For et par uger siden kunne man høre en lille teaser for et nyt nummer fra Michael Stipe, men siden har der været tavshed fra den front. I stedet kan man nu fornøje (?) sig med et nummer fra en anden af de fire hjørnesten i R.E.M, Peter Buck.

Guitaristen har været ganske aktiv siden opløsningen af R.E.M. med flere soloplader og bandprojekter, og nu har han sammen med Joseph Arthur fået liv i sit seneste projekt, Arthur Buck (ta-dah!).

Der udkommer album – produceret af Tchad Blake – i juni, og alle numre er skrevet i fællesskab. Førstesinglen ‘I Am the Moment’ kan høres nu på både YouTube, Spotify osv.

Man er ikke i tvivl om, hvad sangen hedder … men den er nu ganske fin og melodisk. Og Peter Bucks guitarlyd kan man også genkende. Men det lyder nu også lidt af fritidshygge.

Der ER liv efter R.E.M., men i en uge, hvor ‘Murmur’ fylder 35 år, og det er 10 år siden, et så perifært R.E.M.-album som ‘Accelerate’ kunne toppe albumlisterne, er det absolut tilladt at savne både bandet og Michael Stipes vokal.

 

Reklamer