter af med denne opmuntring:

”Prøv at tænke lidt over, hvad musik er, hvorfor man spiller, og hvad meningen med musik er. Med ønsker om kosmisk fred og harmoni, Gert Thrue.”

JJG er anmelderen og ansv. redaktører, Jens Jørn Gjedsted.

Jeg har faktisk Gert Thrue-pladen, fordi en god ven havde opdaget den og spillede den for mig. Jeg kan godt forstå, hvis Gjedsted ikke har forstået budskabet på samme måde, som Thrue har sendt det ud i verden! Det er en ret syret, spacey og eksperimenterende plade, men der er også nogle virkelig fine ting på.

Og så tror jeg, Aage, der på Scenen-siderne efterlyser bootlegs med optagelser af Neil Young og Nils Lofgren, skal være glad for, at hans budskab ikke er nået helt frem til Neil Young i Californien. En klassiker: