Forleden havde The Guardian en liste over de 20 bedste sange med Chaka Khan med ’Ain’t Nobody’ i top. Jeg er enig!! Udover det åbenlyst lækre groove og alle de små instrumentale hooks, er det Chaka Khans vokal, der løfter sangen. Hun synger melodisk, med feel og fyldt med hooks. Hun bruger sin stemme på så mange forskellige interessante måder, at det ville være nok til at løfte den samlede produktion af danske pophits på et år, hvis sangerne hver især bare benyttede et af hendes kneb.
I søndags var det præcis 25 år siden, Bright Eyes spillede i Danmark for første gang. Det skete på Loppen efter albummet ’Fevers and Mirrors’, og inden han helt havde fundet ind til formularen med de følsomme singer-songwriter-hits på ’I’m Wide Awake, It’s Morning’. #Iwasntthere, men det ville jeg nu gerne have været!
Paste Magazine har i går publiceret deres liste over de 100 bedste sange fra 80’erne efter at have været forbi 60’erne og 70’erne de foregående måneder. En fuldstændig umulig opgave at løse meningsfuldt uden at opstille mere præcise kriterier end “a combination of undeniable hits and personal picks”. Det er bare endnu en liste – og The Cures ‘Pictures of You’ er nummer 1. Det er en virkelig god sang, og absolut en af Cures bedste fra 80’erne (udgivet som single i 1990) …
I går var det 10 år siden, Veronica Maggio overvældede os igen i Store Vega. Der var opvarmning på Snork og Bang & Jensen inden koncerten og efterøl på Snork. Jeg havde været på pladeshopping, til musikquiz og set Föllakzoid på Loppen dagen før, og eneste lillebitte stykke malurtblad i udflugtsmenuen var, at det kostede en L7-koncert samme aften i Amager Bio, og at vi havde set Veronica samme sted to år forinden og igen på Roskildes Grøn Scene sommeren 2015 med stort set samme sætliste og endnu flere tårer i øjenkrogene. Men de år var vel den svenske sangerindes kunstneriske peak, og ’Sergels Torg’ vil stå længe som et af de fineste stykker svensk pop fra 10’erne.
Og sådan tog hun sig ud i 2014, da hun satte sig i merchboden efter koncerten og signerede plader og plakater:

1. september 2016 fejrede Vega 20 års-jubilæum med bl.a. Lars Hug, der også spillede den første rigtige koncertaften på stedet 14. september 1996 efter åbningen dagen før. Las Thomsen fejrede 30 års jubilæum på Warner, Veronica Maggio spillede videre på Train i Aarhus, Brian Wilson gæstede Randers, og på Jazzhouse spillede et ungt band ved navn Yung, der om sommeren havde udgivet det glimrende debutalbum ’A Youthful Dream. Jeg gik glip af det hele!
I dag er det 40 år siden, The Bangles udsendte ’Walk Like an Egyptian’, der i december 1986 strøg helt til tops i USA efter at have peaket som nummer tre i Storbritannien. Den mest poppede side af Californiens Paisley Underground.
På den anden side af Atlanten udsendte Manchesters fine The Chameleons samtidig deres tredje album, det glimrende ’Strange Times’, der er næsten lige så godt som debutalbummet fra 1983. På samme dag udsendte de også ’Swamp Thing’ som single. Og så kom der ikke mere fra outsiderne før et mellemspil i 2001 og et slet ikke ueffent comeback-album i fjor.
I dag ville Douglas McCarthy være fyldt 60 år, men han døde desværre i fjor. Han kan mindes ved at læse om hans ”talk”, som det helt sikkert ikke hed dengang, på Hovedbiblioteket i København:
Og ved at lytte til Nitzer Ebb:
Barry Gibb runder 80 år i dag, og den eneste tilbageværende Bee Gees-brormand kan man fejre med en noget anden type dansemusik:
I morgen er det 30 år siden, Suede udsendte hitalbummet ’Coming Up’. ’Trash var allerede ude som hitsingle, ’Beautiful Ones’ fulgte i oktober. I alt leverede ’Coming Up’ fem singler – men der kunne også have været syv. Vi spillede dem alle sammen på Boogies. Samme dag udkom i øvrigt Neneh Cherrys ’Man’ og Pet Shop Boys’ ’Bilingual’.
Den og de ni andre af dagens sange er lagt på playlisten:
Og læs de tidligere versioner af ”10 gamle sange lige nu” her:
Discover more from SnabRocks
Subscribe to get the latest posts sent to your email.