Historier om, hvordan sange bliver til, er noget af det, jeg holder allermest af i musikjournalistik. Og Billy Joel skuffer ikke på den front i den interviewbid, Rick Beato har lagt op med den amerikanske pianomand fra et to måneder gammelt længere interview.

Noget af det er teoretisk og ikke for alle, men i hænderne på to så vidende musikfolk, bliver selv det mest nørdede til underholdning. Og naturligvis giver det mening, at vokaler, ord og toner helst skal underbygge hinanden – hvilket Billy Joel giver et godt eksempel på med Rolling Stones-sangen ’Start Me Up’.

Han fortæller, placeret ved pianoet, bl.a. hvordan ’Honesty’ fra 1978-albummet ’52nd Street’ blev til – i hvert fald titeldelen. Det er ganske muntert. Og ikke kun, fordi han kalder sig selv ”a lying sack of crap”, der ikke skal fortælle nogen om ærlighed …

Han havde melodistykket og en ide om, hvordan ordene skulle lyde. Og slutte på en i-lyd, en e-lyd på engelsk. Men han kunne ikke finde ordet eller ordene. Trommeslageren Liberty Devitto foreslår så ordet ”sodomy”.

Singlen ‘Honesty’, der kom med flere forskellige covers og B-sider i 1978-79. Her den europæiske version.

– Lort, jeg er nødt til at finde på en tekst nu med det samme, for ellers vil det for evigt være ”Sodomy”. Det var en nødsituations-tekst. ”Honesty” lød lidt som ”Sodomy”. Vokaler er meget vigtige, når man skriver tekster, forklarer Billy Joel.

Den slags historier viser, hvor tilfældigt sangskrivning nogle gange kan være. Selv for en så dygtig sangskriver som Billy Joel.

Man kan ikke altid tvinge tingene frem – eller skrive ’Last Christmas’ helt alene med al tekst og musik komplet i hovedet på en time, hvis man er et musikalsk geni  – men input fra andre kan være en katalysator.

Det er det, der sker, når man spiller sammen med andre, kender hinanden, kan sige alt muligt lort til hinanden, og kan bruge summen af alle ens erfaringer til at gribe selv åndssvage bemærkninger eller deciderede fejl, der pludselig bliver til en melodistump, en tekstlinje eller et hook.

Og det er nok det, jeg har allermest imod den måde, hvorpå det meste musik bliver til i dag. Det sker uden den interaktion. Der er en masse soloskriverier, der er produktionspakker, og der er AI. Men hvor i den proces, opstår det skæve og ”forkerte”, det, som musikere i samme rum kan gribe og løfte?

Klippet indeholder også Billy Joels fortælling om, hvordan ’Allentown’ fra 1982-albummet ’The Nylon Curtain’ blev til. Simpelthen ved at være ude i verden og observere. Og så ender han med at skrive en udsyns-sang om arbejdsløshed, hvor han ellers oftest har vendt blikket indad i sine sange.

Ud i verden, brug sanserne, snak og skab med andre mennesker.

Albummet ’52nd Street’ fra 1978.


Discover more from SnabRocks

Subscribe to get the latest posts sent to your email.