Coverstory: In Nature’s Uniform (Inside The Whale, 1994)

Hvornår: Sommeren 1994

Hvem: Elena Sjøgren, foto

Hvor: Studio Sjøgren på Østerbro

– Titlen lagde sådan rimelig meget op til et eller andet nøgenagtigt på coveret. Men vi var alligevel ikke så interesserede i at være splitternøgne. Vi mente ikke, det ville gavne nogen … fortæller Inside The Whales guitarist Lars Skjærbæk.

– Vi forkastede blandt andet en ide om at rulles i tjære og dyppes i fjer, men det blev til, at vi SKULLE være nøgne, men bodypaintes. Vi ankom så til studiet, hvor vi skulle have barberet alle hår af kroppen på de steder, vi skulle males. Og det var selvfølgelig til stor fryd for os, fordi det var en kvindelig barber …

Inside The Whale fandt på titlen ‘In Nature’s Uniform’ ved simpelthen at tage en linje fra én af sangene på pladen, ‘Yeah Yeah Yeah’.

– Den skulle bare have et navn, og vi syntes, at det lød meget fedt. Dengang syntes vi jo, at det havde den helt store symbolske værdi, men der ligger i virkeligheden ikke noget dybere i selve titlen. Ideen med coveret var så, at bodypaintingen skulle ligne en rustning, nogle metalplader som var sømmet fast, men det ligner faktisk overhovedet ikke!

Hvad der umiddelbart lyder ganske simpelt, var i virkeligheden en ganske pinefuld affære, fordi man hverken kan sidde ned eller bøje ben og arme, for så skaller en bodypainting af.

– Jeg var den første, der skulle males, og det tog to-tre timer at blive malet, men så skulle jeg jo vente hele dagen på at alle blev færdige, og det var rimelig pinefuldt. Vi startede tidligt om morgenen og sluttede først om aftenen. Det var virkelig uudholdeligt. Kunne ikke gå ud eller foretage mig noget som helst, erindrer Lars Skjærbæk.

– Selve fotosessionen tog til gengæld kun en halv time, og vi fik at vide, at vi skulle bare springe rundt og se åndssvage ud, og det var jo ikke det store problem for os …

– Dengang syntes vi, coveret var helt kanon, men der gik ikke ret længe, før vi syntes, det var et latterligt cover. Vi lignede jo bare nogle drenge med blik på. Men jeg synes den dag i dag, at det var ret passende for, hvem vi var, og hvordan vi spillede. Vi stod i virkeligheden ikke for andet end nogle drenge, der bare hoppede rundt og fyrede den af, så på den måde synes jeg egentlig, at det rammer meget godt nu.

Oprindeligt bragt i Gaffa i mats 2003.