Vi fik den musik, vi havde brug for

Lørdag var en heftig koncertaften i København med mange forskellige muligheder. Mit valg faldt på Yard Act i Store Vega, men det kunne også have været svenske Nektar på Rust eller den meget fine dobbeltpakke med Mountain Goats og Craig Finn i Pumpehuset.

Eller måske en lille sjat R.E.M.-historie på Loppen, hvor Drink The Sea med Peter Buck som et af medlemmerne spillede. Vinnie Who spillede i Hotel Cecil og var da også en fin, varm mulighed sådan en regnfuld efterårslørdag.

Til gengæld trak hverken Marq i Ideal Bar, Khalid i K.B. Hallen, Niall Horan i Royal Arena eller Aphaca i Parken.

Der var selvfølgelig også flere koncerter på de mindre steder, og alt i alt er det et ret stort udbud af muligheder for københavnerne. Jeg er meget tilfreds med mit valg, men noget der undrede mig, da jeg skulle hjem med et overfyldt tog fra Hovedbanen mod Fyn, var, hvor afdæmpet det hele foregik.

Der var mange hundrede unge direkte fra Aphaca i Parken på perronen og både siddende og stående alle tilgængelige steder i toget, men der var ingen sang og begejstring. Jeg overhørte heller ingen snak om koncerten undervejs.

Når jeg tænker tilbage på de store koncerter, jeg selv så som ung, varede de langt ud over den effektive spilletid tiden i arenaen. Der blev sunget videre på vej væk, på perronen og i toget. Og det hele blev gennemanalyseret med beruset klogskab.

Måske er det bare anderledes i dag, eller måske er det, fordi det simpelthen er gået for stærkt for Aphaca, der simpelthen ikke er et stadionband.

Det kan jeg jo ikke vurdere, for det er ikke min musik. Det er Yard Act til gengæld, og dem brugte vi lang tid på at analysere, både undervejs og stående uden for Vega bagefter med en udleveret dåseøl i hånden.

Jeg så deres virkelig gode og veloplagte koncerter på Stengade og Loppen efter henholdsvis første og andet album, og her efter tredje album er de vokset til Store Vega-størrelse – om end der ikke var åbnet på balkonen.

Sjov aften på Loppen

Store Vega kræver flere muskler, og dem havde Yard Act også. Aktuelle ’You’re Gonna Need a Little Music’ har bragt Yard Act længere ud i krogene af rockmusik, og lørdag aften pressede de det hele endnu længere ud.

Arven fra postpunken i Leeds kunne mærkes, når de gav en overstyret saxofon frit spil, dronede løs eller filede groovet ned og lod de skarpe kanter dominere den ellers så funky ’Trench Coat Museum’, der denne aften mere lød som et hårdt ravenummer, der rev Vega rundt.

Det var lyden af et band, der ikke går på kompromis med sig selv. Den energiske frontmand James Smith sang, talesang, råbte, rappede sågar og prædikede helt ude over scenekanten, og man troede på alt, hvad de kastede i hovedet på os.

Det var udfordrende, det var råt, det var uforudsigeligt, og det swingede også med titelsangen ’You’re Gonna Need a Little Music’ som et godt eksempel – og et andet højdepunkt.

You’re Gonna Need a Little Music

Ikke to sætlister er ens på den aktuelle turne, hvor de efterhånden har spillet de fleste af deres sange. Man har ikke en chance for at regne ud, hvad de åbner med, hvad de lukker med, og hvilke sange de eventuelt udelader en given aften, selvom der er et par håndfulde mere eller mindre sikre.

Lydbilledet var enormt godt afstemt, alt stod klart, og lyden i Vega var glimrende. Det hele var bare godt denne lørdag aften, og Yard Act er ganske simpelt et spændende og interessant band at følge.

Vi fik lige præcis den musik, vi havde brug for sådan en lørdag aften i København.