Brat fald

På mig virker det lidt usædvanligt, at hun ikke er at finde på Spotifys top 50 noget sted.

Hverken i USA, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Spanien, Frankrig, Holland, Finland, Canada – eller sågar hendes eget hjemland Storbritannien. Eller den på globale liste.

Ingen af sangene fra Charli XCX’x nye album er netop nu blandt de 50 mest populære sange på de streaminglister, som på mange måder giver det mest nøjagtige billede af, hvad der optager musiklyttere i stort tal.

Ikke en eneste af hendes nye sange er altså i skrivende stund et hit noget sted. Og jeg har svært ved at se nogen af dem blive det.

For at komme i top 50 ville det ellers blot kræve, at nogle få promille af den danske befolkning spillede den samme sang én gang inden for et døgn. Men realiteterne ved nutidens (streaming-)hitlister er jo, at de samme sange bliver spillet igen og igen af de samme mennesker.

Det er nu mere end fire døgn, siden albummet ’Music, Fashion, Film’ udkom, og udover de fire forudgående singler er ingen sange fra albummet blevet streamet mere end to millioner gange i alt.

Det er selvfølgelig et højt tal for mange musikere, men i en international popsammenhæng er det meget lidt imponerende og viser, at af alle de mennesker, der havde en ”brat summer” for et eller to år siden, er det kun få, der er så nysgerrige, at de gider lytte til hendes nye sange.

Heller ikke på YouTube er tallene høje, og DR spiller hende stort set ikke, men man kan nok godt alligevel forvente, at der om et par dage vil være artikler om, at nu er hun strøget til tops på en hitliste (i UK, på grund af stort fysisk uge 1-salg), eller at hun har slået en eller anden rekord.

For Gaffa, DR, Ritzau osv. læser også promotion og branchenyheder fra Music Week og bidrager gladelig til enhver form for hype.

Hvad der ikke står, er, at hun går nummer et i en af de allermest udgivelses-svage uger på året, midt i sommerferien, hvor konkurrencen ikke har været stor. Ifølge Music Week ser det således ud til, at hun skal konkurrere om førstepladsen med Shania Twain og en genudgivelse fra Snow Patrol …

Der har været nogle hårde anmeldelser i England, men generelt har de været positive – med fem stjerner fra både Gaffa og Soundvenue herhjemme, mens vi stadig venter på, at andre kommer hjem fra ferie og Roskilde-afspadsering og får tænkt sig om efter at have læst den udenlandske hype.

Det er i mine ører en ok, semi-interessant plade til en anden målgruppe end mig selv, men når jeg hører musikken, læser anmeldelserne, ser promoveringen og tjekker interviewene, så virker det også, som om anmelderne virkelig strenger sig an for at fremhæve de positive ting ved albummet.

Stort set alle køber ind på narrativet omkring pladen, men albummet skal jo ikke anmeldes som promotion eller en digtsamling! Der skøjtes til gengæld let hen over det egocentrerede, og at den musikalsk måske nok flere steder passer til lyrikken, men generelt ikke er særlig spændende. Og at der ikke er en eneste virkelig god sang på. 

Ingen umiddelbare hits. Et album fra en stor popstjerne uden et hit. Men supergodt anmeldt. Det minder om noget, man har hørt om før. 

Er publikum allerede videre fra brat summer og har sendt Charli XCX ud i et brat fald? Som hun måske endda selv fisker efter, at dømme efter både musik og tekster på ’Musik, Fashion, Film’.

Hendes kedelige soundtrack-album ’Wuthering Heights’ fik gode anmeldelser tidligere på året, men der er stadig flere sange på albummet, der efter fem måneder ikke har rundet tocifrede millioner af streaminger på Spotify, og blot én sang har rundet 100 mio.

Igen – det er jo ikke dårlige tal, men det kan overhovedet ikke sammenlignes med tallene hos andre popstjerner som Olivia Rodrigo eller Sabrina Carpenter.

Hvis man så går tilbage og kigger på fænomenet ’Brat’ og streamingtallene fra dét album, så er de faktisk heller ikke enorme.

Hvis man vil se høje tal fra nogenlunde samtidige udgivelser med kvindelige popstjerner, skal man kigge mod Sabrina Carpenter, Billie Eilish, Ariana Grande, Chappell Roan, Lady Gaga, Rosé eller til dels Taylor Swift. Charli XCX’s tal minder måske mere om Beyoncés.

Det virker nærmest, som om folk er mere interesserede i hypen, fænomenet og “poptimisme”, end i selve musikken.

Så hvor stor en stjerne er Charli XCX egentlig? Som Beyoncé var/er hun i stand til at sætte en dagsorden. Og det er på mange måder både interessant og prisværdigt. Og hun skal nok igen kunne sælge koncertbilletter til folk, der ikke vil gå glip af en begivenhed.

Men det gør altså ikke hendes nye album til noget, der minder om mesterligt. Uanset anmeldernes krumspring.

PS! Det har altså ikke meget med et rockalbum at gøre. Det er allerhøjst rock for folk, der ikke kan lide eller kender meget til rock. Det er stadig mere som hyperpop, og hyperpop har alle dage trukket på bl.a. en slags rock-udtryk.