Først Stengade, så Loppen, så opvarmningsjob for The Hives i KB-Hallen, og i oktober spiller Yard Act så deres hidtil største ”headliner” i Danmark, når de går på scenen i Store Vega.
Og jeg har igen købt billet, for udover at Yard Act er virkelig gode, så er de også sjove. På plade, men især live, hvor de spiller som et band, der elsker det, de laver, og selv synes, det er sjovt.
James Smiths tekster er underfundigt kløgtige, fortællende, observerende og indimellem selvironiske, og på den måde kan man jo godt få nogle tanker i retning af Jarvis Cocker.

Men Yard Act kommer samtidig med arven fra postpunken i Leeds, men mere den groovede del end den militante vrede, og det gør dem til et meget veloplagt orkester at både se og lytte til.
Og intet sted mere end på titelsangen fra deres tredje album, ’You’re Gonna Need a Little Music’, der kan føjes til listen med dels glimrende sange om musik og dels glimrende discorocksange.
Den her med en sjov fortælling om et roadtrip fra ”Isle of Balamory”, der må henvise til en et fiktivt samfund i en BBC-børneudsendelse, til San Francisco Bay med udfordringer og oplevelser undervejs. Og det hele kræver lidt musik. Det kender vi jo godt.
Yard Act er ikke bare sjov og gøgl, det er et modent band, der har styr på det, de laver, og de er på albummet også taget på et nysgerrigt trip ud i hjørnerne, og det klæder dem.
Albummet er dog noget ujævnt og kræver et par gennemlytninger, men så begynder det også at vokse. Det er ikke et stort album, men jeg kan lide det. Og især titelsangen.
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.