Lineuppet på Coachella er imponerende. Hvis man ikke skulle have lyst til at stå i den californiske ørkensol – med solbriller, i sit smarteste tøj, nyeste mobiltelefon i den ene hånd og eventuelt en kold øl i den anden hånd – og tjekke mindst 50 gode navne ud, er man vist ikke rigtig musik- eller festivalinteresseret.

Alternativet er heldigvis lige ved hånden: YouTube!

Coachella har tre livekanaler på YouTube, hvor man kan følge en del af koncerterne – og indimellem se små interviews med nogle af kunstnerne.

Her til morgen vågnede jeg til tre muligheder – St. Vincent (lød spændende), Perfume Genius og (rapperen) Belly. To af dem Roskilde-aktuelle. Men man kan også spole op til i hvert fald fire timer tilbage i feedet, så lige nu kan jeg f.eks. også tjekke Vince Staples (godt!) og War On Drugs (forrygende!) ud på den ene kanal.

Senere i dag (fredag nat i Californien) venter bl.a. SZA og The Weeknd, mens den kommende dag byder på bl.a. Nile Rodgers, BØRNS, First Aid Kit, Chromeo, Tyler The Creator, HAIM og Beyonce. Og det var altså bare på hovedkanalen.

På kanal 2 har jeg lige hørt lidt Kali Uchis (sløjt!), men der venter f.eks. navne som MØ, Tash Sultana, David Byrne, Kamasi Washington og Soulwax de kommende dage.

Kanal 3 er forbeholdt yngre, nyere, mere elektroniske navne, og her er det nok Jungle og Jorja Smith, jeg ser mest frem til.

Det bliver nemt at få tiden til at gå i denne weekend …

 

 

 

 

 

Reklamer